Pædagogen som facilitator af musikalske aktiviteter og fællesskaber
Da børnehavebørnene kommer ind fra legepladsen, sidder pædagogen Mie allerede på stuen og spiller ukulele. Hun spiller nogle få akkorder og nynner samtidig en melodi, mens børnene en efter en nysgerrigt kommer hen til hende. ”Ooor, en lille guitar”, siger et barn, mens et andet barn spørger: ”Må jeg prøve?”. Mie nikker og siger: ”Ja, om lidt, først skal vi alle sammen synge”. Så rejser hun sig, går lidt rundt og får øjenkontakt med de sidste børn, der kommer ind, mens hun stadig spiller og nynner. Til sidst stopper hun og spørger: ”Er der nogen, der er klar til at synge en sang om et lille bitte dyr, der kan flyve og er rødt med sorte p..”. ”Mariehønen Evigglad”, råber flere børn. Mie nikker og smiler. Hun trækker tydeligt vejret ind og signalerer med krop og ukulele, at nu starter sangen, og alle stemmer i ”MAAriehønen evigglad, gik …”
Hvad er egentlig trivsel?
Det er onsdag eftermiddag. Lederen Susanne sidder for bordenden af det ellipseformede bord i mødelokalet. Hun byder velkommen til Fridas forældre, til PPR-konsulenten og to af pædagogerne fra Fridas stue. Susanne forklarer kort, at formålet med mødet er at tale om, hvordan Frida bedst støttes i at indgå i de aktiviteter og fællesskaber, der er i børnehaven. Susanne siger efterfølgende, at hun gerne vil indlede mødet med en runde, hvor alle rundt om bordet kort fortæller om deres oplevelse af Frida med fokus på, hvad der er lige præcis Fridas styrker og udfordringer i forhold til at trives i hverdagen. Langt de fleste, der har tilknytning til enten vuggestuer, børnehaver eller skoler, kan nok genkende ovenstående situation. I Danmark samarbejder pædagoger og lærere med forældrene om at understøtte børnenes trivsel – og heldigvis trives langt de fleste af vores børn og unge (Ottosen et al. 2022
Tag på forundringstur og styrk børns æstetiske oplevelser i børnehaven
Katja sidder med forundringskortet på maven og inviterer børnene til at lægge mærke til, hvad de kan se omkring sig. Nogle lægger mærke til et træ i nærheden, en anden kigger op og lægger mærke til skyerne og himlen. De forundres, er nærværende, åbne og opmærksomme på omgivelserne og kan tænke og fantasere om det, de ser. De er på skulptur-tur, én af de i alt 9 ture i materialet ”Tag på forundringstur og styrk børns æstetiske oplevelser i børnehaven”. Forundringskortet er udgangspunktet for at finde frem til med til de forskellige steder og ’poster’. Denne skulptur-tur har fokus på bestemte steder og fortællinger. Børnene er forberedt på turen ved at se billeder af skulpturer og de steder, de står. På det smukke forundringskort er der en rute, som starter ved en bakke med en bygning på (børnehaven). Fra bakken går en snørk1 2019-2023 let sti forbi første, anden og tredje post, før stien ender tilbage ved børnehaven. Stien fører forbi en masse forunderlige motiver.
VERDENSVENDTE BØRNEHAVER
”I børnehaven Bifrost læser pædagogen Lene højt fra en bog om Samiah og Giovanni, som selv har været med til at lave bogen med billeder fra deres børnehave i Tanzania. Børnene lytter til Lenes fortælling, mens de peger og taler med om det, de ser i bogen. Samme eftermiddag vil Roar og Liv gerne lege skole på den måde, børn i Tanzania går i skole. De spørger Lene, om hun vil være læreren. Så starter en leg, hvor de er skolebørn, som sidder og øver sig i at skrive rigtig pænt”. Vores projekt gik ud på først at besøge børnene i deres hjemland og undersøge, hvad de gerne ville vise til andre børn fra deres hverdag. Vi ønskede at gengive børnenes fortællinger i foto og tekst og sikre os, at børnene var enige i det, der står i bøgerne. Dernæst oversatte vi bøgerne til andre sprog og bruger dem i dag sammen med pædagoger. Vores ide er, at når pædagoger læser bøgerne højt, giver det børnene mulighed for “at tage på besøg”, opleve glimt af børneliv helt andre steder på kloden – og få et andet blik på sig selv. Vi ser bøgerne som et vindue til verden. Et
Skal vi så ikke lave en skabelon?
Vi er to pædagoger, Lars og Ulla, og to undervisere fra pædagoguddannelsen, Anna og Hjørdis, der har haft otte børn med i teatret og se forestillingen ”Lille Myr”. Herefter er vi gået i børnehavens værksted for at give børnene mulighed for at fortolke og male deres oplevelser. Efter vi har malet, vil flere af børnene gerne ud at lege, men inden da, vil de voksne lige spørge dem om noget. Anna rejser sig og fortæller, at hun og Hjørdis kommer på besøg i børnehaven igen i morgen, og derfor vil de spørge børnene, hvad de har lyst til, at vi sammen skal lave? De siger: “I dag har vi set Lille Myr og malet, hvordan vil I gerne lege videre med Lille Myr i morgen?” Børnene er stille lidt og tænker sig om. Flere af dem kigger lidt undrende på Anna. Også de voksne er stille. Pludselig udbryder en pige: ”Vi kan lave vores egen Lille Myr – af ispinde”. ”Ja”, siger Anna, ”det kan vi gøre”. ”Så kan vi lave vores eget teater”, fortsætter pigen. De andre børn istemmer – det vil de gerne være med til.
BOLDSPIL OG BEVÆGELSE I DAGTILBUD
At bevæge sig og lege er herligt … Lyden af børnelatter fylder rummet, mens Olivia, Ahmed og Magnus kæmper for at holde nogle balloner i luften. De strækker sig, slår ud med armene, rammer ballonerne og hinanden. ”BOM” siger pædagogen, da den ene ballon rammer jorden, og børnene griner højt. “BOM, BOM” siger pædagogen, da de to andre balloner også rammer jorden. Glæden lyser ud af børnene, og de hopper rundt for at få legen i gang igen. Øjebliksbilledet viser, hvordan en simpel leg kan blive til en vigtig del af børns hverdag, hvor glæde og bevægelse går hånd i hånd.
Forebyggelsens tre ben
Forestil dig, at du står i skolegården og ser 3. A komme tumlende ud til frikvarter. Der er fart på, og humøret er højt. På vej ud falder Oskar og slår sig slemt – han er motorisk ikke så god som de andre. Men kammeraterne får ham på benene og trøster ham. Til allersidst lister Ida ud og sætter sig bag det store træ i skolegården. Det har hun gjort lige siden skolestarten i nulte klasse. De fleste af børnene leger og har det sjovt i frikvarteret undtagen Freja. Hun er utryg og bange og helt udmattet, når frikvarteret er slut. De fleste børn er glade, fungerer godt og udvikler sig godt. Men et stort mindretal har problemer. Mange udviser psykisk mistrivsel, dvs. at de har så store eller langvarige emotionelle problemer, at de ikke fungerer godt sammen med andre børn og voksne. Andre har mentale helbredsproblemer, som er vedvarende problemer med adfærd, emotioner og udvikling. Ida har måske problemer i autismespektret, men hun er ikke blevet udredt. Oscars dårlige motorik kan være et forvarsel om autismespektrum-problemer; det burde have været udredt, og han burde have haft hjælp inden skolestart. Frejas frygt for frikvartererne kan være et udtryk for
Relationskompetence i vuggestuen
Eksempel fra projektet – hvordan te og småkager lærte pædagogen om sig selv Sofie, pædagog i en vuggestue, bliver filmet sammen med fire børn om formiddagen, mens de sidder og leger med køkkenlegetøj. Sofie er især opmærksom på Carl, som hun leger te/småkager med. De har flere udvekslinger, hvor Carl bl.a. fylder te i hendes kop, når hun beder om det. De andre børn kigger på legen med køkkenlegetøj i hænderne. To af dem imiterer Carl og skiftes til at drikke te af en legekop. Sofie ser bagefter video af legen sammen med en CIP-vejleder, hvor hun opdager, at hendes opmærksomhed på Carl gør, at hun ikke bemærker, at de andre børn er interesseret i legen. Sofie reflekterer over, hvordan hun fremover kan understøtte børnefællesskaberne ved blandt andet at opmuntre børnene til at henvende sig til hinanden – for eksempel vise Carl at de andre børn gerne vil være med i legen og foreslå ham at spørge, om de også vil have te. Samt hun skal anerkende og italesætte børnenes fællesskab, når de spontant igangsætter en fælles leg – for eksempel de to mindre børn der imiterer. Hun bringer efterfølgende hele eksemplet op på et stuemøde, hvor de drøfter, hvordan
Det er ikke børnene vi skal ændre, men det er vores egen måde at være omkring børnene på!
KR: ”I har været med i et udviklingsprojekt – har det været en god følelse at medvirke til at skabe noget nyt?” Pæd.: ”Først tænkte jeg, at det var en rigtig dårlig ide. Vi har så meget andet, vi også skal, og det var svært at se det ind i vores eksisterende praksis. Måske skulle vi endda beholde nogle børn, som vi måske ellers ville have sendt andre steder hen. Det kunne også ’gå ud over’ de børnene uden specielle udfordringer … Men jeg er blevet meget glad for projektet, fordi jeg har set, vi kan give alle børn mere på den her måde. Vi fået et fagligt løft og vi er klædt på i personalegruppen til andre og nye indfaldsvinkler til børnene og pædagogikken.” KR: ”Projektet handlede om ’mellemformer’ – hvad betyder det begreb egentlig for jer i dag?”
På vej mod en helt ny lederrolle
LJ: ”Jeg mener, vi skal frem til at bygge vores ledelse på fuld tillid til vores medarbejdere. For at dét kan lade sig gøre, må vi gøre op med den ledelsesform, vi har haft i de seneste cirka 30 år, nemlig at styre under og med kontrol. Planer, herunder også pædagogiske læreplaner(!), politiske direktiver og dokumentation udtrykker jo: Vi vil kontrollere det, du og I gør! Hvordan kan man så styre gennem tillid, som jo dybest set er en kraftig udvidelse og en frisættelse af det menneske, jeg er leder for. Det er her det revolutionerende ligger gemt, og det er det, jeg har arbejdet og eksperimenteret med i mange år. Min erfaring er, at det kræver mere mod, end det kræver raketvidenskab at omlægge sin ledelse fra kontrol til tillid. Hvis det overhovedet skal lade sig gøre, skal der i stedet for kontrol være nogle fælles kriterier og retningslinjer, man kan have som en både indvendig og udvendig ramme om arbejdet. Det kom faktisk også bag på mig i mine lederjobs i det offentlige, hvor svært det kan være at få egne fælles kriterier formuleret og vise fuld tillid til sine medarbejdere. Men medarbejderne er dem, der er tættest
