FELTSTUDIE I EN CORONATID
Der er ingenting i verden så stille som en børnehavelegeplads uden børn1 I marts lukkede børnehaven og den sædvanlige summen af liv og leg forsvandt. Ingen børn på gyngen eller i sandkassen. Ingen børn på cyklerne eller oppe i træerne. Ingen brugte de grønne mælkekasser til at stable og klatre på eller som butiksdiske til salg af imaginære is og sandkager. Der blev helt stille. Efter påske besøgte jeg børnehaven Skovparken i Aarhus2 og dér mødte jeg lederen, Tina Heinsen. Hun smilte, men så faktisk lidt træt ud. Påskeferien havde været hektisk. Hun havde ansvaret for at gøre børnehaven klar til at kunne åbne igen. Meget skulle om- og nytænkes i forhold til at modtage børn. Forældrene skulle informeres, så de kunne føle trygge ved at aflevere børnene og personalet skulle instrueres i nye arbejdsformer. Tina måtte omorganisere hverdagen fuldstændig, skaffe ekstra personale og sørge for at passe på sårbare kolleger. I løbet af de sidste dage i påsken fik hun talt med alle forældre, flere gange, og klaret de praktiske udfordringer uden at slække på børnehavens målsætning om at skabe gode rammer for børnenes tilbagevenden til børnehaven.
CORONA-TAGFAT– BEARBEJD ALVOREN MED LEG
Verden er både fantastisk og grum: Klimakrise, terror og coronavirus. Børn er en del af verden og verden en del af børn. Det er umuligt i det moderne informationssamfund at afskærme børn fra ubehageligheder selv fra forhold, de ikke har forudsætninger for at forstå. Børn søger at skabe mening i informationsflowet og egne oplevelser – gribe og begribe – og leg er vigtigste bearbejdningsform. Uden voksnes støtte og udfordrende hjælp er der dog risiko for fejlslutninger og angstskabende forestillinger om abstrakte problematikker som corona. Men leg kan anvendes som støtte og udfordring til forståelse af det umiddelbart uforståelige. Man kan hjælpe børn til at bearbejde ud fra en mere realistisk videnstilgang. Leg er inspirerende for dialog, hvor den voksne kan støtte og udfordre. Grundlæggende lægger corona og sygdommen COVID-19 op til samme pædagogiske indsats, som andre alvorlige emner omkring os gør. Pandemien er lidt anderledes, for situationen påvirker os meget praktisk og direkte. Vi er sammen i det og skal nok komme godt ud af det sammen, men vi skal også komme godt gennem det, mens det foregår.
TRYGGE KORONASAMTALER MED BØRN – JO MERE SKRÆMMENDE NOGET ER, JO VIGTIGERE ER DET AT TALE OM DET
Coronaen har i skrivende stund præget vores liv i cirka 1 år og vi har efterhånden fået et godt indblik i, hvordan børn forstår den - hvad de har brug for hjælp til at forstå bedre - og hvad de bliver foruroliget af. mangler, så de kan konstruere en begribelig og håndterbar Coronahistorie. Coronavirus er vanskeligt at forstå – men ‘alt bliver godt til sidst’ Vi ved for eksempel, at nogle børn går rundt og er bange – nogen er til og med bange for, at de skal dø. Hvis børnene overlades til sig selv og deres egen tolkning af Coronaviruset, øges sandsynligheden for, at de bliver unødvendig bange. Det bedste vi derfor kan gøre er at tale med dem og dermed forsøge at gøre dem mere trygge. Samt lære dem noget. De overordnede emner børnene er optaget af: Farlighedsgrad, varighed og omfang Dette er tre tydelige kategorier i tillæg til uro, bekymring og angst. Farlighedsgrad omfatter spørgsmål om, hvor farlig viruset egentlig er, hvor let det smitter, og om børn er særligt udsatte. Varighed – er det mest stillede spørgsmål: Hvor længe kommer dette til at vare? Omfang – Hvor omfattende bliver dette, og hvor mange vil blive
STORT SET ALT I DEN PÆDAGOGISKE HVERDAG I BØRNEHAVERNE ER CORONA-PÅVIRKET
Corona tiden i faser Marts 2020: Pandemien bryder ud i Danmark – blandt andet vuggestuer og børnehaver lukker ned. 15. april – 20. maj åbner de op igen - i mange kommuner fordeles der tre-fire ressourcepersoner til eksempelvis en middelstor integreret institution = færre børn pr. voksen og mindre, faste grupper, med ’egen’ pædagog. Efter 20. maj sker der en normalisering, men mange børnehaver bevarer opdelingen i faste grupper med ‘faste’ børn delt på alder og ‘faste’ voksne. Eftersommeren 2020 – en stigende ”Coronatræthed” ses blandt børn, pædagoger og ledere. Kravene har ændret med 14 dages mellemrum - mange nye ting at forholde sig til - mange aktiviteter er sat på hold men nye er kommet til. Efteråret 2020 og start 2021: Mange ledere og personalegrupper anlægger nu et længere perspektiv med ”seje træk”, hvori man arbejder med at udvikle nye muligheder og få gen-oparbejdet en professionel entusiasme. Pædagoger og forældre giver udtryk for, at dette giver mere overskuelighed og ro for både børn og voksne. Vores forskningsprojekt havde da til formål at gennemgå dette faseforløb og finde ud af på hvilke områder, der skete ændringer og hvad dette førte til af problemer og af nye muligheder.1 Vi gør det
PÆDAGOGIK I EN CORONATID
Det hele startede for os i uge 9, hvor flere børn og voksne var syge med influenzalignende symptomer. Samtidig hørte vi om Covid 19 og så billeder fra blandt andet Kina, som skræmte os. I Roskilde kom flere hjem fra skiferier med symptomer, og nogle blev også testet positiv. Bølgen var over os. tiltag. Her orienterede jeg løbende om nyt oppefra, samt nyt fra ledelsen og fra personalet. Forældrene skrev også beskeder, nyheder m.m. til mig, til personalet og til hinanden. Nedlukningen Den 11. marts lukkede Mette Frederiksen Danmark ned. Det var en meget mærkelig dag i institutionen. Børnene var upåvirkede og legede og hyggede sig, mens vi voksne begyndte at lukke ned. Forældre kom og hentede. De udtrykte forvirring og bekymring over situationen og havde også travlt med at tømme garderober, kasser og samle børnenes ting sammen. Stemningen var denne eftermiddag trykket. Jeg forlod stedet som den sidste og hængte et skilt på døren, hvor der stod: ”Lukket på grund af corona” Fra live til online Ledelsen i område Nordøst, som børnehuset Freja er en del af, arbejdede tæt sammen i hele hjemsendelsesperioden. Vi holdt møder sammen, men hver for sig, på en helt ny måde – skypemøder. I
38 % af de kommunale dagtilbud for 0-2-årige børn er utilstrækkelige
Olga kører på en lille gul skum-scooter på stuen, og kommer til at strejfe Sami, som bliver ked af det. Pædagogen Sandra trøster Sami og får øje på, at han kigger nysgerrigt mod Olga, der nu suser den anden vej. Pædagogen får øjenkontakt med Sami: Du er kommet over forskrækkelsen? Han nikker. Pædagogen peger på den lilla scooter i hjørnet: Vil du gerne køre sammen med Olga? Sami nikker. Pædagogen kalder på Olga, de går ud på gangen, hvor de ”bygger” en lang bane med en scooter-vendeplads i den ene ende. Olga og Sami kigger på hinanden og griner og sætter af. I Danmark har daginstitutioner et særligt ansvar for de yngste børns hverdag • I Danmark går de fleste små børn i dagtilbud, de starter tidligt og de bruger mange timer i daginstitutionen. • Forskning viser, at de tidlige år i børns liv har stor betydning for deres trivsel og udvikling her og nu – og videre frem i livet. • Derfor er kvaliteten af de pædagogiske miljøer børnene møder i deres hverdag vigtig. Den første nationale undersøgelse af kvaliteten i vores daginstitutioner for de 0-2-årige børn viser, hvad der allerede fungerer godt, og hvor der er behov
Dårlige normeringer øger pædagogers sygefravær og hænger sammen med dårlig trivsel
Både forældre og pædagogisk personale har de seneste år kæmpet for bedre normeringer i daginstitutionerne og det har fyldt meget i debatten. Resultatet blev i 2021 en politisk aftale om minimumsnormeringer, som trådte i kraft 1.januar 2024. Men debatten fortsætter – nu blandt andet om hvordan normeringerne opgøres og hvad der skal inkluderes – herunder at normeringsopgørelserne ikke tager højde for sygefraværet blandt det pædagogiske personale. Dette er ikke mindst problematisk, fordi daginstitutioner er den branche, der har det næsthøjeste sygefravær i landet, ligesom pædagoger er den faggruppe, der har det næsthøjeste sygefravær. Det kan påvirke den pædagogiske kvalitet, børnene møder og kan også have betydning for det øvrige pædagogiske personale. Børnene kan møde mange forskellige voksne i deres hverdag, aktiviteter kan blive aflyst, hvis der ikke kommer vikarer. Personalet kan oftere komme til at stå alene med mange børn og daginstitutionens budget udfordres.
Vi må gentænke de måder, vi praktiserer forældresamarbejde
Kasper er tre år og er lige startet i børnehaven. Han virker umiddelbart glad for den og pædagogerne fortæller da også, at det går godt. Forældrene oplever dog børnehavestarten som intens og udfordrende. Ved afhentning har Kasper ofte ble på, selvom de havde aftalt, han ikke skulle bruge ble. De kan også se, at han slet ikke har drukket noget vand af sin drikkedunk. Pædagogen fra om morgenen er der sjældent, og det kan være svært at få noget brugbart at vide om Kaspers dag. Forældrene er mere og mere anspændt med situationen, men de synes samtidig, det er svært at regne ud, hvor meget de egentligt kan blande sig i pædagogernes arbejde. De vil jo ikke, ved at stille for mange spørgsmål, komme til at virke utilfredse, eller som om de ikke har tillid til pædagogerne.
Hvorfor et normkritisk perspektiv på dagtilbudspraksis?
Denne artikel er et lille vindue ind i et forskningsprojekt, der er blevet til på baggrund af en nysgerrighed og en villighed til at åbne sin praksis op, ved at lade os som forskere kigge med, og sammen udvikle perspektiver på det pædagogiske arbejde. Fra vores feltobservationer: På stuen ses en stor aktivitetstavle med oversigt over, hvilke voksne, der er på arbejde, og hvilke grupper de er tilknyttet. På tavlen står der et fokusord. Fokusordet udskiftes jævnligt. Ved bordene ses en visualisering af små fællesskaber, hvor børnene er delt op i tre grupper. Pædagogen fortæller, at børnegrupperne er sat sammen på tværs, alt efter hvordan de matcher hinanden. På en anden væg ses en positioneringstavle, hvor pædagogerne kan se, hvilke arbejdsopgaver der er. F.eks. skal den pædagog, som har fri kl. 15.15 sørge for
Garderobesituationen– et spejl på vores pædagogiske praksis
I Daginstitutionen Buskelund i Silkeborg er en flok børn i gang med at trække i flyverdragter, huer og vinterstøvler. Tre voksne går rundt og hjælper. I garderoben opstår der hurtigt en lidt hektisk stemning med høje stemmer fra både børn og voksne. Anton, Mikkel og Sofie står som de første klar med al overtøjet på og er ivrige efter at komme ud på legepladsen. En af de voksne går ud sammen med de tre børn, der løber direkte ud til løbecyklerne, der lige nu er i høj kurs blandt børnene. I garderoben bliver resten af børnene løbende klar til at komme ud på legepladsen – og som på de fleste dage er Hannah og Tobias klar som de sidste. På legepladsen kan de hurtigt konstatere, at der ikke er flere løbecykler tilbage og at de igen må finde på noget andet.
