Hvordan får man tid til at lave en læreplan?
Det er tirsdag morgen klokken er 8.10, og jeg står på Ullasvej i Rønne. Jeg hedder Kasper og er faglig pædagogisk leder i Klemensker Børnehus. En integreret institution med aldersopdelte grupper, der i alt tæller ca. 60 børn. Da jeg tiltrådte stillingen for snart et år siden, havde jeg ingen ledelsesmæssig erfaring, og jeg opfatter stadig mig selv som forholdsvis ”grøn” i rollen. Om lidt træder jeg ind ad døren til vores månedlige lederforumsmøde. Her samles de øvrige børnehusledere samt lederen af Dagtilbud Bornholm for at drøfte emnerne på en dagsorden, der rummer punkter som: ”Arbejdsmiljø”, ”Samarbejde med jobcenter”, Økonomi- sparekatalog”, ”procedure i forhold til ansættelser” m.m. Alle er relevante emner, som kræver tid og opmærksomhed for en velfungerende organisation. Det springer mig dog i øjnene, hvor lidt tid og hvor få punkter, der direkte omhandler vores kerneopgave – at skabe de nødvendige rammer for pædagogiks arbejde af høj kvalitet.
DEN GODE PÆDAGOG TIL DE MINDSTE
Det projekt vi beskriver i denne artikel hviler på nogle bestemte forudsætninger: • Det gode samspil er særligt vigtigt i vuggestuen, hvor barnet er mest afhængigt af den voksne. • Ifølge Den styrkede pædagogiske læreplan skal personalet skabe et omsorgsfuldt og stimulerende pædagogisk læringsmiljø1 i hverdagslivets rutiner, planlagte aktiviteter, den spontane leg og samværet i det hele taget. • Fra den internationale forskning ved vi, at kvaliteten af interaktionen mellem voksen og barn, er den mest betydningsfulde enkeltfaktor mht. barnets læring og udvikling2. • Vores forskningsprojekt gik ud på at følge to dygtige pædagoger fra to forskellige institutioner for at se, hvordan de konkret løste disse opgaver. De er af deres kolleger og/eller ledere kendte for at lykkes særligt godt med samspillet. De er blevet interviewet og observeret over flere dage.
SØENS DYR
En torsdag i september tager vi spand, sænkenet og fiskestang med ned til søen. Vi fylder vand i spanden og kaster sænkenettet ud. De første par gange er der ikke noget i, men så svømmer 4 små aborreunger ind i nettet. De kommer hurtigt op i spanden og vi taler om at de er flotte med deres røde finner og fine striber. Vi fanger 4 mere. Tilbage i kælderen har vi et akvarie med Søens Dyr, foreløbig med 1 skalle og 2 krebs, som vi passer og kigger på. Aborrerne ser lidt bange ud og samler sig i en lille stime. Hvad mon de spiser? Vi prøver med tørret fiskefoder og det kan de godt lide…
Det vigtigste arbejde er dog mellemregninger inden vi går i gang med vandbanen med børnene
”Så kom dagen, hvor vi skulle bygge vores vandbane. I sidste uge samlede vi materiale til den og planlagde, hvordan den skulle se ud. Det tog os lidt tid at få den bygget, vi skulle blive enige til at begynde med, men så tog det fart – og børnene bød ind med gode forslag og ideer. Vi fik hjulpet hinanden med at holde, klippe tape og lave huller (som vandet kunne løbe videre fra) i mælkekartonerne. Til allersidst skulle vi teste vores bane, og vi fik talt om hældning, og om hvilke materialer, vi lærte, måske ikke var de bedste til vandleg i længere tid.” Sådan står der en eftermiddag på Aula til forældrene om vores aktiviteter denne dag. Inden vi kommer til dagen, hvor vi bygger vandbane, er der gået en del forud, som ikke er at finde eller læse på Aula. Inden dagen har det pædagogiske personale uger forinden haft koordineringsmøder, hvor månedens emne er blevet udfoldet og reflekteret.
Kong Stinkefods univers er en god rød tråd
Kong Stinkefod bor egentlig i skoven, og han er en stor grum trold, der lugter fælt af bussemænd og sure tæer. Faktisk blev han udnævnt til konge over troldene, fordi han er den trold, der har de mest stinkende fødder. Han gør alt det, man ikke må: Taler grimt og vredt til andre, gør grin med andre, slår andre, griner hvis nogen slår sig, han nægter at hjælpe andre og han gør disse ting, og mange andre, på en tydelig og ekstrem måde. Vi har vores egen måde at bruge læreplanen på. Vi arbejder således ikke ’isoleret’ med et enkelt tema ad gangen men mere med nogle samlede forløb/aktiviteter/oplevelser, hvorigennem vi undervejs rammer ind i de forskellige læreplanstemaer.
Den nye styrkede pædagogiske læreplan har gjort en forskel
Faglig ledelse er topscorer – 70% har styr på det! Evalueringskulturen – halter! EVA har gennemført forskellige undersøgelser for at afdække, om den styrkede pædagogiske læreplan så i praksis har ført til ændringer i dagtilbuddene.1 Et spørgeskema blev sendt ud til samtlige dagtilbudschefer i Danmark, med supplerende stikprøver blandt dagtilbudsledere og dagplejepædagoger samt gennemførsel af 20 case-undersøgelser og studier i henholdsvis dagpleje, vuggestue og børnehave. Det korte svar er, at den styrkede udgave af den pædagogiske læreplan i stigende grad har fået indflydelse på det pædagogiske arbejde i - og ledelse af - dagtilbud i Danmark. Tættest på en fuld realisering af målene er ”faglig ledelse”, som hele 70% af dagtilbuddene vurderes at have styr på.
Da læreplanen endelig gav mening
Børnehuset Immerkær er en sammenlagt 0-6 års institution i Hvidovre Kommune. Vi har de sidste 3-4 år arbejdet på en naturprofil. Vi har Det Grønne Spirer Flag og er pt. i gang med en friluftscertificering via Skovskolen. Vi har 52 vuggestuebørn og gennemsnitligt 80 børnehavebørn. Vi er ca. 36 ansatte. Da masteren for den nye Styrket pædagogiske læreplan blev præsenteret, blev vi enige om, at nu havde vi chancen for at for at starte på en frisk. Indtil nu havde læreplanen ikke givet mening. Den var noget, der skulle ligge på nettet, men vi formåede ikke at sætte den i spil i hverdagen. Vi satte os et mål om, at læreplanen skulle blive en ramme for vores pædagogik, noget der var synligt i hverdagen, og noget der var brugbart og ikke mindst gav mening for os alle. Læreplanen skulle være en vi kunne diskutere ud fra, en man kunne orientere sig i som ny medarbejder – og som forældre. Vigtigst af alt, personalet skulle kunne se sig selv og deres hverdag i læreplanen, læreplanen skulle ikke bare være en god historie.
Det startede egentlig med en TV2 dokumentar og 22 Tilsynsrapporter
Suz.: ”Lav kvalitet i offentlige institutioner kommer jo nu omstunder nemmere op til overfladen og medierne afdækker med mellemrum eksempler. Vi fulgte således TV 2’s dokumentar ’Daginstitutioner bag facaden’, som, da den blev vist i 2019, vakte opsigt, blandt andet ud fra nogle skjulte optagelser af voksne der mildt sagt kommunikerede meget hårdt med et helt lille, nystartet barn, som savnede sin far (:eksemplet bliver gennemgået i ovennævnte bogs start, red.). Sammen med flere andre filmede situationer signalerede det lav kvalitet i pædagogikken og i institutionen.” Sø: ”Disse TV-udsendelser resulterede så i, at de Tilsynsrapporter, der faktisk allerede var udarbejdet om i alt 22 institutioner i kommunen, og som alle havde ret kritiske anmærkninger, nu blev offentliggjort. Dém har vi gået nøje igennem for at finde ud af, om der var nogle træk, som gik igen fra institution til institution. Vi fandt mange data frem, som alle mere eller mindre var til stede i disse institutioner og vi sammenfattede dem i 16 kendetegn på lav kvalitet.”
At bruge et kompas i ledelse
Det er en solrig dag i maj, og sammen med lederen, pædagogerne og medhjælperne er jeg som konsulent inviteret til at arbejde med gruppen. Børnehaven er for nylig blevet lagt sammen med en anden, og temaet, vi er sammen om, er samarbejde, fællesskab og kommunikation. Vi har seks timer foran os og har aftalt, at når vi siger farvel til hinanden kl. 16 har gruppen lavet nogle aftaler og fået nogle redskaber, de kan bruge, når samarbejdet bliver udfordret – så de ikke behøver at have konsulenten, mig, rendende.
Klassisk etik i ledelsen
Det er en almindelig tirsdag morgen. Jeg er netop mødt ind og går min runde for at sige godmorgen til mine medarbejdere. Undervejs møder jeg en forældre på barsel, som gerne vil benytte sig af muligheden for en deltidsplads til sit børnehavebarn. Dog passer de politisk fastlagte tidspunkter for deltidspladsen dårligt for familien, og hun spørger om de kan få lov til at rykke tiden. Senere på min runde, møder jeg en medarbejder, som har set sig nødsaget til at fastholde og flytte et barn, som var i affekt, fra garderoben. Hun har brug for refleksion over episoden, hvordan den er tacklet, og hvordan vi kan undgå en lignende situation i fremtiden.
