BOLDSPIL OG BEVÆGELSE I DAGTILBUD
At bevæge sig og lege er herligt … Lyden af børnelatter fylder rummet, mens Olivia, Ahmed og Magnus kæmper for at holde nogle balloner i luften. De strækker sig, slår ud med armene, rammer ballonerne og hinanden. ”BOM” siger pædagogen, da den ene ballon rammer jorden, og børnene griner højt. “BOM, BOM” siger pædagogen, da de to andre balloner også rammer jorden. Glæden lyser ud af børnene, og de hopper rundt for at få legen i gang igen. Øjebliksbilledet viser, hvordan en simpel leg kan blive til en vigtig del af børns hverdag, hvor glæde og bevægelse går hånd i hånd.
Forebyggelsens tre ben
Forestil dig, at du står i skolegården og ser 3. A komme tumlende ud til frikvarter. Der er fart på, og humøret er højt. På vej ud falder Oskar og slår sig slemt – han er motorisk ikke så god som de andre. Men kammeraterne får ham på benene og trøster ham. Til allersidst lister Ida ud og sætter sig bag det store træ i skolegården. Det har hun gjort lige siden skolestarten i nulte klasse. De fleste af børnene leger og har det sjovt i frikvarteret undtagen Freja. Hun er utryg og bange og helt udmattet, når frikvarteret er slut. De fleste børn er glade, fungerer godt og udvikler sig godt. Men et stort mindretal har problemer. Mange udviser psykisk mistrivsel, dvs. at de har så store eller langvarige emotionelle problemer, at de ikke fungerer godt sammen med andre børn og voksne. Andre har mentale helbredsproblemer, som er vedvarende problemer med adfærd, emotioner og udvikling. Ida har måske problemer i autismespektret, men hun er ikke blevet udredt. Oscars dårlige motorik kan være et forvarsel om autismespektrum-problemer; det burde have været udredt, og han burde have haft hjælp inden skolestart. Frejas frygt for frikvartererne kan være et udtryk for
Relationskompetence i vuggestuen
Eksempel fra projektet – hvordan te og småkager lærte pædagogen om sig selv Sofie, pædagog i en vuggestue, bliver filmet sammen med fire børn om formiddagen, mens de sidder og leger med køkkenlegetøj. Sofie er især opmærksom på Carl, som hun leger te/småkager med. De har flere udvekslinger, hvor Carl bl.a. fylder te i hendes kop, når hun beder om det. De andre børn kigger på legen med køkkenlegetøj i hænderne. To af dem imiterer Carl og skiftes til at drikke te af en legekop. Sofie ser bagefter video af legen sammen med en CIP-vejleder, hvor hun opdager, at hendes opmærksomhed på Carl gør, at hun ikke bemærker, at de andre børn er interesseret i legen. Sofie reflekterer over, hvordan hun fremover kan understøtte børnefællesskaberne ved blandt andet at opmuntre børnene til at henvende sig til hinanden – for eksempel vise Carl at de andre børn gerne vil være med i legen og foreslå ham at spørge, om de også vil have te. Samt hun skal anerkende og italesætte børnenes fællesskab, når de spontant igangsætter en fælles leg – for eksempel de to mindre børn der imiterer. Hun bringer efterfølgende hele eksemplet op på et stuemøde, hvor de drøfter, hvordan
Det er ikke børnene vi skal ændre, men det er vores egen måde at være omkring børnene på!
KR: ”I har været med i et udviklingsprojekt – har det været en god følelse at medvirke til at skabe noget nyt?” Pæd.: ”Først tænkte jeg, at det var en rigtig dårlig ide. Vi har så meget andet, vi også skal, og det var svært at se det ind i vores eksisterende praksis. Måske skulle vi endda beholde nogle børn, som vi måske ellers ville have sendt andre steder hen. Det kunne også ’gå ud over’ de børnene uden specielle udfordringer … Men jeg er blevet meget glad for projektet, fordi jeg har set, vi kan give alle børn mere på den her måde. Vi fået et fagligt løft og vi er klædt på i personalegruppen til andre og nye indfaldsvinkler til børnene og pædagogikken.” KR: ”Projektet handlede om ’mellemformer’ – hvad betyder det begreb egentlig for jer i dag?”
