Tilbage

3/2022 Tag

Vi sad sammen hele personalegruppen i vuggestuen en vinteraften i 1993. Vores leder havde sagt op, og nu så vi lige ind i, at bestyrelsen ville ansætte en leder, der har afsæt i det meget religiøse, for det er en menighedsinstitution, som vi befinder os i. Gode råd var dyre, og vi tog en runde om bordet. ”Vil du?” ”Nej”, og sådan går det et stykke tid, indtil jeg selv siger ”Ok, så gør jeg det, hvis I vil hjælpe mig.” Hvad er det så, jeg siger ja til? Jo, jeg søgte lederstillingen. Jeg var lige blevet 31 år, og jeg havde været uddannet pædagog i 9 år. Egentlig troede jeg ikke, at det ville være så svært, man skulle jo bare have lidt hjælp fra kollegerne. Det handlede jo mest om at sørge for at holde gang i det faglige samt at lave regnskab, betale regninger og lave løn. Kunne det nu være så vanskeligt? Men det skulle vise sig, at jeg blev klogere.

På mange arbejdspladser, også pædagogiske, har man indrettet sig med et solidarisk vi-skiftes-til-denne-opgave fællesskab, hvor man ikke ser ret meget på den enkelte medarbejders interesser og styrker. Ifølge en stor Gallup-undersøgelse1 er der imidlertid to særligt vigtige parametre i forhold til medarbejdertilfredshed og -fastholdelse: 1. Om medarbejderne har mulighed for at bruge deres top-karakterstyrker 2. Om den nærmeste leder kender medarbejdernes top-karakterstyrker Hvis lederen således ikke kender tilstrækkeligt til den enkelte medarbejders styrkesider og hvis medarbejderen ikke kan komme til at anvende disse i hverdagen, bliver de mindre tilfredse og ’smutter’ nemmere til et andet job.

Vi står overfor store udfordringer på vores område med hensyn til rekruttering til pædagoguddannelsen og til dygtige ledere – samt fastholdelsesstrategier. I Roskilde kommune arbejder vi med stor faglighed med disse punkter. Et vigtigt initiativ i denne sammenhæng var, da vi fik indført områdeledelse. Dét viste sig at få et vældig stor betydning for den faglige sparring samt for udviklingen af områdets afdelinger. Når flere dygtige pædagogiske ledere løfter i flok, kombineret med sparring fra en højtkvalificeret områdeleder, sker der meget mere. Den pædagogiske udvikling i de enkelte børnehuse fik et boost - vi fik et nyt tilsynskoncept etableret – og ikke mindst fik vi et program for onboarding (:at blive en del af fællesskabet og komme godt igang) af nye pædagogiske ledere.

Første april træder jeg ind igennem døren til naboinstitutionen, jeg har skruet det helt store smil på. I månederne forinden er det besluttet at de to dagtilbud ved siden af hinanden skal fusionere, jeg har fået opgaven. Det betyder at den institution, som jeg træder ind i nu, har mistet deres leder – ufrivilligt. De har ikke ønsket, at jeg skal komme. De har ikke ønsket fusionen, forandringen og det nye, det er altså ikke mig personligt, der udgør et problem.

”Da Sofie står ved sine Post-it og fortæller, at hun ville ønske, hun var bedre til at være impulsiv i arbejdet med børnene, kigger Beate op og afbryder hende: “Tænker du da ikke, at dét er du? Jeg oplever det helt modsatte”, hvorefter Beate kommer med praksiseksempler, hvor Sofie har været impulsiv sammen med børnene. Der opstår en god stemning med åben faglig feedback mellem personalet, og dette fortsætter faktisk gennem hele øvelsen - med større og større grad af tillid og engagement.” Dette lille eksempel stammer fra et forløb, hvor vi sammen skulle evaluere arbejdet med de pædagogiske læreplaner.

For noget som føles som nær tusinde år siden blev jeg leder. Lidt af bagvejen fordi jeg turde stå ved, at noget ikke var godt nok hos den leder, jeg var souschef for. Så blev jeg selv leder. Jeg var så heldig, at Ditte, der blev min souschef, var et menneske, der kendte mig rigtig godt og ikke mindst var fuldstændig formidabel til at gribe alle mine mange bolde. Jeg er både et passioneret menneske og en passioneret leder. Jeg elsker ledelse og ikke mindst pædagogik. Det har jeg gjort siden mit allerførste pædagogmedhjælper job i en fritidsordning, hvor Hys, min leder, fuldstændig bjertog mig. Tænk at lede noget der i sin essens handler om udvikling og indsigt. Det er da et vildt privilegie.

Dette nummer af 0-14 er lavet i dyb respekt for, og sympati med, det store arbejde mange ledere af dagtilbud udfører dag efter dag og året rundt i dagtilbuddene. Jeg kender naturligvis ikke alle. Men jeg har mødt og jeg har talt med flere hundreder af dem gennem de mange år for 0-14 og Dansk Pædagogisk Forum. Og derfor er det ud fra personligt/praktisk kendskab, jeg skriver, som jeg gør. Intentionen med dette nummer er da at lade flere af dem komme til orde og give deres oplevelser og erfaringer som ledere videre til andre og yderligere er der den intention at skabe endnu mere gang i udviklingen af faget ledelse – det er nemlig en ’overbygning’ på det at være en dygtig pædagog. Derfor er der artikler om emner som at lede processer frem mod nye pædagogiske (lære)planer, at lade det at være menneske indgå i det at være leder, forslag til metoder for at finde nye bearbejdningsformer til sit personale, blive endnu skarpere på at se de pædagogiske muligheder samt skabe et godt arbejdsmiljø, også for sig selv, og mange andre delemner. Men det er ikke kun artikler ’med strømmen’, det er også artikler om at være under pres som leder, undgå

LOG IND

Mistet din adgangskode?