Intern Efteruddannelse
Som leder af et dagtilbud, eller som pædagog, er der næsten altid meget at forholde sig til i hverdagen. En ikke fyldestgørende remse kunne indeholde: Udarbejde og vedligeholde pædagogisk læreplan, omsætte læreplanen til meningsfyldte aktiviteter, indrette rum, arrangere ture, udarbejde dagsrytmer og mødeplaner, forældrekontakt, samarbejde på stuen og afdelingen, deltagelse i møder, og det vigtigste: Kontakten til og omsorgen for børnene. Og så videre, Og så videre. Derfor er det forståeligt, hvis man nogle gange tænker og siger: Der er ikke overskud til ekstraordinære aktiviteter – selv om nogle jo klarer det, så at sige på trods af betingelserne. Det jeg kalder Intern Efteruddannelse kan derfor nemt ryge ud ad vinduet, når der skal prioriteres. Når man besøger et dagtilbud, der har det sådan, er den nemt genkendelig: • Mange i personalet er holdt op med at læse bøger og artikler • De pædagogiske ’debatter’ er enten fraværende eller meget lavpraktisk orienterede • Trivslen i personalegruppen er afhængig af ’personlige og private’ relationer – og respekt for det, men det giver ikke arbejdsglæde på længere sigt.
Den gode kollega
En god kollega… … taler som hovedregel altid venligt og respektfuld til sine kolleger og gør ikke forskel. … holder nogenlunde orden omkring sig. Specielt hvis det kan berøre eller genere andre, er det vigtigt at holde nogenlunde orden omkring sig selv og da slet ikke overlade rodet til, at andre skal klare det for en. … ser også helheden i arbejdet. Der er andre børn, end dem man selv har ansvar for, andre stuer, andre kolleger, en fælles målsætning at leve op til. … tager del i igangværende debatter, projekter, emner. Man deltager i debatter på møder, stiller interesserede spørgsmål, yder støtte, hvis der er behov for det og man har muligheder for det.
Kollegial supervision
I en supervision kan man sammen analysere et bestemt fagligt problem og få hjælp til sin egen måde at tænke om emnet på, få bedre indsigt i det faglige, men selv tale sig frem til erkendelser ved hjælp af støttespørgsmål og befordrende kommentarer fra en anden. For alle der deltager kan man sige, at vi både lærer af vores succeshistorier og af det, der lige nu er udfordrende. Vi kan dele erfaringer og ideer og vi lærer vores kolleger bedre at kende. Hér omtaler vi kun den kollegiale supervision, hvor der for eksempel kan være 4-8 kolleger til stede, men nogle gange også en hel personalegruppe.
At kende hinandens pædagogik
Mange prioriterer gode forbindelser ’på tværs’ af dagtilbuddet. Man skal helst arbejde konkret sammen og/eller være godt inde i, hvordan hinanden udfører pædagogikken. Hvordan pædagogikken udføres, deres måder at være sammen på, deres relationer.
At kende hinandens baggrund
Kommunikation er aldrig blot ’ren’ kommunikation. Bagved ligger der altid en lang række forudsætninger hos den enkelte og i gruppen. Vi har hver sin rygsæk af erfaringer og oplevelser med os og det kan hurtigt føre til mange skæve og fejlagtige forståelser, når 10-20-30 mennesker sidder med disse rygsække, hvis indhold er helt ukendte for de andre. Hver gang vi siger noget, er vores baggrund usynligt med.
Mød kollegers problemer åbent og direkte
”Vi ser sådan på det, at når der er noget, vi er uenige om, eller usikre på, er dét basis for, at der kan ske noget nyt. Og når man er 25 mennesker sammen, kan det jo simpelthen heller ikke undgås, at der ind i mellem er uenigheder og konflikter. For den enkelte handler det jo også ofte om den traditionelle opdeling i det personlige, det private og det professionelle, hvor man altid har sagt: Det private det hænger man ude på knagerækken, når man går ind i institutionen. Der tænker vi: Det kan man da godt vedtage, men er det muligt at gøre det? Og det er det jo ikke altid.
Personalesamarbejdet “En vifte af ressourcer”
Vi er i en institution – vi kan her kalde den X-købings Børnehus – hvor personalet i mange år har været enige om, at anerkendelse og ros til hinanden er helt afgørende for samarbejdet. Men de seneste mange måneder har flere medarbejdere henvendt sig til lederen med oplevelsen af, at kolleger ikke anerkender og respekterer dem, de fælles opgaver og det arbejde, de er i gang med at udføre. Der har også været ydre udfordringer nok: Kun lederen og én pædagog er tilbage af den oprindelige personalegruppe. – Denne ”nye” personalegruppe har skullet evaluere læreplanen (som kun de to ’gamle’ har været med til at formulere). - Der har været/ er Corona-restriktioner. - De er pt. Placeret i midlertidige lokaler, da institutionen er under ombygning.
Ssshhhh!
”Jeg oplever som konsulent, også i dagtilbud, at på mange møder tales der rigtig meget – nogle taler også hurtigt – og det kan tilsammen gøre, at ordene løber af med os. Vi bliver undervejs fanget af forskellige meninger og følelser, der fører os ud i bestemte retninger og ud ad vidt forskellige tangenter. Og pludselig er hele rummet fyldt med for mange ord, så vi ikke har fokus på det vigtige: Kerneydelsen – børnene, pædagogikken, samarbejdet. Det væsentlige drukner.
Skattekortet og Personalesamarbejde styrkes med pædagogiske mål og successer.
Denne oplevelse illustrerer, hvordan vi arbejder pædagogisk i Børnehaven Åhaven. Som Heidi siger: ”Det er bare derfor, jeg elsker mit arbejde: Kasper blev set og anerkendt. De store accepterede at legen blev ændret og oplevede en udvidet forståelse af legefællesskaber. De mere tilbageholdende børn fik mod på at være med. Og ja, man må gerne gå på bordene i Åhaven – for dér kan også opstå magi.” Men vi skulle i gang med at udarbejde vores læreplan, og hvordan fik vi beskrevet nuancerne i denne fortælling i en tekst? Hvordan får vi vist de tanker og værdisæt, der ligger bag? Jeg er leder i to børnehuse. Åhaven og Skattekisten. To meget forskellige huse, men éns for dem var, da jeg startede som leder, at der skulle udformes en læreplan. Og det allervigtigste for mig var, at de skulle give mening for personalet i hvert enkelt børnehus. Hvis vi kunne lave noget, som børn, forældre og bestyrelse også kunne forstå – ville det være helt fantastisk! Men vi skulle ikke bare have et dokument i skrivebordsskuffen, vi aldrig så igen.
Kan du se det for dig? Visuel facilitering af pædagogisk udvikling
”Vi vil gerne have vores egen læreplansblomst. Den skal vise, hvad der kendetegner vores børnehave, altså hvad der er helt særligt for os,” siger pædagogen Solvejg. ”Nemlig,” siger souschefen Dorthe, ”vi vil arbejde med den styrkede læreplan på en måde, der giver mening for vores hus.” Mira, der er leder, tilføjer: ”Den skal fortælle, hvem vi er og det er vigtigt, at alle føler ejerskab for den – lige fra pedellen til vikaren.” Jeg sidder til formøde med Solvejg, Dorthe og Mira i børnehaven Åhaven. Vi taler om deres ønsker for den pædagogiske dag, som jeg skal facilitere. Som visuel facilitator med solide pædagogiske rødder, arbejder jeg visuelt understøttende med pædagogisk udvikling. Det vil sige, at jeg bruger billeder og billedkort som afsæt for pædagogiske processer. Jeg møder institutionens ønske om udvikling med tuschen i hånden, faciliterende og dokumenterende. Og så tegner jeg undervejs i de pædagogiske dialoger. Ofte ender de pædagogiske dage med et produkt. Det kan være et stort visuelt referat eller en illustration, som jeg arbejder videre på efterfølgende.
