Relationer er afgørende på legepladsen

Uddrag: Du hedder Anton, du er tre år og du er ny i børnehaven. Det er tirsdag, og du skal være på legepladsen. Dine lege-kompetencer og evne til at ”byde dig til” i legen er stadig under udvikling. Lige nu cykler du formålsløst rundt og venter på at blive hentet. Hvilke muligheder har du nu for at: – komme ind i en leg? – få inspiration til nye lege? – få hjælp, hvis tingene går i hårdknude? – finde trøst i en varm favn, når trætheden melder sig? Svarene afhænger af os voksne – og ikke kun af for eksempel vores indretning. For selvom legepladsen traditionelt set har handlet om børns egen leg og indretning til denne, så ved vi i dag, at andre faktorer spiller ind. For eksempel vores relationsarbejde og vores tilgang til leg og konfliktløsning. Overvejelser og nye tiltag må derfor både handle om indretning og om, hvordan vi voksne sætter os selv i spil...