”Vi ser sådan på det, at når der er noget, vi er uenige om, eller usikre på, er dét basis for, at der kan ske noget nyt. Og når man er 25 mennesker sammen, kan det jo simpelthen heller ikke undgås, at der ind i mellem er uenigheder og konflikter. For den enkelte handler det jo også ofte om den traditionelle opdeling i det personlige, det private og det professionelle, hvor man altid har sagt: Det private det hænger man ude på knagerækken, når man går ind i institutionen. Der tænker vi: Det kan man da godt vedtage, men er det muligt at gøre det? Og det er det jo ikke altid.

I nærmer jer en beslutning sidst i personalemødet. Der er halvandet minut tilbage. Pludselig rækker én hånden op: “Det der er så meget imod mine værdier.” Eller en anden udbryder: “Man kunne jo også …” Ivan siger ikke noget. Til gengæld virker Bolette ked af det. Og Pernille sidder stædigt med en finger oppe, selv om mødet nu reelt er slut. Beslutningen bliver uklar, Pernille bliver aldrig hørt, og dagen efter er der mange versioner af, hvad I egentlig nåede frem til. Lige som der er enzymer i dit vaskepulver, som målretter og speeder vaskeprocessen op, så har dine dialogiske processer brug for enzymer, der kan målrette processen og ikke mindst gøre den effektiv. Det enzym hedder mødefacilitering. Du kan skabe helt andre resultater – og langt større tilfredshed – på dine møder, hvis du giver møde-formen mere opmærksomhed. Du skal facilitere mødet frem for at styre det. Du skal ikke blot have fokus på, hvad mødet skal handle om, men også møde spørgsmålet om, hvordan mødet skal forløbe, med respekt og nysgerrighed. Du kan nå langt med små og enkle forandringer.

”Så skal vi i skoven og kigge til vores bille” siger Margit, pædagogen fra Kvisten i Egebo Børnehave. ”Jaaa! Så skal vi ud og undersøge den!” siger børnene i kor. Rygsækken er pakket med tommestok, papir og tusch, opslagsbog og petriskål. Under sidste uges skovtur, har børnegruppen nemlig fundet en bille liggende i en lille hulning i en gammel træstamme, og denne bille skabte mange spændende spørgsmål fra børnene. ”Hvorfor ligger billen helt stille? ” ”Hvad hedder den? ” ”Hvad spiser den? ” ”Hvor lang er den? ” Og mange, mange flere spørgsmål blev stillet. Men Margit begynder ikke at svare på børnenes spørgsmål ved at sige: ”Den ligger stille fordi den er i vinter søvn, det ligner en løbebille, den spiser nok andre insekter mm.” Margit siger: ” Ej hvor nogle gode spørgsmål I har – dem skal vi da undersøge, sammen.” Børnene og Margit lægger en plan, de skriver spørgsmålene ned, beslutter sig for at besøge billen ugen efter og have nogle forskellige materialer med, sådan at de kan undersøge sig frem til svar på de spørgsmål, som børnene har stillet.