Corona tiden i faser Marts 2020: Pandemien bryder ud i Danmark – blandt andet vuggestuer og børnehaver lukker ned. 15. april – 20. maj åbner de op igen - i mange kommuner fordeles der tre-fire ressourcepersoner til eksempelvis en middelstor integreret institution = færre børn pr. voksen og mindre, faste grupper, med ’egen’ pædagog. Efter 20. maj sker der en normalisering, men mange børnehaver bevarer opdelingen i faste grupper med ‘faste’ børn delt på alder og ‘faste’ voksne. Eftersommeren 2020 – en stigende ”Coronatræthed” ses blandt børn, pædagoger og ledere. Kravene har ændret med 14 dages mellemrum - mange nye ting at forholde sig til - mange aktiviteter er sat på hold men nye er kommet til. Efteråret 2020 og start 2021: Mange ledere og personalegrupper anlægger nu et længere perspektiv med ”seje træk”, hvori man arbejder med at udvikle nye muligheder og få gen-oparbejdet en professionel entusiasme. Pædagoger og forældre giver udtryk for, at dette giver mere overskuelighed og ro for både børn og voksne. Vores forskningsprojekt havde da til formål at gennemgå dette faseforløb og finde ud af på hvilke områder, der skete ændringer og hvad dette førte til af problemer og af nye muligheder.1 Vi gør det

Det hele startede for os i uge 9, hvor flere børn og voksne var syge med influenzalignende symptomer. Samtidig hørte vi om Covid 19 og så billeder fra blandt andet Kina, som skræmte os. I Roskilde kom flere hjem fra skiferier med symptomer, og nogle blev også testet positiv. Bølgen var over os. tiltag. Her orienterede jeg løbende om nyt oppefra, samt nyt fra ledelsen og fra personalet. Forældrene skrev også beskeder, nyheder m.m. til mig, til personalet og til hinanden. Nedlukningen Den 11. marts lukkede Mette Frederiksen Danmark ned. Det var en meget mærkelig dag i institutionen. Børnene var upåvirkede og legede og hyggede sig, mens vi voksne begyndte at lukke ned. Forældre kom og hentede. De udtrykte forvirring og bekymring over situationen og havde også travlt med at tømme garderober, kasser og samle børnenes ting sammen. Stemningen var denne eftermiddag trykket. Jeg forlod stedet som den sidste og hængte et skilt på døren, hvor der stod: ”Lukket på grund af corona” Fra live til online Ledelsen i område Nordøst, som børnehuset Freja er en del af, arbejdede tæt sammen i hele hjemsendelsesperioden. Vi holdt møder sammen, men hver for sig, på en helt ny måde – skypemøder. I

Eksempel fra projektet – hvordan te og småkager lærte pædagogen om sig selv Sofie, pædagog i en vuggestue, bliver filmet sammen med fire børn om formiddagen, mens de sidder og leger med køkkenlegetøj. Sofie er især opmærksom på Carl, som hun leger te/småkager med. De har flere udvekslinger, hvor Carl bl.a. fylder te i hendes kop, når hun beder om det. De andre børn kigger på legen med køkkenlegetøj i hænderne. To af dem imiterer Carl og skiftes til at drikke te af en legekop. Sofie ser bagefter video af legen sammen med en CIP-vejleder, hvor hun opdager, at hendes opmærksomhed på Carl gør, at hun ikke bemærker, at de andre børn er interesseret i legen. Sofie reflekterer over, hvordan hun fremover kan understøtte børnefællesskaberne ved blandt andet at opmuntre børnene til at henvende sig til hinanden – for eksempel vise Carl at de andre børn gerne vil være med i legen og foreslå ham at spørge, om de også vil have te. Samt hun skal anerkende og italesætte børnenes fællesskab, når de spontant igangsætter en fælles leg – for eksempel de to mindre børn der imiterer. Hun bringer efterfølgende hele eksemplet op på et stuemøde, hvor de drøfter, hvordan

KR: ”I har været med i et udviklingsprojekt – har det været en god følelse at medvirke til at skabe noget nyt?” Pæd.: ”Først tænkte jeg, at det var en rigtig dårlig ide. Vi har så meget andet, vi også skal, og det var svært at se det ind i vores eksisterende praksis. Måske skulle vi endda beholde nogle børn, som vi måske ellers ville have sendt andre steder hen. Det kunne også ’gå ud over’ de børnene uden specielle udfordringer … Men jeg er blevet meget glad for projektet, fordi jeg har set, vi kan give alle børn mere på den her måde. Vi fået et fagligt løft og vi er klædt på i personalegruppen til andre og nye indfaldsvinkler til børnene og pædagogikken.” KR: ”Projektet handlede om ’mellemformer’ – hvad betyder det begreb egentlig for jer i dag?”

”Vi ser sådan på det, at når der er noget, vi er uenige om, eller usikre på, er dét basis for, at der kan ske noget nyt. Og når man er 25 mennesker sammen, kan det jo simpelthen heller ikke undgås, at der ind i mellem er uenigheder og konflikter. For den enkelte handler det jo også ofte om den traditionelle opdeling i det personlige, det private og det professionelle, hvor man altid har sagt: Det private det hænger man ude på knagerækken, når man går ind i institutionen. Der tænker vi: Det kan man da godt vedtage, men er det muligt at gøre det? Og det er det jo ikke altid.

I nærmer jer en beslutning sidst i personalemødet. Der er halvandet minut tilbage. Pludselig rækker én hånden op: “Det der er så meget imod mine værdier.” Eller en anden udbryder: “Man kunne jo også …” Ivan siger ikke noget. Til gengæld virker Bolette ked af det. Og Pernille sidder stædigt med en finger oppe, selv om mødet nu reelt er slut. Beslutningen bliver uklar, Pernille bliver aldrig hørt, og dagen efter er der mange versioner af, hvad I egentlig nåede frem til. Lige som der er enzymer i dit vaskepulver, som målretter og speeder vaskeprocessen op, så har dine dialogiske processer brug for enzymer, der kan målrette processen og ikke mindst gøre den effektiv. Det enzym hedder mødefacilitering. Du kan skabe helt andre resultater – og langt større tilfredshed – på dine møder, hvis du giver møde-formen mere opmærksomhed. Du skal facilitere mødet frem for at styre det. Du skal ikke blot have fokus på, hvad mødet skal handle om, men også møde spørgsmålet om, hvordan mødet skal forløbe, med respekt og nysgerrighed. Du kan nå langt med små og enkle forandringer.

”Så skal vi i skoven og kigge til vores bille” siger Margit, pædagogen fra Kvisten i Egebo Børnehave. ”Jaaa! Så skal vi ud og undersøge den!” siger børnene i kor. Rygsækken er pakket med tommestok, papir og tusch, opslagsbog og petriskål. Under sidste uges skovtur, har børnegruppen nemlig fundet en bille liggende i en lille hulning i en gammel træstamme, og denne bille skabte mange spændende spørgsmål fra børnene. ”Hvorfor ligger billen helt stille? ” ”Hvad hedder den? ” ”Hvad spiser den? ” ”Hvor lang er den? ” Og mange, mange flere spørgsmål blev stillet. Men Margit begynder ikke at svare på børnenes spørgsmål ved at sige: ”Den ligger stille fordi den er i vinter søvn, det ligner en løbebille, den spiser nok andre insekter mm.” Margit siger: ” Ej hvor nogle gode spørgsmål I har – dem skal vi da undersøge, sammen.” Børnene og Margit lægger en plan, de skriver spørgsmålene ned, beslutter sig for at besøge billen ugen efter og have nogle forskellige materialer med, sådan at de kan undersøge sig frem til svar på de spørgsmål, som børnene har stillet.