Verden er både fantastisk og grum: Klimakrise, terror og coronavirus. Børn er en del af verden og verden en del af børn. Det er umuligt i det moderne informationssamfund at afskærme børn fra ubehageligheder selv fra forhold, de ikke har forudsætninger for at forstå. Børn søger at skabe mening i informationsflowet og egne oplevelser – gribe og begribe – og leg er vigtigste bearbejdningsform. Uden voksnes støtte og udfordrende hjælp er der dog risiko for fejlslutninger og angstskabende forestillinger om abstrakte problematikker som corona. Men leg kan anvendes som støtte og udfordring til forståelse af det umiddelbart uforståelige. Man kan hjælpe børn til at bearbejde ud fra en mere realistisk videnstilgang. Leg er inspirerende for dialog, hvor den voksne kan støtte og udfordre. Grundlæggende lægger corona og sygdommen COVID-19 op til samme pædagogiske indsats, som andre alvorlige emner omkring os gør. Pandemien er lidt anderledes, for situationen påvirker os meget praktisk og direkte. Vi er sammen i det og skal nok komme godt ud af det sammen, men vi skal også komme godt gennem det, mens det foregår.

Det hele startede for os i uge 9, hvor flere børn og voksne var syge med influenzalignende symptomer. Samtidig hørte vi om Covid 19 og så billeder fra blandt andet Kina, som skræmte os. I Roskilde kom flere hjem fra skiferier med symptomer, og nogle blev også testet positiv. Bølgen var over os. tiltag. Her orienterede jeg løbende om nyt oppefra, samt nyt fra ledelsen og fra personalet. Forældrene skrev også beskeder, nyheder m.m. til mig, til personalet og til hinanden. Nedlukningen Den 11. marts lukkede Mette Frederiksen Danmark ned. Det var en meget mærkelig dag i institutionen. Børnene var upåvirkede og legede og hyggede sig, mens vi voksne begyndte at lukke ned. Forældre kom og hentede. De udtrykte forvirring og bekymring over situationen og havde også travlt med at tømme garderober, kasser og samle børnenes ting sammen. Stemningen var denne eftermiddag trykket. Jeg forlod stedet som den sidste og hængte et skilt på døren, hvor der stod: ”Lukket på grund af corona” Fra live til online Ledelsen i område Nordøst, som børnehuset Freja er en del af, arbejdede tæt sammen i hele hjemsendelsesperioden. Vi holdt møder sammen, men hver for sig, på en helt ny måde – skypemøder. I

Et godt forældresamarbejde opstår ikke af sig selv, der ligger ofte et omfattende og nænsomt arbejde bag. Det arbejde har vi i Børnehuset Skovmosen haft større fokus på de seneste år, blandt andet fordi forældresamarbejde har fået en ny og mere fremtrædende rolle i de nye styrkede pædagogiske læreplaner.

Som leder af et dagtilbud, eller som pædagog, er der næsten altid meget at forholde sig til i hverdagen. En ikke fyldestgørende remse kunne indeholde: Udarbejde og vedligeholde pædagogisk læreplan, omsætte læreplanen til meningsfyldte aktiviteter, indrette rum, arrangere ture, udarbejde dagsrytmer og mødeplaner, forældrekontakt, samarbejde på stuen og afdelingen, deltagelse i møder, og det vigtigste: Kontakten til og omsorgen for børnene. Og så videre, Og så videre. Derfor er det forståeligt, hvis man nogle gange tænker og siger: Der er ikke overskud til ekstraordinære aktiviteter – selv om nogle jo klarer det, så at sige på trods af betingelserne. Det jeg kalder Intern Efteruddannelse kan derfor nemt ryge ud ad vinduet, når der skal prioriteres. Når man besøger et dagtilbud, der har det sådan, er den nemt genkendelig: • Mange i personalet er holdt op med at læse bøger og artikler • De pædagogiske ’debatter’ er enten fraværende eller meget lavpraktisk orienterede • Trivslen i personalegruppen er afhængig af ’personlige og private’ relationer – og respekt for det, men det giver ikke arbejdsglæde på længere sigt.

I en supervision kan man sammen analysere et bestemt fagligt problem og få hjælp til sin egen måde at tænke om emnet på, få bedre indsigt i det faglige, men selv tale sig frem til erkendelser ved hjælp af støttespørgsmål og befordrende kommentarer fra en anden. For alle der deltager kan man sige, at vi både lærer af vores succeshistorier og af det, der lige nu er udfordrende. Vi kan dele erfaringer og ideer og vi lærer vores kolleger bedre at kende. Hér omtaler vi kun den kollegiale supervision, hvor der for eksempel kan være 4-8 kolleger til stede, men nogle gange også en hel personalegruppe.

”Vi ser sådan på det, at når der er noget, vi er uenige om, eller usikre på, er dét basis for, at der kan ske noget nyt. Og når man er 25 mennesker sammen, kan det jo simpelthen heller ikke undgås, at der ind i mellem er uenigheder og konflikter. For den enkelte handler det jo også ofte om den traditionelle opdeling i det personlige, det private og det professionelle, hvor man altid har sagt: Det private det hænger man ude på knagerækken, når man går ind i institutionen. Der tænker vi: Det kan man da godt vedtage, men er det muligt at gøre det? Og det er det jo ikke altid.

Vi er i en institution – vi kan her kalde den X-købings Børnehus – hvor personalet i mange år har været enige om, at anerkendelse og ros til hinanden er helt afgørende for samarbejdet. Men de seneste mange måneder har flere medarbejdere henvendt sig til lederen med oplevelsen af, at kolleger ikke anerkender og respekterer dem, de fælles opgaver og det arbejde, de er i gang med at udføre. Der har også været ydre udfordringer nok: Kun lederen og én pædagog er tilbage af den oprindelige personalegruppe. – Denne ”nye” personalegruppe har skullet evaluere læreplanen (som kun de to ’gamle’ har været med til at formulere). - Der har været/ er Corona-restriktioner. - De er pt. Placeret i midlertidige lokaler, da institutionen er under ombygning.

”Jeg oplever som konsulent, også i dagtilbud, at på mange møder tales der rigtig meget – nogle taler også hurtigt – og det kan tilsammen gøre, at ordene løber af med os. Vi bliver undervejs fanget af forskellige meninger og følelser, der fører os ud i bestemte retninger og ud ad vidt forskellige tangenter. Og pludselig er hele rummet fyldt med for mange ord, så vi ikke har fokus på det vigtige: Kerneydelsen – børnene, pædagogikken, samarbejdet. Det væsentlige drukner.

”Vi vil gerne have vores egen læreplansblomst. Den skal vise, hvad der kendetegner vores børnehave, altså hvad der er helt særligt for os,” siger pædagogen Solvejg. ”Nemlig,” siger souschefen Dorthe, ”vi vil arbejde med den styrkede læreplan på en måde, der giver mening for vores hus.” Mira, der er leder, tilføjer: ”Den skal fortælle, hvem vi er og det er vigtigt, at alle føler ejerskab for den – lige fra pedellen til vikaren.” Jeg sidder til formøde med Solvejg, Dorthe og Mira i børnehaven Åhaven. Vi taler om deres ønsker for den pædagogiske dag, som jeg skal facilitere. Som visuel facilitator med solide pædagogiske rødder, arbejder jeg visuelt understøttende med pædagogisk udvikling. Det vil sige, at jeg bruger billeder og billedkort som afsæt for pædagogiske processer. Jeg møder institutionens ønske om udvikling med tuschen i hånden, faciliterende og dokumenterende. Og så tegner jeg undervejs i de pædagogiske dialoger. Ofte ender de pædagogiske dage med et produkt. Det kan være et stort visuelt referat eller en illustration, som jeg arbejder videre på efterfølgende.

I nærmer jer en beslutning sidst i personalemødet. Der er halvandet minut tilbage. Pludselig rækker én hånden op: “Det der er så meget imod mine værdier.” Eller en anden udbryder: “Man kunne jo også …” Ivan siger ikke noget. Til gengæld virker Bolette ked af det. Og Pernille sidder stædigt med en finger oppe, selv om mødet nu reelt er slut. Beslutningen bliver uklar, Pernille bliver aldrig hørt, og dagen efter er der mange versioner af, hvad I egentlig nåede frem til. Lige som der er enzymer i dit vaskepulver, som målretter og speeder vaskeprocessen op, så har dine dialogiske processer brug for enzymer, der kan målrette processen og ikke mindst gøre den effektiv. Det enzym hedder mødefacilitering. Du kan skabe helt andre resultater – og langt større tilfredshed – på dine møder, hvis du giver møde-formen mere opmærksomhed. Du skal facilitere mødet frem for at styre det. Du skal ikke blot have fokus på, hvad mødet skal handle om, men også møde spørgsmålet om, hvordan mødet skal forløbe, med respekt og nysgerrighed. Du kan nå langt med små og enkle forandringer.