Verden er både fantastisk og grum: Klimakrise, terror og coronavirus. Børn er en del af verden og verden en del af børn. Det er umuligt i det moderne informationssamfund at afskærme børn fra ubehageligheder selv fra forhold, de ikke har forudsætninger for at forstå. Børn søger at skabe mening i informationsflowet og egne oplevelser – gribe og begribe – og leg er vigtigste bearbejdningsform. Uden voksnes støtte og udfordrende hjælp er der dog risiko for fejlslutninger og angstskabende forestillinger om abstrakte problematikker som corona. Men leg kan anvendes som støtte og udfordring til forståelse af det umiddelbart uforståelige. Man kan hjælpe børn til at bearbejde ud fra en mere realistisk videnstilgang. Leg er inspirerende for dialog, hvor den voksne kan støtte og udfordre. Grundlæggende lægger corona og sygdommen COVID-19 op til samme pædagogiske indsats, som andre alvorlige emner omkring os gør. Pandemien er lidt anderledes, for situationen påvirker os meget praktisk og direkte. Vi er sammen i det og skal nok komme godt ud af det sammen, men vi skal også komme godt gennem det, mens det foregår.

Det hele startede for os i uge 9, hvor flere børn og voksne var syge med influenzalignende symptomer. Samtidig hørte vi om Covid 19 og så billeder fra blandt andet Kina, som skræmte os. I Roskilde kom flere hjem fra skiferier med symptomer, og nogle blev også testet positiv. Bølgen var over os. tiltag. Her orienterede jeg løbende om nyt oppefra, samt nyt fra ledelsen og fra personalet. Forældrene skrev også beskeder, nyheder m.m. til mig, til personalet og til hinanden. Nedlukningen Den 11. marts lukkede Mette Frederiksen Danmark ned. Det var en meget mærkelig dag i institutionen. Børnene var upåvirkede og legede og hyggede sig, mens vi voksne begyndte at lukke ned. Forældre kom og hentede. De udtrykte forvirring og bekymring over situationen og havde også travlt med at tømme garderober, kasser og samle børnenes ting sammen. Stemningen var denne eftermiddag trykket. Jeg forlod stedet som den sidste og hængte et skilt på døren, hvor der stod: ”Lukket på grund af corona” Fra live til online Ledelsen i område Nordøst, som børnehuset Freja er en del af, arbejdede tæt sammen i hele hjemsendelsesperioden. Vi holdt møder sammen, men hver for sig, på en helt ny måde – skypemøder. I

”Da Sofie står ved sine Post-it og fortæller, at hun ville ønske, hun var bedre til at være impulsiv i arbejdet med børnene, kigger Beate op og afbryder hende: “Tænker du da ikke, at dét er du? Jeg oplever det helt modsatte”, hvorefter Beate kommer med praksiseksempler, hvor Sofie har været impulsiv sammen med børnene. Der opstår en god stemning med åben faglig feedback mellem personalet, og dette fortsætter faktisk gennem hele øvelsen - med større og større grad af tillid og engagement.” Dette lille eksempel stammer fra et forløb, hvor vi sammen skulle evaluere arbejdet med de pædagogiske læreplaner.

Når vi kan sé, hvad vi taler om… Vi som personale vil undervejs gerne have formidlet den viden og de iagttagelser, vi som fagprofessionelle har om barnet, samtidig med at vi får inddraget forældrenes viden og erfaring og eventuelle succeser/udfordringer i hjemmet. Det bliver ofte til mange ord og aftaler, vi sammen skal holde fast i undervejs. Samtidig skal samtalen gerne være aktiv fra både forældre og medarbejdere, vi skal dele viden, og vi skal tale et fælles sprog, der ikke ’vælter’ forældrene omkuld i fagtermer.

Et godt forældresamarbejde opstår ikke af sig selv, der ligger ofte et omfattende og nænsomt arbejde bag. Det arbejde har vi i Børnehuset Skovmosen haft større fokus på de seneste år, blandt andet fordi forældresamarbejde har fået en ny og mere fremtrædende rolle i de nye styrkede pædagogiske læreplaner.

Som leder af et dagtilbud, eller som pædagog, er der næsten altid meget at forholde sig til i hverdagen. En ikke fyldestgørende remse kunne indeholde: Udarbejde og vedligeholde pædagogisk læreplan, omsætte læreplanen til meningsfyldte aktiviteter, indrette rum, arrangere ture, udarbejde dagsrytmer og mødeplaner, forældrekontakt, samarbejde på stuen og afdelingen, deltagelse i møder, og det vigtigste: Kontakten til og omsorgen for børnene. Og så videre, Og så videre. Derfor er det forståeligt, hvis man nogle gange tænker og siger: Der er ikke overskud til ekstraordinære aktiviteter – selv om nogle jo klarer det, så at sige på trods af betingelserne. Det jeg kalder Intern Efteruddannelse kan derfor nemt ryge ud ad vinduet, når der skal prioriteres. Når man besøger et dagtilbud, der har det sådan, er den nemt genkendelig: • Mange i personalet er holdt op med at læse bøger og artikler • De pædagogiske ’debatter’ er enten fraværende eller meget lavpraktisk orienterede • Trivslen i personalegruppen er afhængig af ’personlige og private’ relationer – og respekt for det, men det giver ikke arbejdsglæde på længere sigt.

I en supervision kan man sammen analysere et bestemt fagligt problem og få hjælp til sin egen måde at tænke om emnet på, få bedre indsigt i det faglige, men selv tale sig frem til erkendelser ved hjælp af støttespørgsmål og befordrende kommentarer fra en anden. For alle der deltager kan man sige, at vi både lærer af vores succeshistorier og af det, der lige nu er udfordrende. Vi kan dele erfaringer og ideer og vi lærer vores kolleger bedre at kende. Hér omtaler vi kun den kollegiale supervision, hvor der for eksempel kan være 4-8 kolleger til stede, men nogle gange også en hel personalegruppe.

Kommunikation er aldrig blot ’ren’ kommunikation. Bagved ligger der altid en lang række forudsætninger hos den enkelte og i gruppen. Vi har hver sin rygsæk af erfaringer og oplevelser med os og det kan hurtigt føre til mange skæve og fejlagtige forståelser, når 10-20-30 mennesker sidder med disse rygsække, hvis indhold er helt ukendte for de andre. Hver gang vi siger noget, er vores baggrund usynligt med.

”Vi ser sådan på det, at når der er noget, vi er uenige om, eller usikre på, er dét basis for, at der kan ske noget nyt. Og når man er 25 mennesker sammen, kan det jo simpelthen heller ikke undgås, at der ind i mellem er uenigheder og konflikter. For den enkelte handler det jo også ofte om den traditionelle opdeling i det personlige, det private og det professionelle, hvor man altid har sagt: Det private det hænger man ude på knagerækken, når man går ind i institutionen. Der tænker vi: Det kan man da godt vedtage, men er det muligt at gøre det? Og det er det jo ikke altid.

Vi er i en institution – vi kan her kalde den X-købings Børnehus – hvor personalet i mange år har været enige om, at anerkendelse og ros til hinanden er helt afgørende for samarbejdet. Men de seneste mange måneder har flere medarbejdere henvendt sig til lederen med oplevelsen af, at kolleger ikke anerkender og respekterer dem, de fælles opgaver og det arbejde, de er i gang med at udføre. Der har også været ydre udfordringer nok: Kun lederen og én pædagog er tilbage af den oprindelige personalegruppe. – Denne ”nye” personalegruppe har skullet evaluere læreplanen (som kun de to ’gamle’ har været med til at formulere). - Der har været/ er Corona-restriktioner. - De er pt. Placeret i midlertidige lokaler, da institutionen er under ombygning.