Jeg ved jo ikke, hvordan du der læser dette, tænker og føler om meget syge børn. Personligt har jeg det meget svært. Jeg kan næsten ikke holde til blot at se en film, hvor der sker noget alvorligt med børn eller hvor de er meget syge. Det gør for ondt. Og derfor har jeg også den allerdybeste medfølelse med forældrene til disse børn. Og nu sidder jeg i mit køkken med Asger, der har som job at være sammen med disse børn og forældre og som skal samarbejde med en række andre fagpersoner om det. En lang samtale som der kun er udpluk af i det følgende. Først spørger jeg ham slet og ret om, hvordan han magter så følelsesladet et arbejde.

Det er Danmarks Første Idræts Vuggestue, vi er i1. Ikke nødvendigvis den eneste, men den første certificerede. Og hvad er så den grundlæggende ide i det? Anne Mette: ”Vi øver tingene med kroppen først, så det giver mening for hjernen til sidst. Vores lege er bygget op ud fra pædagogisk idræt, som har 4 fokuspunkter: fysisk, psykisk, socialt og kognitivt. Hver aktivitet er mere målrettet ét af fokuspunkterne, end de andre. Grundlæggende for det hele er det at give børnene bevægelsesglæde allerede nu, så de kan have det med sig videre i livet. Når vi siger ’idræt’, er det i øvrigt ikke konkurrence på nogen måde, vi tænker på, men det er ’pædagogisk idræt’

Ulla, der er mor til Oswald, kommer ind med Oswald i armene og spørger efter Cirkeline. ”Oswald vil helst afleveres til Cirkeline” siger Ulla. I gangen står to pædagoger og begge bliver de lidt forundrede. Først fordi de tænker, at det måske ikke er noget Oswald på 2 år selv kan give udtryk for, men også fordi de faktisk begge har en rigtig god kontakt til Oswald. Hvad er det mon udtryk for, når Ulla siger som hun gør? Og hvad sker der inden i os, når vi bliver mødt af en anden sandhed, end det vi selv ser og forstår? Svarene får du senere.

Rejsekuffert på hjul Børnene synes, den er sjov og spændende at trække med ud på ture i skoven, til søerne eller andre fantastiske steder i nærområdet. Eller på legepladsen til en aktivitet i et midlertidigt læringsmiljø. Den bliver pakket med bøger, papir, bogstaver, insektdug, eller materialer til ’naturmatematik’ og leg. Mulighederne er uendelige. En oplagt måde at komme omkring de 6 lærerplanstemaer på en ny og spændende måde. Vi oplever, at kufferten og dens indhold er med til at udvikle børnenes interesse og fastholde deres glæde ved leg og læring.

Allerede for ti år siden arbejdede dagtilbud med bæredygtighed. Som en del af et internationalt projekt, iværksat af OMEP, blev for eksempel dengang 170 danske 4-5 årige børn spurgt om, hvad billedet til venstre illustrerer. inspireret af blandt andet FN’s 17 verdensmål, både er indskrevet i den styrkede pædagogiske læreplan og kommer til udtryk i den levede pædagogik. De havde mange svar, men de kredsede alle om, at børnene passer på jordkloden. Typiske svar var: ”De renser jordkloden” ”De vasker jorden, fordi den er fyldt med skrald” ”De samler skrald, det har jeg også gjort med min mor.” Dengang brugte børnene ikke begrebet bæredygtighed. Men i dag, bare 10 år senere, er det blevet et begreb, rigtig mange børn forstår og anvender. Dels fordi de hele tiden hører om det, dels fordi mange familier har gjort det til et hverdagsemne i forbindelse med for eksempel affaldsindsamling og affaldssortering eller fornuftig brug af vand og lys. Hvilket også er fænomener, børnene møder i institutionen!1. Eksempler som affaldsindsamling-og sortering kan ses som de første skridt i en pædagogik for bæredygtighed.

I 1840 åbnede den tyske pædagog Friedrich Flöbels den første kindergarten i Tyskland. Fröbel mente, at børnehaven skulle være en have, hvor børnene kunne vokse og blomstre. I Danmark lod Sofus og Hedvig Bagger sig inspirere af Fröbel og startede i 1901 en folkebørnehave, der havde bondegårdsdyr. De mente, at det gav børnene flere oplevelser af naturen og naturlige ting. Den første skovbørnehave var Ella Flataus Vandrebørnehave. Den startede i 1952, hvor Ella begyndte at tage sine egne børn med på ture i skoven, men flere forældre blev interesserede i at sende deres børn i Ellas vandrebørnehave, og konceptet blev hurtigt en succes*. (* note nederst på siden: R. Rosengren: Barnet i naturen – Naturen i barnet, side 22.) Jeg er selv leder af en skovbørnehave, som jeg startede for 20 år siden. Visionen var at bringe bybørn fra København ud i skoven hver dag og her give dem muligheden for at bevæge sig, bruge sig selv motorisk og være indhyllet i de ægte sanseoplevelser, der findes i naturen.

Børnehusets legepladser er indbydende indrettet og bære præg af pædagogiske overvejelser. Pædagogmedhjælper Hanna fortæller: “For nogle år siden deltog vi i et projekt omkring fysiske læringsmiljøer, hvor legepladsen blev det område, vi arbejdede ind i, projektet afsluttes med, at vi byggede vores drøm om en legeplads i lego, disse elementer ses i indretningen af legepladsen”. På legepladsen er der forskelligt kuperet terræn og forskelligt underlag, som er med til at udfordre børnenes motorik og bevægelse. Vi har bakker, de kan løbe op af og trille ned af. Fra jord til bord Vi arbejder også med konceptet “fra jord til bord”. De grøntsager, som vi sammen med børnene har plantet i vores urtehave på legepladsen, tager vi med ind og bruger, når vi laver mad – som en del af den bæredygtige udvikling. Børnene har været involveret og medbestemmende og deltagende i processen omkring planlægning af, hvad der skulle plantes i haven. Desuden har vi lavet en sansehave til børnene, her kan børnene gå på opdagelse og få udfordret deres sanser. Vi taler ofte med børnene om de krydderurter, vi har plantet, om hvordan de dufter og smager i forbindelse med madlavning over bål, da vi er meget ude i vores

Der er en hel speciel stemning i luften – af forventning, nysgerrighed og spænding. I dag skal der parteres fasaner – det er afslutningen på et længere forløb, hvor fasanen har været i fokus. Vi har set små film om fasanens levevis, vi har tegnet og malet, og i dag slutter vi af med at tilberede de slagtede fasaner på bålet. Børnene pakker trækvognen med alt det nødvendige grej såsom brændekløver, brandtæppe og andet. Det er en velkendt arbejdsgang, hvor alle bidrager og er en vigtig del af fællesskabet. Ved bålhytten har vi valgt at dele aktiviteterne op i tre miljøer: 1. Ved det ene bord plukker vi fasanerne og studerer deres anatomi. Har fasanen ører? Tænder? Hvordan ser dens fødder ud? 2. Ved et andet bord bliver fasanerne parteret. Hvad er der inde i fasanen? Hvor stor er hjertet? Og kan man mon se, hvad fasanen har spist? 3. Vores tredje station er varmebålet, hvor der skal kløves træ, så vi kan holde varmen. Børnene vælger selv, hvor de har lyst til at være med og fordeler sig roligt mellem de forskellige aktiviteter. Nogle er meget optaget af plukning eller partering, andre vil helst se på eller kløve brænde.

Vi er i starten af marts måned 2020, klokken er 10.30, og børnene i vuggestuen er netop kommet ind fra legepladsen. Det har været en formiddag med dejligt solskin. De har leget i sandkassen, rutsjet ned af den lettere fugtige rutsjebane, undersøgt jorden for muligt liv og en masse andet spændende med deres små venner på tværs af institutionen. De største af vuggestuebørnene har været på tur med nogle børn fra børnehaven samt to voksne fra henholdsvis vuggestuen og børnehaven. De skal snart starte i børnehaven. En helt almindelig dag Børnene finder deres plads i garderoben og begynder at tage overtøjet af. Man kan jo selv. Særlig de største, der snart skal videre i børnehave. De er efterhånden godt trænet i at være selvhjulpne, og en voksen siger til Oliver, der er færdig, at han gerne må hjælpe Edith, der har svært ved at få sine støvler af. Den voksne hjælper to andre børns imens. Efterhånden som de bliver færdige, sender pædagogen børnene ud på badeværelset for at vaske deres hænder. Her er der en anden pædagog, som allerede er i gang med at guide nogle børn i, hvordan de vasker deres hænder. Det kan være lidt svært, men de

Der er ingenting i verden så stille som en børnehavelegeplads uden børn1 I marts lukkede børnehaven og den sædvanlige summen af liv og leg forsvandt. Ingen børn på gyngen eller i sandkassen. Ingen børn på cyklerne eller oppe i træerne. Ingen brugte de grønne mælkekasser til at stable og klatre på eller som butiksdiske til salg af imaginære is og sandkager. Der blev helt stille. Efter påske besøgte jeg børnehaven Skovparken i Aarhus2 og dér mødte jeg lederen, Tina Heinsen. Hun smilte, men så faktisk lidt træt ud. Påskeferien havde været hektisk. Hun havde ansvaret for at gøre børnehaven klar til at kunne åbne igen. Meget skulle om- og nytænkes i forhold til at modtage børn. Forældrene skulle informeres, så de kunne føle trygge ved at aflevere børnene og personalet skulle instrueres i nye arbejdsformer. Tina måtte omorganisere hverdagen fuldstændig, skaffe ekstra personale og sørge for at passe på sårbare kolleger. I løbet af de sidste dage i påsken fik hun talt med alle forældre, flere gange, og klaret de praktiske udfordringer uden at slække på børnehavens målsætning om at skabe gode rammer for børnenes tilbagevenden til børnehaven.