Rejsekuffert på hjul Børnene synes, den er sjov og spændende at trække med ud på ture i skoven, til søerne eller andre fantastiske steder i nærområdet. Eller på legepladsen til en aktivitet i et midlertidigt læringsmiljø. Den bliver pakket med bøger, papir, bogstaver, insektdug, eller materialer til ’naturmatematik’ og leg. Mulighederne er uendelige. En oplagt måde at komme omkring de 6 lærerplanstemaer på en ny og spændende måde. Vi oplever, at kufferten og dens indhold er med til at udvikle børnenes interesse og fastholde deres glæde ved leg og læring.

Allerede for ti år siden arbejdede dagtilbud med bæredygtighed. Som en del af et internationalt projekt, iværksat af OMEP, blev for eksempel dengang 170 danske 4-5 årige børn spurgt om, hvad billedet til venstre illustrerer. inspireret af blandt andet FN’s 17 verdensmål, både er indskrevet i den styrkede pædagogiske læreplan og kommer til udtryk i den levede pædagogik. De havde mange svar, men de kredsede alle om, at børnene passer på jordkloden. Typiske svar var: ”De renser jordkloden” ”De vasker jorden, fordi den er fyldt med skrald” ”De samler skrald, det har jeg også gjort med min mor.” Dengang brugte børnene ikke begrebet bæredygtighed. Men i dag, bare 10 år senere, er det blevet et begreb, rigtig mange børn forstår og anvender. Dels fordi de hele tiden hører om det, dels fordi mange familier har gjort det til et hverdagsemne i forbindelse med for eksempel affaldsindsamling og affaldssortering eller fornuftig brug af vand og lys. Hvilket også er fænomener, børnene møder i institutionen!1. Eksempler som affaldsindsamling-og sortering kan ses som de første skridt i en pædagogik for bæredygtighed.

I 1840 åbnede den tyske pædagog Friedrich Flöbels den første kindergarten i Tyskland. Fröbel mente, at børnehaven skulle være en have, hvor børnene kunne vokse og blomstre. I Danmark lod Sofus og Hedvig Bagger sig inspirere af Fröbel og startede i 1901 en folkebørnehave, der havde bondegårdsdyr. De mente, at det gav børnene flere oplevelser af naturen og naturlige ting. Den første skovbørnehave var Ella Flataus Vandrebørnehave. Den startede i 1952, hvor Ella begyndte at tage sine egne børn med på ture i skoven, men flere forældre blev interesserede i at sende deres børn i Ellas vandrebørnehave, og konceptet blev hurtigt en succes*. (* note nederst på siden: R. Rosengren: Barnet i naturen – Naturen i barnet, side 22.) Jeg er selv leder af en skovbørnehave, som jeg startede for 20 år siden. Visionen var at bringe bybørn fra København ud i skoven hver dag og her give dem muligheden for at bevæge sig, bruge sig selv motorisk og være indhyllet i de ægte sanseoplevelser, der findes i naturen.

Børnehusets legepladser er indbydende indrettet og bære præg af pædagogiske overvejelser. Pædagogmedhjælper Hanna fortæller: “For nogle år siden deltog vi i et projekt omkring fysiske læringsmiljøer, hvor legepladsen blev det område, vi arbejdede ind i, projektet afsluttes med, at vi byggede vores drøm om en legeplads i lego, disse elementer ses i indretningen af legepladsen”. På legepladsen er der forskelligt kuperet terræn og forskelligt underlag, som er med til at udfordre børnenes motorik og bevægelse. Vi har bakker, de kan løbe op af og trille ned af. Fra jord til bord Vi arbejder også med konceptet “fra jord til bord”. De grøntsager, som vi sammen med børnene har plantet i vores urtehave på legepladsen, tager vi med ind og bruger, når vi laver mad – som en del af den bæredygtige udvikling. Børnene har været involveret og medbestemmende og deltagende i processen omkring planlægning af, hvad der skulle plantes i haven. Desuden har vi lavet en sansehave til børnene, her kan børnene gå på opdagelse og få udfordret deres sanser. Vi taler ofte med børnene om de krydderurter, vi har plantet, om hvordan de dufter og smager i forbindelse med madlavning over bål, da vi er meget ude i vores

Der er en hel speciel stemning i luften – af forventning, nysgerrighed og spænding. I dag skal der parteres fasaner – det er afslutningen på et længere forløb, hvor fasanen har været i fokus. Vi har set små film om fasanens levevis, vi har tegnet og malet, og i dag slutter vi af med at tilberede de slagtede fasaner på bålet. Børnene pakker trækvognen med alt det nødvendige grej såsom brændekløver, brandtæppe og andet. Det er en velkendt arbejdsgang, hvor alle bidrager og er en vigtig del af fællesskabet. Ved bålhytten har vi valgt at dele aktiviteterne op i tre miljøer: 1. Ved det ene bord plukker vi fasanerne og studerer deres anatomi. Har fasanen ører? Tænder? Hvordan ser dens fødder ud? 2. Ved et andet bord bliver fasanerne parteret. Hvad er der inde i fasanen? Hvor stor er hjertet? Og kan man mon se, hvad fasanen har spist? 3. Vores tredje station er varmebålet, hvor der skal kløves træ, så vi kan holde varmen. Børnene vælger selv, hvor de har lyst til at være med og fordeler sig roligt mellem de forskellige aktiviteter. Nogle er meget optaget af plukning eller partering, andre vil helst se på eller kløve brænde.

Vi er i starten af marts måned 2020, klokken er 10.30, og børnene i vuggestuen er netop kommet ind fra legepladsen. Det har været en formiddag med dejligt solskin. De har leget i sandkassen, rutsjet ned af den lettere fugtige rutsjebane, undersøgt jorden for muligt liv og en masse andet spændende med deres små venner på tværs af institutionen. De største af vuggestuebørnene har været på tur med nogle børn fra børnehaven samt to voksne fra henholdsvis vuggestuen og børnehaven. De skal snart starte i børnehaven. En helt almindelig dag Børnene finder deres plads i garderoben og begynder at tage overtøjet af. Man kan jo selv. Særlig de største, der snart skal videre i børnehave. De er efterhånden godt trænet i at være selvhjulpne, og en voksen siger til Oliver, der er færdig, at han gerne må hjælpe Edith, der har svært ved at få sine støvler af. Den voksne hjælper to andre børns imens. Efterhånden som de bliver færdige, sender pædagogen børnene ud på badeværelset for at vaske deres hænder. Her er der en anden pædagog, som allerede er i gang med at guide nogle børn i, hvordan de vasker deres hænder. Det kan være lidt svært, men de

Der er ingenting i verden så stille som en børnehavelegeplads uden børn1 I marts lukkede børnehaven og den sædvanlige summen af liv og leg forsvandt. Ingen børn på gyngen eller i sandkassen. Ingen børn på cyklerne eller oppe i træerne. Ingen brugte de grønne mælkekasser til at stable og klatre på eller som butiksdiske til salg af imaginære is og sandkager. Der blev helt stille. Efter påske besøgte jeg børnehaven Skovparken i Aarhus2 og dér mødte jeg lederen, Tina Heinsen. Hun smilte, men så faktisk lidt træt ud. Påskeferien havde været hektisk. Hun havde ansvaret for at gøre børnehaven klar til at kunne åbne igen. Meget skulle om- og nytænkes i forhold til at modtage børn. Forældrene skulle informeres, så de kunne føle trygge ved at aflevere børnene og personalet skulle instrueres i nye arbejdsformer. Tina måtte omorganisere hverdagen fuldstændig, skaffe ekstra personale og sørge for at passe på sårbare kolleger. I løbet af de sidste dage i påsken fik hun talt med alle forældre, flere gange, og klaret de praktiske udfordringer uden at slække på børnehavens målsætning om at skabe gode rammer for børnenes tilbagevenden til børnehaven.

Verden er både fantastisk og grum: Klimakrise, terror og coronavirus. Børn er en del af verden og verden en del af børn. Det er umuligt i det moderne informationssamfund at afskærme børn fra ubehageligheder selv fra forhold, de ikke har forudsætninger for at forstå. Børn søger at skabe mening i informationsflowet og egne oplevelser – gribe og begribe – og leg er vigtigste bearbejdningsform. Uden voksnes støtte og udfordrende hjælp er der dog risiko for fejlslutninger og angstskabende forestillinger om abstrakte problematikker som corona. Men leg kan anvendes som støtte og udfordring til forståelse af det umiddelbart uforståelige. Man kan hjælpe børn til at bearbejde ud fra en mere realistisk videnstilgang. Leg er inspirerende for dialog, hvor den voksne kan støtte og udfordre. Grundlæggende lægger corona og sygdommen COVID-19 op til samme pædagogiske indsats, som andre alvorlige emner omkring os gør. Pandemien er lidt anderledes, for situationen påvirker os meget praktisk og direkte. Vi er sammen i det og skal nok komme godt ud af det sammen, men vi skal også komme godt gennem det, mens det foregår.

Corona tiden i faser Marts 2020: Pandemien bryder ud i Danmark – blandt andet vuggestuer og børnehaver lukker ned. 15. april – 20. maj åbner de op igen - i mange kommuner fordeles der tre-fire ressourcepersoner til eksempelvis en middelstor integreret institution = færre børn pr. voksen og mindre, faste grupper, med ’egen’ pædagog. Efter 20. maj sker der en normalisering, men mange børnehaver bevarer opdelingen i faste grupper med ‘faste’ børn delt på alder og ‘faste’ voksne. Eftersommeren 2020 – en stigende ”Coronatræthed” ses blandt børn, pædagoger og ledere. Kravene har ændret med 14 dages mellemrum - mange nye ting at forholde sig til - mange aktiviteter er sat på hold men nye er kommet til. Efteråret 2020 og start 2021: Mange ledere og personalegrupper anlægger nu et længere perspektiv med ”seje træk”, hvori man arbejder med at udvikle nye muligheder og få gen-oparbejdet en professionel entusiasme. Pædagoger og forældre giver udtryk for, at dette giver mere overskuelighed og ro for både børn og voksne. Vores forskningsprojekt havde da til formål at gennemgå dette faseforløb og finde ud af på hvilke områder, der skete ændringer og hvad dette førte til af problemer og af nye muligheder.1 Vi gør det

Det hele startede for os i uge 9, hvor flere børn og voksne var syge med influenzalignende symptomer. Samtidig hørte vi om Covid 19 og så billeder fra blandt andet Kina, som skræmte os. I Roskilde kom flere hjem fra skiferier med symptomer, og nogle blev også testet positiv. Bølgen var over os. tiltag. Her orienterede jeg løbende om nyt oppefra, samt nyt fra ledelsen og fra personalet. Forældrene skrev også beskeder, nyheder m.m. til mig, til personalet og til hinanden. Nedlukningen Den 11. marts lukkede Mette Frederiksen Danmark ned. Det var en meget mærkelig dag i institutionen. Børnene var upåvirkede og legede og hyggede sig, mens vi voksne begyndte at lukke ned. Forældre kom og hentede. De udtrykte forvirring og bekymring over situationen og havde også travlt med at tømme garderober, kasser og samle børnenes ting sammen. Stemningen var denne eftermiddag trykket. Jeg forlod stedet som den sidste og hængte et skilt på døren, hvor der stod: ”Lukket på grund af corona” Fra live til online Ledelsen i område Nordøst, som børnehuset Freja er en del af, arbejdede tæt sammen i hele hjemsendelsesperioden. Vi holdt møder sammen, men hver for sig, på en helt ny måde – skypemøder. I