1990’erne og starten af 2000-tallet arbejder man i dagtilbud ud fra rammeplaner, en slags forløbere for de første læreplaner. 2004 vedtager Folketinget at gøre det obligatorisk for alle dagtilbud at udarbejde en pædagogisk læreplan, som skal beskrive og dokumentere arbejdet med børnenes læring og udvikling. 2018 vedtager Folketinget En styrket pædagogisk læreplan. Skal være implementeret 1.juli 20201 til at implementere den (hvordan man så end definerer det at ’være færdig’?). At arbejde ud fra pædagogiske læreplaner har gennem årene fået flere positive evalueringer fra pædagogernes side. Men der har også været en debat om, hvor tidligt og hvordan børns læring skal sættes i system. Og om hvorvidt det overhovedet skal sættes i system for de yngste.

”Et barn (X) havde fundet en cykel frem og derfor spurgte jeg, om vi skulle lege benzintank … Vi havde to mælkekasser, nogle plastikforme, grene, blade og en skovl. Jeg var tankpasseren og spurgte kunderne i bil (:cykler), om, hvad jeg kunne hjælpe dem med. Vi deler gårdsplads med en anden børnehave og nogle børn derfra deltog også i legen. X skulle have benzin og noget mad og han sagde, at han var en racerkører. Der var kø til at få benzin og købe ting i kiosken. X kom forbi to gange mere, før han kom hen til mig og ville være den, der gav benzin”. (Observation af Sidsel Lykke Christensen, pædagogstuderende, 3.praktik). I Sidsels eksperiment blev hendes deltagelse i legen gennem samtale central, og de nærværende øjeblikke opstod. ”Jeg spurgte stadig ind til kundernes behov og sendte dem videre til barn X, når de skulle have benzin. Et barn inde fra tanken begyndte at lukke tanken ved at sætte et skilt (bræt) op. Derfor måtte jeg sige, at så åbner vi igen i morgen kl. 10. Et andet barn siger så, hun vil male på tanken.” Den voksne griber ”nuet” sammen med et barn, og senere flere

Vi er et nyåbnet børnehus, Børnehuset Vingesus, som ligger midt i et lokalhistorisk område på den gamle Værløse flyvestation. Vi åbnede 1. december 2020 og er startet op med to vuggestuegrupper og en børnehavegruppe. På sigt bliver vi et stort børnehus med 150 børn – fordelt med fem vuggestuegrupper og fire børnehavegrupper. Med tanke på at vi netop er helt nyåbnet, kan vi ikke trække på en lang række af traditioner i vores børnehus. Til gengæld kan vi i fælleskab skabe fundamentet til den pædagogiske praksis, som vi ønsker skal være omdrejningspunktet for vores børnehus i Vingesus. Her kommer blandt andet den bæredygtige tænkning ind samt tænkningen om, hvordan vi gerne vil vække børnenes nysgerrighed omkring naturen og miljøet omkring dem, samt inddrage dem i lokalområdet.

I heksekrogen ligger Klara og Viggo på maven og kigger på små edderkopper i det høje græs. Nogle meter derfra sidder pædagogen Anni sammen med en gruppe børn og løfter på en af grenbunkerne. Til syne kommer flere bænkebidere, en løbebille, en edderkop og en flot skolopender. Sylvester tager edderkoppen op i hånden og kigger interesseret på den. Desværre er dette ikke almindelige oplevelser for børnene ret mange steder. Legepladserne i de danske institutioner levner sjældent plads til ”vild” natur og børnenes legeunivers bærer ofte præg af velplejede udearealer samt funktionsopdelte og stationære legeinstallationer. Opdelinger hvor for eksempel krat, ”ukrudt”, højt græs, gren- og stenbunker sjældent prioriteres i institutionens pædagogik og hvor muligheden for små daglige naturoplevelser har dårlige kår. Men ved at gøre jeres legeplads mere ”vild” kan I faktisk gøre en forskel, som både er til gavn for børnenes fantasi, kreativitet, nysgerrighed, naturforståelse og samtidig kan skabe et bedre grundlag for biodiversiteten på legepladsen. Denne artikel giver ideer til, hvordan I selv kan komme i gang og samtidig kommer den med perspektiver på, hvordan en legeplads med mere natur kan understøtte børns fantasi, kreativitet, nysgerrighed og ikke mindst deres naturforståelse.

Onsdag morgen holder bussen som altid foran børnehuset, den venter på 15 forventningsfulde børn og deres pædagoger. Børnene går forbi mit vindue og vinker ind til mig på kontoret. Jeg kan høre, at de snakker om bussen, skoven, hvem de skal holde i hånd og madpakken, de alle har fået i rygsækken sammen med deres drikkedunk. Pædagogen spørger børnene: ”Kan I huske, hvad vi skal huske, når vi går hen til bussen?” Men børnene er alt for optaget af at snakke og vinke. Gruppen er på vej ud til naturbasen ”Knasten”, der ligger i nationalpark Thy. Hver onsdag er Stjernegruppen afsted, det er vores kommende skolebørn. I år har gruppen holdt deres afslutning i skoven. De spillede ”Guldlok og de tre bjørne”, som de havde øvet sig på i lang tid, ude midt i skoven. Pædagogerne delte diplomer ud, og det hele blev live-streamet til forældrene, da vi pga. corona ikke kunne holde afslutningen, som vi plejede. Vores børnehus ligger midt i Thisted by. Vi er et børnehus med mere end 40 års historie. Vi er en flok bestående af 30 vuggestuebørn, 50 børnehavebørn og 22 ansatte.

Rundt om bålet sidder seks børn sammen med Michelle. De har været i gang med at kløve brænde og er nu klar til at tænde bålet. Michelle har et ildstål i sin hånd og mens børnene kigger på, stryger hun det nogle gange. ”Må jeg prøve, er det min tur nu” kan man høre børnene sige næsten i kor, da de ser gnisterne springe fra strygestålet. En efter en får børnene lov til at prøve at lave ild med ildstålet og efter lidt tid lykkedes det, der går ild i et lille kvas og bålet kan tændes. Med røde kinder og vind i håret indtager vi hver dag uderummet, som er vores bedste legeplads og læringsrum. Vi har baseret vores pædagogiske læreplan på, at vi opholder os ude, da vi mener at alt hvad man kan lave på rød stue, kan man også lave i uderummet.

I 1840 åbnede den tyske pædagog Friedrich Flöbels den første kindergarten i Tyskland. Fröbel mente, at børnehaven skulle være en have, hvor børnene kunne vokse og blomstre. I Danmark lod Sofus og Hedvig Bagger sig inspirere af Fröbel og startede i 1901 en folkebørnehave, der havde bondegårdsdyr. De mente, at det gav børnene flere oplevelser af naturen og naturlige ting. Den første skovbørnehave var Ella Flataus Vandrebørnehave. Den startede i 1952, hvor Ella begyndte at tage sine egne børn med på ture i skoven, men flere forældre blev interesserede i at sende deres børn i Ellas vandrebørnehave, og konceptet blev hurtigt en succes*. (* note nederst på siden: R. Rosengren: Barnet i naturen – Naturen i barnet, side 22.) Jeg er selv leder af en skovbørnehave, som jeg startede for 20 år siden. Visionen var at bringe bybørn fra København ud i skoven hver dag og her give dem muligheden for at bevæge sig, bruge sig selv motorisk og være indhyllet i de ægte sanseoplevelser, der findes i naturen.

Børnehusets legepladser er indbydende indrettet og bære præg af pædagogiske overvejelser. Pædagogmedhjælper Hanna fortæller: “For nogle år siden deltog vi i et projekt omkring fysiske læringsmiljøer, hvor legepladsen blev det område, vi arbejdede ind i, projektet afsluttes med, at vi byggede vores drøm om en legeplads i lego, disse elementer ses i indretningen af legepladsen”. På legepladsen er der forskelligt kuperet terræn og forskelligt underlag, som er med til at udfordre børnenes motorik og bevægelse. Vi har bakker, de kan løbe op af og trille ned af. Fra jord til bord Vi arbejder også med konceptet “fra jord til bord”. De grøntsager, som vi sammen med børnene har plantet i vores urtehave på legepladsen, tager vi med ind og bruger, når vi laver mad – som en del af den bæredygtige udvikling. Børnene har været involveret og medbestemmende og deltagende i processen omkring planlægning af, hvad der skulle plantes i haven. Desuden har vi lavet en sansehave til børnene, her kan børnene gå på opdagelse og få udfordret deres sanser. Vi taler ofte med børnene om de krydderurter, vi har plantet, om hvordan de dufter og smager i forbindelse med madlavning over bål, da vi er meget ude i vores

Nogle af os havde godt set den af og til. Blot et kort glimt af en blågrå ryg, når den – akkompagneret af småfuglenes vrede og skræmte advarselskald - i lynsnar flugt kom strygende mellem buske og træer og forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet. Men en dag blev spurvehøgens tilstedeværelse mere synlig, da Oscar fandt en lille bunke friske solsortefjer spredt i udkanten af kvasbunken. Oscar gjorde mig opmærksom på sit fund, og vi syntes begge to, at det var vældig spændende. Snart kom flere interesserede børn til, som også ville se beviserne på dette naturens drama. Den var nemlig god nok – de sorte fjer var resterne af høgens måltid. Men hvorfor havde vi ikke set høgen? Var solsorten død, hvorfor var der ikke noget blod og havde høgen virkelig spist både benene og næbbet? Spørgsmålene var mange, og det hele var en smule abstrakt, fordi ingen af børnene havde set spurvehøgen som andet end en flygtig skygge på legepladsen. Til alt held har vi et udstoppet eksemplar hængende på gangen inde i børnehaven, og da vi kiggede på dens spidse næb og kløer, blev sagens sammenhæng lidt nemmere at forstå.

Der er en hel speciel stemning i luften – af forventning, nysgerrighed og spænding. I dag skal der parteres fasaner – det er afslutningen på et længere forløb, hvor fasanen har været i fokus. Vi har set små film om fasanens levevis, vi har tegnet og malet, og i dag slutter vi af med at tilberede de slagtede fasaner på bålet. Børnene pakker trækvognen med alt det nødvendige grej såsom brændekløver, brandtæppe og andet. Det er en velkendt arbejdsgang, hvor alle bidrager og er en vigtig del af fællesskabet. Ved bålhytten har vi valgt at dele aktiviteterne op i tre miljøer: 1. Ved det ene bord plukker vi fasanerne og studerer deres anatomi. Har fasanen ører? Tænder? Hvordan ser dens fødder ud? 2. Ved et andet bord bliver fasanerne parteret. Hvad er der inde i fasanen? Hvor stor er hjertet? Og kan man mon se, hvad fasanen har spist? 3. Vores tredje station er varmebålet, hvor der skal kløves træ, så vi kan holde varmen. Børnene vælger selv, hvor de har lyst til at være med og fordeler sig roligt mellem de forskellige aktiviteter. Nogle er meget optaget af plukning eller partering, andre vil helst se på eller kløve brænde.