Et børnesyn reflekterer den måde, vi som samfund ser på værdien af børn og barndom. Det er et fundament, som vi – bevidst eller ubevidst – bygger vores familier, samvær og institutioner på. Det nye børnesyn er resultatet af en historisk udvikling, som bygger på dels vores ophobede viden om børns behov for tilknytning, støtte og forståelse, og på FN’s Børnekonvention, som understreger kvaliteten af barn-voksen-relationen og de voksnes lederskab som afgørende for børns psykosociale udvikling.

Jeg er med til det ugentlige børnemøde i en af børnehavestuerne i Den Grønne Kile i Lejre Kommune. Børn og voksne har fordelt sig i mindre grupper og samtalen handler om, hvilke ideer børnene har til fælles lege, temaer og aktiviteter. Den Grønne Kile er i gang med at implementere Nest-pædagogik og har blandt andet fokus på, hvordan det daglige læringsmiljø tager afsæt i børneperspektivet. Med afsæt i Nest-pædagogikkens værdier arbejder Den Grønne Kile med at inkludere børnenes interesser i udviklingen af meningsfulde og inkluderende læringsmiljøer. Der lægges vægt på børnenes perspektiver, tanker og ønsker og dermed inddrages de aktivt i hverdagens pædagogiske aktiviteter.

Det er eftermiddag hos Spilopperne1, og der er højt humør. Stemmerne runger, klodserne flyver, dinosaurerne raser, og der er kamp om gulerødderne i legekøkkenet. Der er brug for lidt ro, tænker jeg, griber en tusch og sætter de første streger på stuens whiteboard-tavle, hvor blandt andet portrætter af de enkelt børn hænger. Jo flere streger der bliver tegnet, jo flere børn kommer til og kigger mig over skulderen. ’’Hvad er det, du laver?’’ ’’Jeg tegner et træ. Spiloppernes træ. Så kan vi se, hvem der gror herinde på stuen.’’ ’’Jamen, det er jo legepladsen!’’ ’’Jamen, hvad er der egentlig på en legeplads?’’ ’’En trampolin!’’

Det er Danmarks Første Idræts Vuggestue, vi er i1. Ikke nødvendigvis den eneste, men den første certificerede. Og hvad er så den grundlæggende ide i det? Anne Mette: ”Vi øver tingene med kroppen først, så det giver mening for hjernen til sidst. Vores lege er bygget op ud fra pædagogisk idræt, som har 4 fokuspunkter: fysisk, psykisk, socialt og kognitivt. Hver aktivitet er mere målrettet ét af fokuspunkterne, end de andre. Grundlæggende for det hele er det at give børnene bevægelsesglæde allerede nu, så de kan have det med sig videre i livet. Når vi siger ’idræt’, er det i øvrigt ikke konkurrence på nogen måde, vi tænker på, men det er ’pædagogisk idræt’

Viggo har en lille pose med, hvori han har 8 krystaller, han gerne vil vise os. Vi tager en bog om disse frem, vi kigger og undersøger og vi finder flere sten og krystaller i forundringsskabet. Samme dag opsøger jeg en butik med sten og krystaller, og fordi børnene var så engagerede, køber jeg en del. Næste dag fortsætter vi vores studier og ved et tilfælde skal jeg lidt væk fra rummet. Børnene fordyber sig sammen. Da jeg vender tilbage, ser jeg, at alle sten og krystaller er borte. Hvad gør jeg nu? – Jeg vælger at tale stille og roligt med børnene om den ’gave’, vi havde fået, da deres ven og jeg kom med sten og krystaller til os alle – men hvor er gaven nu blevet af? Efter lidt tid kommer én dreng med fyldte lommer, så den næste og den tredje; jeg takker og roser dem for det mod, de udviste ved at komme med stenene igen.

“Nu kommer Fortæller Helle!”, råber ivrige børnestemmer ved børnehavens låge. Det er en uge siden, jeg sidst var på fortællebesøg, og det er tydeligt, at børnene har positive forventninger til mit genbesøg. Sammenhængen er et forløb med mundtlig fortælling i børnehaverne i Kalundborg Kommune.1 Hovedsigtet er at styrke fantasien og at børnene oplever, de bidrager med noget værdifuldt til fællesskabet.

Vi åbner på legepladsen om morgenen. En morgen ankommer et barn til Amaliegården i en meget ’negativ stemning’, hvilket vi ser, da han får ødelagt nogle af hans ellers gode kammeraters leg ved at tage ting fra deres leg og kaste dem væk. Kammeraterne siger ’stop’ og ’gå’. Pædagogen går hen til drengen, giver ham et kram og spørger om hans morgen, inden han kom til Amaliegården. Han er kommet til at smadre en lampe, og hans far blev vred på ham. Pædagogen snakker med barnet og anerkender hans følelse af vrede og frustration. Hun spørger, om han har brug for at komme ind og læse en bog eller lave et puslespil. Han vil gerne ind og læse en bog. Da de andre børn kommer ind for at spise formiddagsmad, er han parat til at deltage. Pædagogen anerkender igen barnet for at komme ud i garderoben og deltage på lige fod med kammeraterne. Deres relationer genoprettes, og det bliver en god dag for alle.

Signe begynder at gå lidt omkring, hun holder godt fast i Bodils hånd, Bodil følger med uden at sige noget. Signe stopper ved kassen med de vilde dyr. Bodil sætter sig på hug, Signe ser på Bodil og siger: ”Vil du være med til at lege med dyrene.” Bodil holder øjenkontakten, smiler og siger: ”Det vil jeg rigtig gerne.” Sammen bærer de kassen hen til legetæppet, hvor legen starter. Der går ikke lang tid, så er Signe optaget af legen, hun pludrer glad og flere børn kommer med i legen. Bodil er med i legen, hun lader børnene styre legen, stiller ikke spørgsmål, men kommenterer engageret på børnenes snakke om dyrene. Bodil er en dygtig pædagog, der bevidst arbejder med institutionens børnesyn: Alle børn skal ses, høres og inddrages.

”Det betyder naturligvis rigtig meget, at vi har stuerne, hvor vi kan lave lidt mere rolige aktiviteter og lidt mere afgrænsede. Men for mig er det meget vigtigt, at vi også har muligheden for et stort sanserum. Vi kalder det for vores Hjerterum. Her kan vi mødes og for eksempel holde de fredags samlinger, jeg lige talte om. Personalet kan i hverdagen gå derud med store og små børnegrupper og lave aktiviteter, der kræver god plads. På nogle tidspunkter er der også faste aftaler om, at for eksempel vuggestuen kan bruge rummet, på andre tider er det børnehaven, og nogle gange er det alle, der frit kan blande sig.

Skal vi lege arkitektur? Det er nok ikke et spørgsmål, som mange børn stiller. Men børn leger allerede arkitektur. Uden at vide det. Det kan være med tæpper og puder, som de bruger til at lave en hule eller i sandkassen, hvor de små arkitekter graver snirklede veje i sandet. Arkitektur er en naturlig del af børns leg og alle børn har relationer til rum. Hver dag er de omgivet af forskellige rum i institutionen, til fritidsaktiviteter og i hjemmet. Rummene påvirker os og er med til at sætte en ramme og stemning for vores hverdagsliv, også for børn. Alle børn har derfor også en holdning til, hvad dé synes er gode rum – og hvad der er mindre gode rum. Hvad enten det er i køjesengen derhjemme eller det sted på legepladsen, de allerbedst kan lide at lege. Men hvornår er noget et rum? Skal der vægge og tag til? Eller kan det også være hulrummet bag en åben dør eller den skygge et træ har kastet på jorden?