”Det betyder naturligvis rigtig meget, at vi har stuerne, hvor vi kan lave lidt mere rolige aktiviteter og lidt mere afgrænsede. Men for mig er det meget vigtigt, at vi også har muligheden for et stort sanserum. Vi kalder det for vores Hjerterum. Her kan vi mødes og for eksempel holde de fredags samlinger, jeg lige talte om. Personalet kan i hverdagen gå derud med store og små børnegrupper og lave aktiviteter, der kræver god plads. På nogle tidspunkter er der også faste aftaler om, at for eksempel vuggestuen kan bruge rummet, på andre tider er det børnehaven, og nogle gange er det alle, der frit kan blande sig.

Skal vi lege arkitektur? Det er nok ikke et spørgsmål, som mange børn stiller. Men børn leger allerede arkitektur. Uden at vide det. Det kan være med tæpper og puder, som de bruger til at lave en hule eller i sandkassen, hvor de små arkitekter graver snirklede veje i sandet. Arkitektur er en naturlig del af børns leg og alle børn har relationer til rum. Hver dag er de omgivet af forskellige rum i institutionen, til fritidsaktiviteter og i hjemmet. Rummene påvirker os og er med til at sætte en ramme og stemning for vores hverdagsliv, også for børn. Alle børn har derfor også en holdning til, hvad dé synes er gode rum – og hvad der er mindre gode rum. Hvad enten det er i køjesengen derhjemme eller det sted på legepladsen, de allerbedst kan lide at lege. Men hvornår er noget et rum? Skal der vægge og tag til? Eller kan det også være hulrummet bag en åben dør eller den skygge et træ har kastet på jorden?

Hvordan deler vi os op i mindre børnegrupper, når vi kun har én stue til rådighed til 12 vuggestuebørn? Dette var spørgsmålet som ofte gik igen på vores planlægnings- og evalueringsmøder. Det blev også et spørgsmål, som fik os til at tænke i lidt alternative løsninger for, hvor vi kunne skabe nogle ekstra fysiske legemiljøer. I Rosa arbejde vi til dagligt i mindre børnegrupper, når der leges. Det betyder at vi ofte deler os op, og at en voksen er sammen med fire børn om en planlagt leg. Legen bliver planlagt ud fra tre kriterier: – zonen for nærmeste udvikling – her bruger vi ofte sprogtrappen som metode til at se, hvor det enkelte barn er i sin udvikling, – børnefællesskabet, – børnenes interesse. Hvis vi skal lykkes i arbejdet med mindre børnegrupper, hvor det enkelte barns trivsel, udvikling, læring og dannelse er det primære fokus, er vores indretning af fysiske pædagogiske læringsmiljøer og legezoner langs vores mange gangarealer en af de afgørende faktorer.

En gruppe på otte børnehavebørn går sammen med to pædagoger og to forskere ind ad lågen til børnehaven. De har netop været i Nørregårds Teater og set børneteaterforestillingen ”Lille Myr”. De voksne vil nu, tilbage i institutionen, forsøge at skabe rum for, at børnene kan udtrykke deres egne oplevelser fra teaterstykket. Hjørdis beskriver det følgende forløb således: “Børnene bliver bedt om at finde deres madpakker, og så går vi sammen ind i børnehavens ‘værksted’, som er et lille hus, der ligger for sig selv. Her er to borde, som børnene kan sidde omkring. På væggene er der hylder fyldt med krea-sager: papir, karton, maling, stof, kugler, glimmer og lim.

Medbestemmelse er ofte for os ikke noget meget formelt, men noget vi går og taler sammen om. Ligesom i en familie. Men tilbage til dit spørgsmål – når vi har hentet 3 dunke mælk med 5 liter i hver, sidder vi og snakker om, at det er køerne, der har lavet det til os. ”Jamen det mælk vi har derhjemme, det kommer altså ikke fra en ko, det kommer fra Kvickly”, siger en. Og så får vi det mysterium opklaret. Så at sige i en daglig samtale i forbindelse med handlinger. Vi plukker også fasaner hvert efterår, hvor de er med til at rense og tage indvolde ud. Og vi spiser dem dagen efter. Kæmpefest! Det er en tradition, og dem vægter vi meget højt. Børnene piller indmad ud og de første år var det med ”Ej, hvor er det synd, og det kan vi ikke.” Men de finder ud af det. Og dét synes jeg er en kæmpe læring. Vi har en læreplan og vi har da også gennemgået både den og vores årsplan. Så har vi fundet ud af, at vi kommer jo meget godt rundt om de ting, vi skal komme rundt om. Om end måske på en lidt mere flydende måde, end man gør andre steder.”

1990’erne og starten af 2000-tallet arbejder man i dagtilbud ud fra rammeplaner, en slags forløbere for de første læreplaner. 2004 vedtager Folketinget at gøre det obligatorisk for alle dagtilbud at udarbejde en pædagogisk læreplan, som skal beskrive og dokumentere arbejdet med børnenes læring og udvikling. 2018 vedtager Folketinget En styrket pædagogisk læreplan. Skal være implementeret 1.juli 20201 til at implementere den (hvordan man så end definerer det at ’være færdig’?). At arbejde ud fra pædagogiske læreplaner har gennem årene fået flere positive evalueringer fra pædagogernes side. Men der har også været en debat om, hvor tidligt og hvordan børns læring skal sættes i system. Og om hvorvidt det overhovedet skal sættes i system for de yngste.

”Et barn (X) havde fundet en cykel frem og derfor spurgte jeg, om vi skulle lege benzintank … Vi havde to mælkekasser, nogle plastikforme, grene, blade og en skovl. Jeg var tankpasseren og spurgte kunderne i bil (:cykler), om, hvad jeg kunne hjælpe dem med. Vi deler gårdsplads med en anden børnehave og nogle børn derfra deltog også i legen. X skulle have benzin og noget mad og han sagde, at han var en racerkører. Der var kø til at få benzin og købe ting i kiosken. X kom forbi to gange mere, før han kom hen til mig og ville være den, der gav benzin”. (Observation af Sidsel Lykke Christensen, pædagogstuderende, 3.praktik). I Sidsels eksperiment blev hendes deltagelse i legen gennem samtale central, og de nærværende øjeblikke opstod. ”Jeg spurgte stadig ind til kundernes behov og sendte dem videre til barn X, når de skulle have benzin. Et barn inde fra tanken begyndte at lukke tanken ved at sætte et skilt (bræt) op. Derfor måtte jeg sige, at så åbner vi igen i morgen kl. 10. Et andet barn siger så, hun vil male på tanken.” Den voksne griber ”nuet” sammen med et barn, og senere flere

Vi er et nyåbnet børnehus, Børnehuset Vingesus, som ligger midt i et lokalhistorisk område på den gamle Værløse flyvestation. Vi åbnede 1. december 2020 og er startet op med to vuggestuegrupper og en børnehavegruppe. På sigt bliver vi et stort børnehus med 150 børn – fordelt med fem vuggestuegrupper og fire børnehavegrupper. Med tanke på at vi netop er helt nyåbnet, kan vi ikke trække på en lang række af traditioner i vores børnehus. Til gengæld kan vi i fælleskab skabe fundamentet til den pædagogiske praksis, som vi ønsker skal være omdrejningspunktet for vores børnehus i Vingesus. Her kommer blandt andet den bæredygtige tænkning ind samt tænkningen om, hvordan vi gerne vil vække børnenes nysgerrighed omkring naturen og miljøet omkring dem, samt inddrage dem i lokalområdet.

I heksekrogen ligger Klara og Viggo på maven og kigger på små edderkopper i det høje græs. Nogle meter derfra sidder pædagogen Anni sammen med en gruppe børn og løfter på en af grenbunkerne. Til syne kommer flere bænkebidere, en løbebille, en edderkop og en flot skolopender. Sylvester tager edderkoppen op i hånden og kigger interesseret på den. Desværre er dette ikke almindelige oplevelser for børnene ret mange steder. Legepladserne i de danske institutioner levner sjældent plads til ”vild” natur og børnenes legeunivers bærer ofte præg af velplejede udearealer samt funktionsopdelte og stationære legeinstallationer. Opdelinger hvor for eksempel krat, ”ukrudt”, højt græs, gren- og stenbunker sjældent prioriteres i institutionens pædagogik og hvor muligheden for små daglige naturoplevelser har dårlige kår. Men ved at gøre jeres legeplads mere ”vild” kan I faktisk gøre en forskel, som både er til gavn for børnenes fantasi, kreativitet, nysgerrighed, naturforståelse og samtidig kan skabe et bedre grundlag for biodiversiteten på legepladsen. Denne artikel giver ideer til, hvordan I selv kan komme i gang og samtidig kommer den med perspektiver på, hvordan en legeplads med mere natur kan understøtte børns fantasi, kreativitet, nysgerrighed og ikke mindst deres naturforståelse.

Onsdag morgen holder bussen som altid foran børnehuset, den venter på 15 forventningsfulde børn og deres pædagoger. Børnene går forbi mit vindue og vinker ind til mig på kontoret. Jeg kan høre, at de snakker om bussen, skoven, hvem de skal holde i hånd og madpakken, de alle har fået i rygsækken sammen med deres drikkedunk. Pædagogen spørger børnene: ”Kan I huske, hvad vi skal huske, når vi går hen til bussen?” Men børnene er alt for optaget af at snakke og vinke. Gruppen er på vej ud til naturbasen ”Knasten”, der ligger i nationalpark Thy. Hver onsdag er Stjernegruppen afsted, det er vores kommende skolebørn. I år har gruppen holdt deres afslutning i skoven. De spillede ”Guldlok og de tre bjørne”, som de havde øvet sig på i lang tid, ude midt i skoven. Pædagogerne delte diplomer ud, og det hele blev live-streamet til forældrene, da vi pga. corona ikke kunne holde afslutningen, som vi plejede. Vores børnehus ligger midt i Thisted by. Vi er et børnehus med mere end 40 års historie. Vi er en flok bestående af 30 vuggestuebørn, 50 børnehavebørn og 22 ansatte.