Personalet i Vuggestuen Tusindfryd har de seneste 3 år ventet på at skulle flytte fra deres nuværende bygning til en nybygget integreret institution. Flere forsinkelser i byggeriet har skabt usikkerhed i tidsrammen omkring institutionens fremtidig, både hos medarbejdere, ledelse og forældre. Det har betydet, at diverse processer omkring forsinkelse, udskydelser i indflytning, byggemøder, økonomimøder, møder om indretning, møder med forældre, om hvad de stilles i udsigt osv. har fyldt en del i hverdagen. Dertil kommer at der også løbende må organiseres med hensyntagen til møder med eksterne samarbejdspartnere fra byggeafdelingen.

De fleste ved det godt: – Vi lykkes ikke med at udvikle en stærk, faglig kultur ved at kontrollere mere, bare “fylde mere viden på” eller lave alting om i morgen. – Det har stor betydning, hvis ledelsen stiller sig i spidsen, muliggør og holder fast i den pædagogiske opgave – også når hverdagen trækker i andre retninger. – At børnenes voksne lykkes bedst, når de arbejder i samme retning og har et fælles sprog for god praksis. Men hvordan kan man arbejde med pædagogisk udvikling og faglige refleksioner i hverdagen, når for eksempel størstedelen af medarbejderne ikke er uddannede? Eller når der ikke findes ekstra tid? Eller når dagen starter med to sygemeldinger og at nogen har kastet op på én?

Efter en kort introduktion fra vores gæst går vi alle i vores sanserum – nu skal der leges. Med håndfladerne presset mod hinanden forsøger Helle og Marlene at flytte hinanden til et bestemt punkt i rummet. De er begge lige stærke og trykker hinanden med en kraft, som gør, at de forbliver på samme plet Der kommer ny instruks. Helle skal forsøge at trække/lede Marlene i stedet for at trykke. Der opstår bevægelse. Pludselig danser de rundt i hele rummet og ender dér, hvor Helle ønskede at lede dem hen. Øvelsen er en visualisering af det, der sker når man står urokkeligt fast på sine argumenter og trykker, eller når man søger følgeskab ved at være opmærksom på den andens bevægelser og trækker.

I institutionen er der 40 vuggestuebørn og 80 børnehavebørn. Institutionen rummer 38 medarbejdere, en souschef og en institutionsleder. Siden jeg i august 2024 tiltrådte som leder, har vi haft fokus på at skabe en god kultur, hvor der er plads til udvikling, trivsel og samarbejdsglæde. Med stor respekt for hvad institutionen allerede rummer. I tæt samarbejde med min souschef Mette E og hele personalegruppen har jeg skabt en klar fælles retning for arbejdet, med fokus på, hvordan faglighed og hjerte skal hænge sammen i den pædagogiske praksis.

Det er over 1½ år siden, der sidst var en pædagog, som sagde op (og den pædagog skulle på efterløn). • For 2. og 3. kvartal i år har sygefraværet ligget på under 2%. • Der har lige været uanmeldt pædagogisk tilsyn, hvor konklusionen var: ”Dagtilbuddet har særligt sine styrker inden for at det pædagogiske personale har en positiv og motiverende tilgang til alle børn gennem hele dagen. Der arbejdes med en struktureret hverdag, som giver mulighed for at børnene kan bidrage og med fokus på fællesskaber og leg”. • Den seneste trivselsvurdering i personalegruppen, fra 2024, viste, at 94% er glade for deres arbejde, 100 % er engageret i deres arbejde, 94 % er tilfredse med indflydelsen på egne arbejdsopgaver og 100% bidrager med trivslen på arbejdspladsen. • Der er ingen forældreklager og vi holder budgettet (men ville da godt have mere!)

”Vi har på et tidspunkt en dreng i huset, som er fysisk udfordrende og meget udfordret i forhold til børnefællesskaber. Vi starter ’i den blide ende’. At sætte sig tæt ind til ham og at der er en voksen der kan understøtte hans leg.

De tænker kreativt, når de skal forme grundlaget for deres læringsmiljøer – og det fører til mange meget spændende løsninger, som har én ting til fælles: Børnene er vilde med dem! Det blev en hektisk men meget spændende dag, jeg tilbragte i Viborg Kommune. Tre besøg, tre sæt fotos, mange samtaler. Fra det ene til det andet, via gåben og bil. Jeg besøgte tre institutioner, med tre ledere, der hver især er meget bevidste på, hvad de gerne vil med deres institution og som i tæt samarbejde med personalet udvikler mange og meget forskellige læringsmiljøer.

”Et barn (X) havde fundet en cykel frem og derfor spurgte jeg, om vi skulle lege benzintank … Vi havde to mælkekasser, nogle plastikforme, grene, blade og en skovl. Jeg var tankpasseren og spurgte kunderne i bil (:cykler), om, hvad jeg kunne hjælpe dem med. Vi deler gårdsplads med en anden børnehave og nogle børn derfra deltog også i legen. X skulle have benzin og noget mad og han sagde, at han var en racerkører. Der var kø til at få benzin og købe ting i kiosken. X kom forbi to gange mere, før han kom hen til mig og ville være den, der gav benzin”. (Observation af Sidsel Lykke Christensen, pædagogstuderende, 3.praktik). I Sidsels eksperiment blev hendes deltagelse i legen gennem samtale central, og de nærværende øjeblikke opstod. ”Jeg spurgte stadig ind til kundernes behov og sendte dem videre til barn X, når de skulle have benzin. Et barn inde fra tanken begyndte at lukke tanken ved at sætte et skilt (bræt) op. Derfor måtte jeg sige, at så åbner vi igen i morgen kl. 10. Et andet barn siger så, hun vil male på tanken.” Den voksne griber ”nuet” sammen med et barn, og senere flere

Vi er i starten af marts måned 2020, klokken er 10.30, og børnene i vuggestuen er netop kommet ind fra legepladsen. Det har været en formiddag med dejligt solskin. De har leget i sandkassen, rutsjet ned af den lettere fugtige rutsjebane, undersøgt jorden for muligt liv og en masse andet spændende med deres små venner på tværs af institutionen. De største af vuggestuebørnene har været på tur med nogle børn fra børnehaven samt to voksne fra henholdsvis vuggestuen og børnehaven. De skal snart starte i børnehaven. En helt almindelig dag Børnene finder deres plads i garderoben og begynder at tage overtøjet af. Man kan jo selv. Særlig de største, der snart skal videre i børnehave. De er efterhånden godt trænet i at være selvhjulpne, og en voksen siger til Oliver, der er færdig, at han gerne må hjælpe Edith, der har svært ved at få sine støvler af. Den voksne hjælper to andre børns imens. Efterhånden som de bliver færdige, sender pædagogen børnene ud på badeværelset for at vaske deres hænder. Her er der en anden pædagog, som allerede er i gang med at guide nogle børn i, hvordan de vasker deres hænder. Det kan være lidt svært, men de

Børn holder jo ikke op med at være børn og de ændrer ikke deres behov, fordi der er Corona i luften. De har de samme behov for kram, tryghed, nærvær og omsorg i en tid med store forandringer, som de har til alle tider – eller faktisk større behov. Dét gjorde det kompliceret fra marts 2020, da vi først blev lukket ned, og der blev indsat et nødberedskab, og da vi senere genåbnede under helt nye vilkår. Nu er vi nået til – i skrivende stund - januar 2021 og tingene er bestemt stadig meget brogede og udfordrende. Næsten et helt år har vi arbejdet under Coronaens betingelser og for at vise, hvor meget det griber ind i vilkårene for pædagogikken, har jeg brug for at skrive om det. Også for at vi kan fastholde og lære af de dyrekøbte erfaringer, vi har gjort!