Vi sidder rundt om bordet. Vi er tre erfarne og en nyuddannet pædagog, to studerende samt to undervisere fra pædagoguddannelsen. Frugt, småkager, vand og kaffe fylder på bordet sammen med pc’er og en masse papirer. Stemningen er forventningsfuld, nu skal vi endelig i gang med den første professionscirkel og samtalerne om det pædagogiske arbejde med børns medbestemmelse. Vi er samlet omkring ”Medbestemmelse i praksis”, et udviklingsprojekt ved UCSYD, med det formål at blive klogere på, hvordan vi kan forstå medbestemmelse, og hvordan arbejdet med det i praksis kan se ud. Projektet er tilrettelagt som tre professionscirkler, der afvikles med ca. en måneds mellemrum.

”Hvad er det vigtigste, vi kan give børnene med på deres vej ud i livet?” Spørgsmålet stiller jeg i egenskab af projektleder på det første møde i Daginstitutionen Filosoffen, hvor institutionens ledelse, medarbejdere samt to undervisere fra VIA University Holstebro er samlet for at udvikle det forestående projekt.

Her gengiver to af dem deres erfaringer og giver (mindst) 13 ideer og muligheder videre til andre – om vandforbrug, kolonihaver, høns/æg, genbrug, skraldudstillinger, og meget andet ”Hvis vi sammenligner med for 10-15 år siden, så er der sket et ret markant skred over mod det bæredygtige! Ikke som noget pligtbetonet men som noget alle de ansatte i dagtilbuddet er vilde med og synes er meget vigtigt. Perspektivet er jo, at der skal være en klode til både vores børn her og nu og ikke mindst til deres børn!” Vi sidder bænket om kaffen, da dén udtalelse falder. Egentlig er de flere om at stykke meningen sammen; de er i hvert tilfælde helt enige og de er med i en form for arbejdsfællesskab i de 15 daginstitutioner, der udgør en ramme for deres arbejde. Femten! I blot ét område i én kommune! Perspektivrigt!

En torsdag i september tager vi spand, sænkenet og fiskestang med ned til søen. Vi fylder vand i spanden og kaster sænkenettet ud. De første par gange er der ikke noget i, men så svømmer 4 små aborreunger ind i nettet. De kommer hurtigt op i spanden og vi taler om at de er flotte med deres røde finner og fine striber. Vi fanger 4 mere. Tilbage i kælderen har vi et akvarie med Søens Dyr, foreløbig med 1 skalle og 2 krebs, som vi passer og kigger på. Aborrerne ser lidt bange ud og samler sig i en lille stime. Hvad mon de spiser? Vi prøver med tørret fiskefoder og det kan de godt lide…

”Så kom dagen, hvor vi skulle bygge vores vandbane. I sidste uge samlede vi materiale til den og planlagde, hvordan den skulle se ud. Det tog os lidt tid at få den bygget, vi skulle blive enige til at begynde med, men så tog det fart – og børnene bød ind med gode forslag og ideer. Vi fik hjulpet hinanden med at holde, klippe tape og lave huller (som vandet kunne løbe videre fra) i mælkekartonerne. Til allersidst skulle vi teste vores bane, og vi fik talt om hældning, og om hvilke materialer, vi lærte, måske ikke var de bedste til vandleg i længere tid.” Sådan står der en eftermiddag på Aula til forældrene om vores aktiviteter denne dag. Inden vi kommer til dagen, hvor vi bygger vandbane, er der gået en del forud, som ikke er at finde eller læse på Aula. Inden dagen har det pædagogiske personale uger forinden haft koordineringsmøder, hvor månedens emne er blevet udfoldet og reflekteret.

Kong Stinkefod bor egentlig i skoven, og han er en stor grum trold, der lugter fælt af bussemænd og sure tæer. Faktisk blev han udnævnt til konge over troldene, fordi han er den trold, der har de mest stinkende fødder. Han gør alt det, man ikke må: Taler grimt og vredt til andre, gør grin med andre, slår andre, griner hvis nogen slår sig, han nægter at hjælpe andre og han gør disse ting, og mange andre, på en tydelig og ekstrem måde. Vi har vores egen måde at bruge læreplanen på. Vi arbejder således ikke ’isoleret’ med et enkelt tema ad gangen men mere med nogle samlede forløb/aktiviteter/oplevelser, hvorigennem vi undervejs rammer ind i de forskellige læreplanstemaer.

Faglig ledelse er topscorer – 70% har styr på det! Evalueringskulturen – halter! EVA har gennemført forskellige undersøgelser for at afdække, om den styrkede pædagogiske læreplan så i praksis har ført til ændringer i dagtilbuddene.1 Et spørgeskema blev sendt ud til samtlige dagtilbudschefer i Danmark, med supplerende stikprøver blandt dagtilbudsledere og dagplejepædagoger samt gennemførsel af 20 case-undersøgelser og studier i henholdsvis dagpleje, vuggestue og børnehave. Det korte svar er, at den styrkede udgave af den pædagogiske læreplan i stigende grad har fået indflydelse på det pædagogiske arbejde i - og ledelse af - dagtilbud i Danmark. Tættest på en fuld realisering af målene er ”faglig ledelse”, som hele 70% af dagtilbuddene vurderes at have styr på.

Børnehuset Immerkær er en sammenlagt 0-6 års institution i Hvidovre Kommune. Vi har de sidste 3-4 år arbejdet på en naturprofil. Vi har Det Grønne Spirer Flag og er pt. i gang med en friluftscertificering via Skovskolen. Vi har 52 vuggestuebørn og gennemsnitligt 80 børnehavebørn. Vi er ca. 36 ansatte. Da masteren for den nye Styrket pædagogiske læreplan blev præsenteret, blev vi enige om, at nu havde vi chancen for at for at starte på en frisk. Indtil nu havde læreplanen ikke givet mening. Den var noget, der skulle ligge på nettet, men vi formåede ikke at sætte den i spil i hverdagen. Vi satte os et mål om, at læreplanen skulle blive en ramme for vores pædagogik, noget der var synligt i hverdagen, og noget der var brugbart og ikke mindst gav mening for os alle. Læreplanen skulle være en vi kunne diskutere ud fra, en man kunne orientere sig i som ny medarbejder – og som forældre. Vigtigst af alt, personalet skulle kunne se sig selv og deres hverdag i læreplanen, læreplanen skulle ikke bare være en god historie.

Det er en solrig dag i maj, og sammen med lederen, pædagogerne og medhjælperne er jeg som konsulent inviteret til at arbejde med gruppen. Børnehaven er for nylig blevet lagt sammen med en anden, og temaet, vi er sammen om, er samarbejde, fællesskab og kommunikation. Vi har seks timer foran os og har aftalt, at når vi siger farvel til hinanden kl. 16 har gruppen lavet nogle aftaler og fået nogle redskaber, de kan bruge, når samarbejdet bliver udfordret – så de ikke behøver at have konsulenten, mig, rendende.

Det er en almindelig tirsdag morgen. Jeg er netop mødt ind og går min runde for at sige godmorgen til mine medarbejdere. Undervejs møder jeg en forældre på barsel, som gerne vil benytte sig af muligheden for en deltidsplads til sit børnehavebarn. Dog passer de politisk fastlagte tidspunkter for deltidspladsen dårligt for familien, og hun spørger om de kan få lov til at rykke tiden. Senere på min runde, møder jeg en medarbejder, som har set sig nødsaget til at fastholde og flytte et barn, som var i affekt, fra garderoben. Hun har brug for refleksion over episoden, hvordan den er tacklet, og hvordan vi kan undgå en lignende situation i fremtiden.