Den lange række af børn går to og to ad det lukkede stisystem, de fleste holder makkeren i hånden, men de to drenge jeg spørger “Hvor er vi på vej hen?” har sluppet hinanden. Jeg holder smartphonen vandret og filmer dem i deres øjenhøjde, det virker mest respektfuldt for mig. “Vi er på vej i biografen!“ udbryder den ene, og da jeg spørger, hvad vi skal der, fortæller de om film og gætter på, om der er popcorn til. På vejen hjem filmer jeg et par andre, en dreng og en pige, “Hvad har vi lavet?” spørger jeg og følger op med “Hvilke film så vi?” De fortæller om en med nogle, der skulle lave noget mad, en film, der var lidt uhyggelig, og en, der handlede om en ræv.

“Anton1 er ikke rigtigt i trivsel”, sagde vi til hinanden. Hans pædagog havde tidligt kunnet fornemme, at han ikke var helt så glad som ellers. Han kom oftere i skænderi med de andre børn, sommetider endte det også med slag fra Antons side. De andre børn begyndte at bruge sætninger som “Anton har slået igen”, “Anton slår altid”. Sommetider kunne vi opleve, at Anton fik skylden uden at have været i nærheden. Hans rolle i legen blev en anden – eller han blev ofte slet ikke en del af legen. Når vi siger, et barn ikke trives, tænker vi måske, at så ved vi alle, hvad dét betyder. Men gør vi det? – eller har vi i virkeligheden brug for at få flere vinkler og fortællinger frem, så det giver mere mening?

Det første der slår mig er, at der ikke engang er antydning af skubben og råben og ’mig først’, men nærmere en form for modulopbygning, styret af børnene selv. Der er en voksen i området, men en som netop kun er til rådighed og som kun blander sig i børnenes aktiviteter, hvis der er et særligt behov for det. Dernæst lægger jeg mærke til, at der er en del gensidig hjælp. Man tager ikke blot sin egen madpakke og smutter væk, men flere af dem hjælper de andre med at finde den rigtige madpakke og række den videre til rette vedkommende.

KR: ”Mange er optaget af, om vi risikerer at presse for meget på hos de 1-6 årige – hvad kan de overhovedet magte og hvordan undgår vi, at de bliver mere usikre og at de bliver bange?” KDM: ”Det vi har mødt i vores forskningsprojekter, og som anden forskning også peger på, er, at man i dansk og nordisk pædagogisk tænkning ofte knytter barndommen til et bekymringsfrit liv. Der er en frygt for at gøre børnene bekymrede, men det vi ser i vores projekter er, at det ofte mere er en frygt hos pædagogerne og forældrene end hos børnene. Undersøgelser viser faktisk, at børn både véd mere om disse emner og at de er mere interesserede i dem, end hvad vi voksne ofte tror! Såh, det er jo en diskussion om, hvorvidt vi skal skåne børnene eller om de har ret til at deltage i noget, der vedrører deres egen fremtid? Om det ikke er en demokratisk ret at blive involveret i noget, der får så stor betydning for én selv og den verden man lever i? – men naturligvis en involvering på en alderssvarende måde.”

Første april træder jeg ind igennem døren til naboinstitutionen, jeg har skruet det helt store smil på. I månederne forinden er det besluttet at de to dagtilbud ved siden af hinanden skal fusionere, jeg har fået opgaven. Det betyder at den institution, som jeg træder ind i nu, har mistet deres leder – ufrivilligt. De har ikke ønsket, at jeg skal komme. De har ikke ønsket fusionen, forandringen og det nye, det er altså ikke mig personligt, der udgør et problem.

Når vi kan sé, hvad vi taler om… Vi som personale vil undervejs gerne have formidlet den viden og de iagttagelser, vi som fagprofessionelle har om barnet, samtidig med at vi får inddraget forældrenes viden og erfaring og eventuelle succeser/udfordringer i hjemmet. Det bliver ofte til mange ord og aftaler, vi sammen skal holde fast i undervejs. Samtidig skal samtalen gerne være aktiv fra både forældre og medarbejdere, vi skal dele viden, og vi skal tale et fælles sprog, der ikke ’vælter’ forældrene omkuld i fagtermer.

Et godt forældresamarbejde opstår ikke af sig selv, der ligger ofte et omfattende og nænsomt arbejde bag. Det arbejde har vi i Børnehuset Skovmosen haft større fokus på de seneste år, blandt andet fordi forældresamarbejde har fået en ny og mere fremtrædende rolle i de nye styrkede pædagogiske læreplaner.

Opbygning af et godt forældresamarbejde er i fokus, når der afholdes velkomstsamtaler i vuggestuen. Og det er helt naturligt, at samtalerne kan bære ganske forskellige steder hen.

Anna skal starte i vuggestue, men det er ikke kun Anna der skal starte i vuggestuen, det skal hendes forældre også. Ved forældrenes allerførste møde med vuggestuens personale starter det vigtige samarbejde. Det er vigtigt, at personalet kender Anna og hendes forældre godt, inden de starter i vuggestuen. Derfor er en opstartssamtale bygget op om et samtaleskema, der både belyser barnets og familiens ressourcer og eventuelle udfordringer. I fællesskab tales der om Anna og hendes forældre, så der sikres et nuanceret blik på både ressourcer og behov.

Der lyder en høj tone i luften, børnene stopper og lytter. Sammen går børn og voksne efter lyden. Børnene taler om, at de synes, det lyder som en flodhest. Vi kommer til en klynge træer, som danner en lille hule, her møder vi Aksel, der står og svinger ”en brummer”. Aksel inviterer børn og voksne til at sidde ned, mens han fortæller en historie og spiller på sjove hjemmelavede instrumenter. Børn og voksne medinddrages med små klokker, som vi spiller på, og samtidig lærer vi Aksels sang.