Kender I det …
De sidste 4 år har vi været en del af et projekt til større inddragelse af og væren i naturen. Dette har blandt andet betydet faste udflugtsdage, hvor destinationen typisk har været skov eller strand. Det startede i en periode, hvor vi oplevede rigtig mange udfordringer med en bestemt gruppe drenge. Kernen i deres konfliktmønster var kampe om positioner i gruppens hierarki, for lidt plads til bevægelse og sidst men ikke mindst en gruppe af voksne der var ved at løbe tør for handleværktøjer. I starten af forløbet så vi, at drengene ofte tog deres vanlige konfliktmønster fra hverdagslivet i institutionen med ud i naturen. Men! - i løbet af ganske kort tid begyndte der at ske en ændring i børnenes adfærd. De gik fra meget lidt overskud til hinanden til langt mere overskud og rummelighed til samvær og relationer. Denne ændring har vi i de 4 år set udfolde sig blandt alle de børnegrupper, vi har haft med i naturen.
Små børn kan være med til alting i naturen
Hønsehuset er utæt, sneen er føget ind men minihavens frivillige hønsepassere er klar til at sprede frisk strøelse og halm. Ingen vil have, at hønsene bliver syge, og midt i hønselort og flagrende vinger kravler to friske drenge ind og giver sig i kast med at sprede halmen – efter de lige har tjekket, om der er æg, de skal samle ind. Her er ingen sure miner fra forældre over et flyverdragt-ben, der er indsmurt i hønselort. Halm og savsmuld føles groft imellem fingrene - en lille flis kan snige sig ind i hånden - ”Pyt, det er de seje børn, der får knubs”. Mens vi øver ansvarlighed og dyreetik, fortæller børnene det, de ved om hønsene og snakker om æg, kyllinger, udrugning og mad. Vi har ruget egne kyllinger ud og slagter også. Børnene kan se på, hvis de har lyst og de prøver også at være med til at plukke fjer og dun af dyrene, som er en god øvelse for pincetgreb, finmotorik og sansning, især når lort og tis lugter af ammoniak.
Stjernestunder, glæde og pædagogik
Fatma er en lille pige, der netop er kommet til landet med sin familie. Hun er 2½ år og meget ængstelig ved opstarten i vuggestuen. Selvom hun har besøgt den sammen med sin mor nogle gange, er hun meget ked af det, da mor går. Pædagogen har lært sig på pigens modersmål sætningen ”Jeg passer på dig!” og den gentager hun flere gange i løbet af formiddagen, og samtidig viser hun med sin adfærd barnet omsorg. Efter nogle få timer kommer der et forsigtigt smil på Fatmas læber. Pædagogen spejler pigens smil og gentager ”Jeg passer på dig!”. Pigen tager nu pædagogen i hånden og følger hende tæt resten af dagen. Da moren henter hende, er hun optaget af en leg, og moren sender pædagogen et stort, taknemmeligt smil.
Her bliver du ansat på dit glade ansigt
”Kan du gætte, hvem jeg er? Kan du gætte, hvem jeg er? For jeg har fået maske på, misk mask maske på, kan du gætte, hvem jeg er?” Musikken flyder fra guitaren og børnene danser lystigt med, imedens de tager masker op foran ansigtet. Medarbejderen kan ikke lade være med at grine sammen med børnene, inden de synger videre. Denne smukke stund er ikke unik i Børnehuset Lille Sødal. Vi griner, og vi krammer med børnene, og alle medarbejdere ved, hvor vigtigt det er, at børnene oplever glade og kærlige voksne hver dag. Nyt Børnehus Børnehuset Lille Sødal er forholdsvis nyt. Vi har lige fejret to års fødselsdag sammen med børn og forældre. Vi er 10 medarbejdere, to vikarer, en husassistent og en daglig leder. Vi var alle nye med hinanden, da vi åbnede dørene for to år siden, og vi har arbejdet målrettet med at opbygge en varm, kærlig og faglig kultur. Vi tror på, at det værdigrundlag som Den styrkede pædagogiske læreplan er bygget på, skal skinne igennem hele dagtilbuddet fra daglig leder til medarbejderne, børnene og deres forældre.
Man kan ikke få trygge børn uden trygge forældre og medarbejdere
Filosofien er, at hvis man pludselig føler sig nedslidt og på vej mod sygemelding, kommunikerer vi med vedkommende om, at de i en periode måske kan nøjes med at være på arbejde i halve dage. Eller at de, også i en periode, kan lave andre opgaver, der ikke er helt så krævende. Hvis man nu har hovedpine og det at være sammen med mange børn er for meget, så kan man for eksempel arbejde med forældresamtaler1 eller med sprogvurdering, så man måske ikke behøver at blive hjemme. Man leverer det, man kan, kunne være overskriften. De ved derfor godt, at de kan ringe ind om morgenen og sige ”jeg er ikke helt 100 %, men jeg kan godt byde ind med… ” Det kan det også være samme dag, man har meldt sig syg om morgenen, at man har noget at byde ind med senere på dagen; dette afstemmes med den daglige leder ved middagstid – og vi har jo et rigtig godt kendskab til hver enkelt medarbejder. Som ledere er det en rigtig god fornemmelse, når en medarbejder ringer og siger: ”Jeg er klar til i morgen” … så siger vi: ”Det er så dejligt, du vil komme, tror
Musikalske veje til børns glæde og fællesskab
”Sommerfuuugl, kom nu ud fra dit skjul”, synger børn og voksne i lange, rolige toner, gemt bag gennemsigtige tørklæder. Sangen ændrer nu karakter med en rytmisk melodi akkompagneret af Anders’ hurtige slag på trommen. Lotte bevæger sig livligt rundt blandt børnene med smil og øjenkontakt. Tørklæderne bevæger sig op – ned – rundt, og børnene griner, når de strejfer hinanden. Pigen Anna står dog helt stille. Lotte tager hende hurtigt i hånden, smiler opmuntrende og sammen vifter de roligt tørklæderne. Anders sætter sig ned for at vende tilbage til den rolige begyndelse af sangen. Børnene bevæger sig energisk rundt med de flagrende tørklæder. “Nøj, hvor I flyver!” udbryder han så og fortsætter den livlige del af sangen, indtil han fornemmer, de er klar til skiftet.
Vi leder hele tiden efter de positive begivenheder og vi deler dem flittigt med børn og forældre
På billedet til venstre ser du Peter Andersen. Han er én af Selmas bamser. Hendes mor fortæller mig: ”Selma har omkring hundrede bamser, der hver aften bliver sirligt stablet i hendes seng, og forleden kom vi til at tale om Peter Andersen. Selma fortalte, at hun engang havde haft Peter Andersen med på Kyllingestuen, men at de andre børn havde drillet lidt. De sagde, at det jo ikke kunne være en dreng, når den var lyserød og lilla, for dét er ikke drengefarver. Derefter sagde Selma til mig: ”Men så sagde Jens, at hans yndlingsfarver også er lyserød og lilla. Og Jens er jo en dreng!”” Det er fire år siden. ’En sætning: ’Jens sagde… ’ Som Selma stadig husker den dag i dag og tog med sig videre.
Man må opsøge det, som børnene synes, er morsomt – det er ofte lærerigt
Sussie skriver på en post-it, som hun sætter på døren ved siden af andre sedler. Benny, to år, ser interesseret på, han peger og smiler til Sussie. Hun nikker, tager en ny seddel, skriver på den og sætter den på Bennys mave. På sedlen står der ’mave’ og Benny viser stolt maven frem. Flere børn kommer til. ’Osse mig!’, osse mig!” Så skriver Sussie flere sedler og sætter på forskellige steder. På et øjeblik er to kolleger og otte børn igang med at sætte sedler på næsen, ryggen, foden; så skriver Sussie dør, og giver sedlen til Benny, som sætter den på døren. Snart sidder der små sedler over alt.
De voksne er stemningstermostater
Det er onsdag morgen i Børnehuset Provstejorden, og lyset er dæmpet i alrummet. Ved bordet sidder Lone og laver puslespil med tre børn, nede på gulvet sidder Eva og leger med Duplo sammen med to børn. Døren fra garderoben går op, og ind kommer Rebecca og hendes far. ”Godmorgen med jer”, siger Eva og kigger smilende på Rebecca. Rebecca har været syg de sidste to dage og vil gerne være tæt på far. Da de har vasket hænder, sætter de sig ned ved bordet, og Lone spørger ind til de sidste to dage. Mens far og Lone taler, begynder Rebecca at lave et puslespil ved bordet. På samme tid kommer Alfred løbende ind ad døren, og løber lige i favnen på Eva, mens de siger godmorgen til hinanden. Oppe ved bordet er Rebeccas far klar til at tage på arbejde, men Rebecca har fortsat brug for en voksen, så Lone siger med smilende øjne og åbne arme: ”Kom du over til mig, Rebecca, så hjælper jeg dig.” Rebecca bliver ked af det, da far går, og Lone krammer hende og gentager, at hun nok skal hjælpe hende.
Den muntre toiletklokke og andre nyttige påfund
Det er december og rundturens start i garderoben har da også et juleindslag. Natten før har de fastboende nisser været på spil og har trukket mine-strimler rundt i hele huset. Den historie løber børnene lige ind i, når de ankommer med mor eller far og mystikken er stor: Hvad har nisserne nu gang i? Torben fortæller, hvordan børnene ’næsten ikke kan være i deres egen krop for latter og spænding’ og for mig er det tydeligt, at han selv morer sig mindst lige så godt. Han elsker at skabe spænding og latter hos børnene. Og hans ansigt flækker helt, da han peger på et sæt blå underbukser, der hænger på en af strimlerne. De skyldes, at han mangler netop blå underbukser og dem har nisserne jo været med som julegave til ham! Forestil jer børnenes øjne når de hører dén forklaring! ”’Har du husket dine blå underbukser, spørger de med store grin, når jeg går ud ad døren.”
