Selvledelse – det skulle vel være nemt nok?
Team medlemmerne i et af Center børnehavens tre teams, er dybt frustrerede. Frustrationerne er så tilpas store at teamet, udover samtale med leder, ønsker at få hjælp fra en ekstern konsulent. Leder og team beslutter en mødedato. Mødelederen Frank indleder med at spørge, hvad det er, vi sammen skal tale om. Der bliver dyb stilhed. Langsomt bliver der åbnet op for, hvad der opleves frustrerende. På mødet bliver nu følgende ”svesker lagt på disken”: Karina, teammedlem, åbner op for problemstillingerne. Til lederen Andreas: ”Du forstår simpelthen ikke alle de opgaver, vi har og skal gennemføre i løbet af en uge”. Morten, et andet team medlem, fortsætter: ”Vi forstår heller ikke, hvilken rolle vi har som selvledende medarbejdere, og hvilken roller du har som leder. Hvad er lederens opgave? Hvad er vores opgave som et selvledende team? Hvad er selvledelse hos os i Centerbørnehaven? Og hvordan er vi selvledende?”
Mit vigtigste ledergreb er at sørger for fokus på pædagogikken
Ledergreb: At få åbnet stuerne og få pædagogikken på dagsordenen Som pædagogisk leder i klyngen var jeg i flere institutioner i kortere eller længere tid, hvor vi kunne se, der var udfordringer med fagligheden og kvaliteten. Faglighed forstår jeg sådan, at vi som pædagoger kan reflektere over vores praksis og handle ud fra, hvad der er bedst for barnets udvikling og fællesskabets værdier. Jeg oplevede for eksempel en medarbejdergruppe, som kæmpede en daglig kamp for, at børnene skulle trives. De enkelte stuer lukkede sig helt typisk om sig selv og blev seks små institutioner i én institution. Medarbejderne havde ikke overskud til at have blik for andet end deres egen stue, de havde glemt det fælles værdigrundlag og de arbejdede nu ud fra en privatpraksis. Ud fra de bedste intentioner! Mit vigtigste ledelsesgreb er da at bringe fokus tilbage på pædagogikken og den pædagogiske praksis: Gør vi det vi tror vi gør og hvorfor gør vi det? Vi gennemgik rutiner og daglige gøremål, som de for eksempel udfolder sig under måltiderne: Hvor meget er børnene inddraget? Får de lov til at dække bord, hælde op og tage mad selv? – så de ikke bliver frataget muligheden for at opnå dé
Skiftet fra pædagog til leder har været en vild rejse!
Jeg var ikke er sekund i tvivl om, at jeg gerne ville være leder Jeg har nemlig som pædagog altid været typen, der meldte mig på opgaver: Skemaansvarlig, arbejdsmiljørepræsentant, vejleder for pædagogstuderende, fagligt fyrtårn – for eksempel. Jeg bliver simpelthen enormt motiveret af at have arbejdsopgaver, hvor jeg har ansvaret for at få ting til at lykkes, i samarbejde med medarbejdere og samarbejdspartnere. Jeg var også været drevet af en nysgerrighed på: Hvad er ledelse? Hvilke opgaver indebærer det? Har jeg mon de kompetencer, der skal til? Alt i alt: Jeg var ikke et sekund i tvivl, da jeg fik muligheden for at få en lederstilling. Det blev en stejl læringskurve fra pædagog til leder Skiftet fra pædagog til leder har været en vild rejse! Lidt en oplevelse af ’at skulle starte forfra’ og tilegne mig en ny fagidentitet. Jeg kan naturligvis stadig bruge min pædagogiske baggrund men hovedfokus er nu på ledelse og på at skabe de rette rammer, så mine medarbejdere kan lykkes med kerneopgaven. Mit første lederjob var i ’eget hus’, leder for mine kolleger. Det føltes meget trygt at starte som leder i kendte rammer og jeg følte mig meget privilegeret. Da jeg havde været pædagog
Praksisfortællinger åbner for børneperspektivet
I denne artikel kommer vi med et eksempel på, hvordan man professionelt kan arbejde målrettet med børneperspektivet i praksis. Processen foregår overordnet i tre dele: deltag aktivt i praksis, nedskriv praksisfortæller over oplevede situationer med børn, og til slut foregår den refleksive proces med at fremmane barnets perspektiv i analysen af praksisfortællingerne. Begrebet børneperspektiv Begrebet børneperspektiv dækker over det, at pædagogen med sin erfaring og faglighed bestræber sig på at få indblik i barnets oplevelse. Børneperspektivet er en fast del af den pædagogiske hverdag, og begrebet blev i 2018 formelt obligatorisk med Den styrkede pædagogiske læreplan. ”Børneperspektivet er skrevet ind i formålsbestemmelsen for at tydeliggøre, at barndommen har værdi i sig selv, og at det pædagogiske læringsmiljø skal tage udgangspunkt i et børneperspektiv, uanset om der er tale om hverdagssituationer, børneinitierede aktiviteter eller voksenplanlagte forløb.” Barnets perspektiv er altså pejlemærke for, hvordan den pædagogiske praksis skal formes og evalueres.
En snak om regnormesmoothies for biller Hvordan skaber man god naturformidling?
“Se hvad vi har fundet!”, råber børnene, stakåndede af begejstring, mens de kommer løbende med en død bille. “Det er en stor, flot løbebille!”, siger pædagogen. Børnene står lidt og kigger på den, så smider de den fra sig og løber væk igen. Men hvad hvis nu pædagogen i stedet vælger at skabe en formidlingssituation, hvor børn og voksen sammen udforsker billens store dræberkæber? Pædagogen fortæller, hvordan løbebillen dræber regnorme og sprøjter spyt ind i dem, så de bliver helt flydende indeni, for bagefter at drikke dem som ‘regnorme-smoothies’. Børnene leger ‘Billen efter regnormene’, og til eftermiddagsmaden lader de som om, at de drikker regnormesmoothie. Kriterier for at formidle naturen Pædagogers formidling af naturen er et centralt element i arbejdet med at give børnene adgang til konkrete erfaringer med natur og naturfænomener. Når pædagogen på denne måde formidler naturen, får børnene viden om og kendskab til naturen og dens processer på en medrivende og fængslende måde, som skaber optagethed og fascination, og derved støtter børnenes naturforståelse. I denne artikel vil vi udfolde seks kriterier for god naturformidling i den pædagogiske hverdag.
Pædagogen som kulturformidler, også i naturen– med hånddukker som medie
Børnene sætter sig forventningsfuldt foran eventyrbordet, sidder helt stille og venter på, at musikken starter. Dukkerne ligger klar og det æstetiske rum er lavet på forhånd. At opleve så mange børn så helt og aldeles stille på samme sted og tid er ikke et almindeligt syn – men til eventyr sker det! Dukker ka’ noget med relationer og med fantasien Dukken og eventyret er et af de mest relations skabende redskaber, jeg har arbejdet med, og det skaber et fælles tredje, som er utroligt virkningsfuldt. Desuden kan det fastholde børns opmærksomhed i en helt særlig grad. Jeg har opført flere forskellige slags eventyr udendørs i form af bordteater med hånddukker, blandt andet i en bålhytte hvor der er blevet brugt naturmaterialer til kulisser, konkreter og til det stemte rum. Det kan så være de klassiske eventyr eller en dramatiseret udgave af en god bog, jeg dramatiserer. Den slags fortællinger er meget oplagte til at tage med udenfor, særligt fordi uderummet bedre understøtter fantasi, nærvær og æstetik. Jeg oplever naturens understøttende effekt på fortællingerne, hvor særligt det æstetiske udtryk bliver magisk med årstidens materialer. Børnene kan selv være med til at lave kulisserne på forhånd, og en stor sten kan sagtens
Relationer er afgørende på legepladsen
Du hedder Anton, du er tre år og du er ny i børnehaven. Det er tirsdag, og du skal være på legepladsen. Dine lege-kompetencer og evne til at ”byde dig til” i legen er stadig under udvikling. Lige nu cykler du formålsløst rundt og venter på at blive hentet. Hvilke muligheder har du nu for at: – komme ind i en leg? – få inspiration til nye lege? – få hjælp, hvis tingene går i hårdknude? – finde trøst i en varm favn, når trætheden melder sig? Svarene afhænger af os voksne – og ikke kun af for eksempel vores indretning. For selvom legepladsen traditionelt set har handlet om børns egen leg og indretning til denne, så ved vi i dag, at andre faktorer spiller ind. For eksempel vores relationsarbejde og vores tilgang til leg og konfliktløsning. Overvejelser og nye tiltag må derfor både handle om indretning og om, hvordan vi voksne sætter os selv i spil.
Dyresommerland og vulkaner i skoven
Laura, Frederik, Elfrida og Villads er fordybet i en leg midt i Knivholt skov. Børnene har taget noget legetøj med i skoven og leger nu, at bondemanden har taget dyrene med i Dyresommerland. ”Så sagde vi, at dyrene blev syge”, siger Frederik. ”Ja og bondemanden fandt nogle blomster, som han kunne bruge som medicin. Og så blev dyrene heldigvis friske igen,” siger Laura. Senere, i skoven, fandt børnene en vulkan, og dyrene fik lov af bondemanden til at kigge ned i vulkanen. Da dyrene havde været i Dyresommerlandet, havde de taget en rutsjebane med, som de nu brugte som en stige. Børnene fandt også noget bark som dyrene kunne rutsje ned ad fra vulkanen. Alle gik videre, og dyrene og bondemanden var blevet trætte. Så kom de til Anemoneland. I Anemoneland fandt børnene et hus, hvor dyrene kunne hvile sig. Da de havde hvilet sig, fandt de endnu en rutsjebane, som de tog med hjem i børnehaven. Legen forsatte hjemme i børnehaven sammen med de andre børn, som hurtig blev draget med ind i legen.
Opdeling af legepladsen, faste rutiner, natur og leg viste sig at være den helt rigtige kombination!
Det er tidlig morgen i Oasen. Ulla er ved at gøre klar i Troldehytten; dét gør hun med største omsorg hver morgen. Hyggelamper, skind og tæpper er på plads, når Oscar, Vida og Karla kommer til morgenmad. Heldigvis ved Otto, at når han kommer kl. 7.30, kan han bare gå hen til sin egen udegruppe, hvor Rikke, en af hans voksne, er kommet. Det er trygt og kendt, som Otto bedst kan lide det. I Oasen har vi i det hele taget fundet veje til at organisere vores hverdag og som kombineret med vores udeliv er afgørende. Vi har således en fast opdeling af vores legeplads, så hver gruppe har deres egne inde-og uderum. Det giver en genkendelig og sikker base og på den måde kan Otto være sammen med sine venner og egne voksne fra Skovnisserne hele dagen. Det betyder igen god trivsel, børn fordybet i leg, meget få konflikter/gråd, voksne der ved, hvad de vil i det, de gør hver dag, nærværende og til stede - og børn der altid ved, hvor disse voksne er.
Roterende udegrupper og en tilknyttet naturformidler sætte mere gang i udelivet
I Lindegården er der roterende udegrupper og jeg er sammen med grupperne og deres faste voksne en måned ad gangen. Udelivet foregår oftest hjemme på matriklen og vi holder fortrinsvis til i området ved det røde hus, som minder om noget, der er faldet ud af en Astrid Lindgren historie og som inviterer til fantasi og eventyr. Desuden er vi i Æblelunden, som er et skønt område med gamle æbletræer, masser af store træstammer, sten, paller, bildæk, klatretræer, huler, bål sted og shelter. Tilsammen er det en oase for børn, hvor der mosles og bygges og hvor de finder masser af insekter og dyr, plus at der både er brændenælder og skvalderkål. Børnene bygger kvashegn og fuglekasser, leger mudderkøkken eller tegner en have En gruppe børn arbejder i dag med det store pælebor, drejer det rundt, bruger kropsvægten og løfter jord op, så der kommer et fint hul til pælen, som skal bankes i. Der skal måles afstand til, den næste pæl. De laver kvashegn. En anden gruppe er i gang med at save under det lille halvtag. Her er der høvlebænke, børnesave, søm og hammer. Det er genbrugsbrædder, men de er superfine til at bygge fuglekasser af.
