Tilbage

januar 2025

Corona-virussets indtræden i Danmark har vendt op og ned på hverdagens normale struktur, stort set hos alle. Det har også betydet, at Katholt Syd, en specialgruppe i Øster Jølby Børnehus, Morsø Kommune, har gjort skoven til deres daglige base. De 5 børn i specialgruppen har hver deres særlige behov bestående af kognitive udfordringer, udfordringer med tilknytning eller sproglige udfordringer. Sammen med to pædagoger og en studerende tager de i skoven hver dag mellem 8.30 og 13.30. Det væltede træ ”Susanne cykler i skoven med børnene Peter, John, Gitte og Karsten. Morten går derud med Oskar. I dag tændes bålet ved shelteret kl. 9.00 og der spises formiddagsmad. I går var der storm, hvilket italesættes af de voksne, og måske kan det ses i skoven. Børn og voksne går derfor på opdagelse, og pludselig råber Peter: ”Kom, Kom – se, det store træ, det er væltet”. Både børn og voksnes opmærksomhed fanges af det kæmpe træ.

Corona og COVID-19 medførte en gennemgribende ændring af vores samfund – og af vores hverdagsliv på Holmeå Børnecenter. Der er blevet gjort en kæmpe stor indsats for at udvikle alternative handlemuligheder indenfor pædagogikken overalt i Børnecentret. Her vil jeg imidlertid behandle et ganske bestemt område, nemlig de tosprogede børn og deres læringsmiljø. Formålet med at beskrive netop dette område er, at vi kan uddrage læring, der kan have betydning for det fremtidige arbejde indenfor netop dette felt. Den regionale og nationale indsats i forhold til corona har motiveret en tosprogsvejleder på Holmeå Børnecenter til at sætte sig nye mål for arbejdet omkring de tosprogede. Vejen kommune havde netop i 2020 et politisk mål om at arbejde med læringsmiljøerne, og temaet fylder i den styrkede pædagogiske læreplan. Restriktioner på ukrainsk Holmeå Børnecenter består af flere matrikler, og denne artikel tager udgangspunkt i det arbejde, der er foregået i Børnehaven i Hovborg. Første gennemgribende forandring i Børnecenteret kom, da Statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned den 11. marts 2020. Siden åbnede vi igen, men med mange forskellige restriktioner, som påvirker det pædagogiske arbejde i institutionen. I forhold til arbejdet med de tosprogede børn og deres familie var det et tilbageskridt ikke at

”Se mig Chugar. Mig har mundbind på” sådan sagde lille Gabriel på to år, til en af de voksne på hans stue. Gabriel legede, at en af Legoklodserne var et mundbind, og det skulle han have på, inden han skulle ud at flyve Vi er en stor institution, med mange børn. Vi arbejder, ”under normale” omstændigheder, gerne i mindre grupper og på tværs af stuerne, så børnene lærer hinanden bedre at kende. Ligeledes er samarbejdet på tværs af stuerne også med til, at personalet får bedre kendskab til alle børn i huset. Da vi i foråret blev pålagt restriktioner om at holde børnene adskilt i mindre grupper, havde vi, som personale, en følelse af at fratage børnene værdien og friheden til selv at kunne vælge, hvem de gerne ville lege med. Vi ved jo, at børnenes sociale kompetencer udvikles i fællesskab med andre, og i særdeleshed gennem tætte relationer – så hvordan skulle det gå, når vi fratog børnene muligheden for selv at vælge legekammerater?

”Det har været rart ikke at tænke på møder i løbet af dagen, at man skal forberede sig på at afslutte, så du kan møde eller passe andre folks børn. Det er rart ikke at sidde i et møde med dårlig samvittighed, fordi mine kolleger kæmper med dårlig bemanding på en stor børnegruppe.” (Kristin) ”Jeg sætter pris på god info fra ledelsen i disse tider. Jeg føler, at vi har formået det hele på fremragende vis. Sammen er vi gode!” (Tina) ”Jeg oplevede dele af perioden som stressende, med ekstra rengøring og nye rutiner. Jeg blev ofte stresset af at glemme at vaske legetøj efter brug, gøre toiletter, dørhåndtag, vogne, rene og følte på et tidspunkt, at mit fokus var mere i retning af at følge op på disse rutiner snarere end på børnene. I første omgang var det udfordrende at prioritere det ”rigtige”: Hjælpe en presset kollega der havde brug for et par ekstra hænder til bleskift? Selv om det ikke var ’min egen’ gruppe? Mange var i første omgang usikker på dette, men jeg følte, at vi henad vejen blev bedre til det. Jeg oplevede også at have mere 1:1 tid med hvert barn i min gruppe,

«Vi må fastholde erfaringerne!» Før ferien bad jeg mine medarbejdere svare på tre spørgsmål om Corona tiden. Jeg skrev blandt andet til dem: ”Det er vanskeligt at forstå, hvad vi har været igennem, siden vores institution blev lukket ned kl. 18.00 den 12. marts og frem til i dag. Ofte har det føltes som at befinde sig indeni en boble eller en drøm. Vi har flere gange måttet ændre praksis radikalt undervejs! Og vi har ikke fået tildelt god tid til det: En til to arbejdsdage og en weekend…..godt vi er omstillingsparate, og vant til at dreje os rundt i en fart!

Da jeg tiltrådte som ny leder af Sennels Børnehave i oktober 2019 var der på forhånd lagt op til ændringer – jeg overtog stillingen efter at børnehaven havde haft samme leder, pædagogik og kultur i 2638 år. Umiddelbart havde jeg to store opgaver foran mig implementering af de nye styrkede læreplaner og så at samle de to huse, der udgjorde børnehaven. Derudover ønskede jeg mere forældreinddragelse, børneperspektiv og udeliv på dagsordenen. Sennels Børnehave er en ældre børnehave, hvor de gængse børnehaverutiner var en prioritet. Inde indtil middag, halvanden time ude og så ind igen. De to fysiske huse havde udviklet hver deres kultur, og få kvadratmeter i begge huse gav udfordringer i at skabe plads og rum til forskellige slags læringsmiljøer med plads til både store og små, med plads til dukkehjørnet og samtidig også tarzanleg med store armbevægelser og mange lyde. Den største overraskelse kom, da jeg opdagede, at de to huse, hvor Musvitten, der var bygget som institution til 43 børn, og Blåmejsen, der havde til huse i naboskolens gamle lærebolig, stort set ikke samarbejdede, til trods for at de delte legeplads, at der var fælles personalemøder og fælles åbne-/lukkevagter i Musvitten. Forældrerådet kunne fortælle at Blåmejsen i det

I begyndelsen af marts 2020 kom første nedlukning, ret pludseligt og betød en radikal ændring af strukturen i vores hverdag på SFO´en. Vi stod og skulle modtage lidt over 54 nye børn, alle planer var lagt, og vi var klar. Nu måtte vi pludselig ikke være indenfor, alle skulle deles i mindre grupper, samtidig med vi skulle lære de nye børn og deres forældre at kende. Vi havde nødpasning for de børn, hvis forældre arbejdede som sygeplejersker, i ældreplejen eller i andre samfundskritiske stillinger, og for særligt udsatte eller sårbare børn. Vi måtte rykke sammen i bussen, lavet nyt skema, én fælles retning, som vi alle kunne være i. Lokaler skulle deles op, spritstandere sættes op ved alle ind og udgange og både børn og voksne skulle huskes på at vaske og spritte hænder ofte.

”De voksne må ikke gå med ind i børnehaven mere. Nu har vi børnehaven helt for os selv!” Børnene i både vuggestue og børnehave i Børnehuset Ålsgårde er igennem hele Coronatiden blevet afleveret enten ved lågen ind til legepladsen eller i døren ind til stuen. Det er helt fantastisk at se, hvordan børnene nu kommer ind på stuen, med deres små rygsække på, hvordan de målrettet går hen og sætter deres madkasse i køleskabet og deres drikkedunk på plads på stuen, fortsætter ud i garderoben og tager deres overtøj og sko af, som de til sidst målbevidst hænger på plads i deres garderobe - for derefter at entre stuen, selvsikre og klar til at gå i gang. Flere børn, som tidligere kunne have svært ved at slippe deres forældre, når de blev afleveret, eller som kom generte ind på stuen og havde brug for lige at sidde lidt hos en voksen, inden de gik i gang med at lege, er under Corona blevet styrket væsentligt i deres måde at ankomme og starte dagen på. De stråler af selvtillid og mestring og de fremtræder glade og klar til dagen på en helt ny måde. For eksempel har vi en pige, som

Bullerbos ambition i forhold til forældresamarbejdet er, at forældrene altid er velkommen til at deltage i hverdagen, i samlinger, til at tage med på ture m.m. Det betød at vi med sundhedsstyrelsens restriktioner skulle gentænke vores forældresamarbejde. Under nødpasningen havde de voksne i Bullerbo derfor særlig travlt, med at holde kontakten til alle børn og deres familier, men med et særlig fokus på børn i udsatte positioner. Vi lavede derfor en strategi for, hvordan vi ville sikre vores gode forældresamarbejde: · Alle familier fik en telefonopringning, hvor en pædagog fra gruppen snakkede med forældre og børn · Familier i udsatte positioner fik to opringninger og tilbud om nødpasning · Alle børn fik bogen ”Kan en hund grine” med introduktion til, hvordan forældrene kunne læse bogen med deres børn (billedbog) · Alle børnehavebørn fik et legekatalog med forslag til, hvad man kunne lave med børnene

Det er tidlig morgen i december. Der dufter af kaffe i hele huset. En pige ankommer med sin mor, de ringer på ringeklokken ved yderdøren. En medarbejder kommer ud, åbner døren og spørger om mor vil have en kop kaffe med på vej til arbejde - der er nemlig forældrekaffe-to-go. Pigen kommer ind og finder en hvid pose, hun har dekoreret dagen før. I posen er der en honningkage, som pigen selv har lavet og en julehilsen fra personalet. Mor siger farvel i døren og får posen og en kop kaffe med sig på vejen. Medarbejderen og pigen går ind, så pigen kan få sin rygsæk og overtøjet af. Madpakken og drikkedunken bliver lagt i en plastikkasse i køleskabet og de går ud på badeværelset og vasker hænder. Så er pigen klar til dagen. Video til de nye forældre Det har været en meget anderledes hverdag i Børnehuset Kingo siden nedlukningen i marts. Pludselig måtte forældrene ikke komme ind i institutionen længere, de skulle aflevere og hente deres barn i døren. Især de helt nye forældre, var det svært for. De måtte ikke komme ind og se institutionen, inden deres barn skulle starte og nu, hvor barnet er startet, har

LOG IND

Mistet din adgangskode?