Følg os på de sociale medier
Tilbage

april 2024

Første april træder jeg ind igennem døren til naboinstitutionen, jeg har skruet det helt store smil på. I månederne forinden er det besluttet at de to dagtilbud ved siden af hinanden skal fusionere, jeg har fået opgaven. Det betyder at den institution, som jeg træder ind i nu, har mistet deres leder – ufrivilligt. De har ikke ønsket, at jeg skal komme. De har ikke ønsket fusionen, forandringen og det nye, det er altså ikke mig personligt, der udgør et problem.

”Da Sofie står ved sine Post-it og fortæller, at hun ville ønske, hun var bedre til at være impulsiv i arbejdet med børnene, kigger Beate op og afbryder hende: “Tænker du da ikke, at dét er du? Jeg oplever det helt modsatte”, hvorefter Beate kommer med praksiseksempler, hvor Sofie har været impulsiv sammen med børnene. Der opstår en god stemning med åben faglig feedback mellem personalet, og dette fortsætter faktisk gennem hele øvelsen - med større og større grad af tillid og engagement.” Dette lille eksempel stammer fra et forløb, hvor vi sammen skulle evaluere arbejdet med de pædagogiske læreplaner.

For noget som føles som nær tusinde år siden blev jeg leder. Lidt af bagvejen fordi jeg turde stå ved, at noget ikke var godt nok hos den leder, jeg var souschef for. Så blev jeg selv leder. Jeg var så heldig, at Ditte, der blev min souschef, var et menneske, der kendte mig rigtig godt og ikke mindst var fuldstændig formidabel til at gribe alle mine mange bolde. Jeg er både et passioneret menneske og en passioneret leder. Jeg elsker ledelse og ikke mindst pædagogik. Det har jeg gjort siden mit allerførste pædagogmedhjælper job i en fritidsordning, hvor Hys, min leder, fuldstændig bjertog mig. Tænk at lede noget der i sin essens handler om udvikling og indsigt. Det er da et vildt privilegie.

Ida var en kun 10 måneder gammel pige, som var ramt af leukæmi, da hun startede med at komme i Børnehuset Siv. Både barn og forældre var traumatiserede af det voldsomme sygdomsforløb, hun havde været igennem. Da Ida var tre år, bliver hun færdigbehandlet og fik yderligere et ekstra halvt år i Siv bevilget af kommunen, således at hele familien fik tid til at komme ”på fode igen” efter det traumatiserende sygdomsforløb. Familien beskrev afslutningen i Siv efter sygdommen ”som at miste vores trygge base i en usikker verden.”

Når vi kan sé, hvad vi taler om… Vi som personale vil undervejs gerne have formidlet den viden og de iagttagelser, vi som fagprofessionelle har om barnet, samtidig med at vi får inddraget forældrenes viden og erfaring og eventuelle succeser/udfordringer i hjemmet. Det bliver ofte til mange ord og aftaler, vi sammen skal holde fast i undervejs. Samtidig skal samtalen gerne være aktiv fra både forældre og medarbejdere, vi skal dele viden, og vi skal tale et fælles sprog, der ikke ’vælter’ forældrene omkuld i fagtermer.

Et godt forældresamarbejde opstår ikke af sig selv, der ligger ofte et omfattende og nænsomt arbejde bag. Det arbejde har vi i Børnehuset Skovmosen haft større fokus på de seneste år, blandt andet fordi forældresamarbejde har fået en ny og mere fremtrædende rolle i de nye styrkede pædagogiske læreplaner.

Anna skal starte i vuggestue, men det er ikke kun Anna der skal starte i vuggestuen, det skal hendes forældre også. Ved forældrenes allerførste møde med vuggestuens personale starter det vigtige samarbejde. Det er vigtigt, at personalet kender Anna og hendes forældre godt, inden de starter i vuggestuen. Derfor er en opstartssamtale bygget op om et samtaleskema, der både belyser barnets og familiens ressourcer og eventuelle udfordringer. I fællesskab tales der om Anna og hendes forældre, så der sikres et nuanceret blik på både ressourcer og behov.

Der lyder en høj tone i luften, børnene stopper og lytter. Sammen går børn og voksne efter lyden. Børnene taler om, at de synes, det lyder som en flodhest. Vi kommer til en klynge træer, som danner en lille hule, her møder vi Aksel, der står og svinger ”en brummer”. Aksel inviterer børn og voksne til at sidde ned, mens han fortæller en historie og spiller på sjove hjemmelavede instrumenter. Børn og voksne medinddrages med små klokker, som vi spiller på, og samtidig lærer vi Aksels sang.

For at inddrage alle i personalegruppen (23), arbejdede vi med emnet i arbejdsgrupper på personalemøder, efter at alle havde givet input til, hvad der er kvalitet i dagtilbuddets dagligdag. Indspillet resulterede i 23 tætskrevne A4-sider med kvalitets-refleksioner. Det var vigtigt for os, at alle ”ejede” det, der blev arbejdet med. På et andet af møderne – om leg – blev det diskuteret, hvad der udfordrer og hæmmer leg, venskab, mental sundhed, legemiljøer, forældrerolle og ansvar, hvad forældre og børn synes om leg, og hvor vigtigt det er at diskutere alt, hvad der tilbydes og presses med udefra. Så - det her giver virkelig mening! Og du godeste hvor vi udvikler os gennem disse processer. Personligt og kollektivt. Faglig bevidsthed i praksis og bevægelse, vil jeg gerne kalde det. Innovation. Jeg er så stolt af det faglige miljø og vores arbejdsmiljø, og det vi har lavet sammen. At vi har nået målet vi satte os for knap 10 år siden: at blive et dagtilbud, der skulle lægges mærke til for de rigtige ting. For vores faglighed, for vores valg og for vores meninger – til gavn for børnene!

LOG IND

Mistet din adgangskode?