Hvad ville en orm kunne fortælle
Velkommen til vores Udflytter, hvor naturen er vores læringsrum, og hvor nysgerrighed er vores kompas. Her i midten af Østskoven, omgivet af træer, lyden af fuglesang og suset af vinden, udfolder vores børn deres fantasi og lærer gennem leg og opdagelse. En ganske almindelig tirsdag, lige efter påske, ankommer 13 spændte børn til det, der for nogen er deres første møde med udflytteren. De er kørt de 7 km. fra deres dagtilbud Nygaardsvej inde i centrum af Esbjerg til Østskoven. Regnen siler ned - som den har gjort det meste af et år! - og der er skabt mange store vandpytter. Efter at børnene har spist en formiddagsmad, går de ud for at møde naturen. De første børn ser straks de store vandpytter, og de skal selvfølgelig undersøges ved at løbe og hoppe i vandet, så det springer og sprøjter op ad flyverdragten.
Vrik som en larve, flyv som en flue
Umiddelbart synes skoven ikke af meget, blot en lille håndfuld træer og buske, men når vi kommer ned i barnets højde, er det en stor skov, som lukker sig tæt over hovedet. Børnene og jeg bevæger os igennem den lille skov i udkanten af Vuggestuens legeplads. Vi hører fuglekvidder, ser en rede i træet, solen skinner gennem grenene over os, og indimellem rammes vi af små dråber vand, som falder af bladene over os. Dette kunne være en beskrivelse af en helt almindelig forårsdag på Vuggestuen legeplads. Et levende læringsrum Den lille skov på legepladsen er et levende læringsrum, hvor hvert barn har en meningsfuld opgave og deltager aktivt i børnefællesskabet. I dag er vi sammen nysgerrige på de små kriblekrabledyr i skovbunden. Et barn holder bakken med de små dyr, vi allerede har fundet, et andet barn leder os på vej og viser, hvor den næste træstub er. I fællesskab skubber og aser børnene for at få tippet træstammen, gladeligt kommer der flere til og hjælper.
En høne vejer faktisk ikke så meget– et børneliv med dyr og køkkenhave
Vi drømmer om, at vores børn skal gå ud i verden med en lyst og nysgerrighed til naturen. De skal have lyst til at værne om planeten, kunne identificere forskellige typer af grøntsager og tage ansvar for, at de dyr, vi spiser, har haft et godt liv. Men vi håber også, at naturen giver noget igen til dem. At dét at være så meget i naturen, giver dem en indre ro og oplevelsen af at være en del af noget større. I en lille landsby, Dons, i den nordlige del af Kolding ligger Rødbæksgaard børnehave. Institutionen er blevet bygget i 2010, på samme sted som det oprindelige stuehus til ejernes slægtsgård lå. Gårdens have er blevet forvandlet til en legeplads, og de gamle frugttræer, nøddetræer og bærbuske står her endnu. Da ejerne, Kari og Olav Uth, gjorde sig overvejelser om at bygge en børnehave op ad stald og marker, var det med en drøm om, at børnene kunne færdes i harmoni med dyr og natur.
Kender I det …
De sidste 4 år har vi været en del af et projekt til større inddragelse af og væren i naturen. Dette har blandt andet betydet faste udflugtsdage, hvor destinationen typisk har været skov eller strand. Det startede i en periode, hvor vi oplevede rigtig mange udfordringer med en bestemt gruppe drenge. Kernen i deres konfliktmønster var kampe om positioner i gruppens hierarki, for lidt plads til bevægelse og sidst men ikke mindst en gruppe af voksne der var ved at løbe tør for handleværktøjer. I starten af forløbet så vi, at drengene ofte tog deres vanlige konfliktmønster fra hverdagslivet i institutionen med ud i naturen. Men! - i løbet af ganske kort tid begyndte der at ske en ændring i børnenes adfærd. De gik fra meget lidt overskud til hinanden til langt mere overskud og rummelighed til samvær og relationer. Denne ændring har vi i de 4 år set udfolde sig blandt alle de børnegrupper, vi har haft med i naturen.
Små børn kan være med til alting i naturen
Hønsehuset er utæt, sneen er føget ind men minihavens frivillige hønsepassere er klar til at sprede frisk strøelse og halm. Ingen vil have, at hønsene bliver syge, og midt i hønselort og flagrende vinger kravler to friske drenge ind og giver sig i kast med at sprede halmen – efter de lige har tjekket, om der er æg, de skal samle ind. Her er ingen sure miner fra forældre over et flyverdragt-ben, der er indsmurt i hønselort. Halm og savsmuld føles groft imellem fingrene - en lille flis kan snige sig ind i hånden - ”Pyt, det er de seje børn, der får knubs”. Mens vi øver ansvarlighed og dyreetik, fortæller børnene det, de ved om hønsene og snakker om æg, kyllinger, udrugning og mad. Vi har ruget egne kyllinger ud og slagter også. Børnene kan se på, hvis de har lyst og de prøver også at være med til at plukke fjer og dun af dyrene, som er en god øvelse for pincetgreb, finmotorik og sansning, især når lort og tis lugter af ammoniak.
2/24 – Udepædagogik – ideer, erfaringer, inspiration
(Ka’ fisk svømme baglæns?*) Da den gl. redaktør gik i skole i sin tid (det var meget sjældent, nogle gik i dagin - stitution dengang), var jeg en halvvild knægt, der elskede at strejfe rundt i skoven, ro i båd, lave bål og den slags, og ofte også lege de steder med mine kammerater. Sådan lærte jeg naturen at kende, selv om det ikke var det formulerede mål. Derimod husker jeg kun få og spredte initiativer til naturkendskab fra skolens side. Hvor er jeg dog misundelig på de børn, man kan læse om i dette nummer af 0-14. De går i dagtilbud, hvor udendørs liv og leg, på legeplads, i skoven, ved havet, er daglige muligheder. De tumler sig, de bruger kroppen, de får tilfredsstillet deres nys - gerrighed, de tilegner sig viden om, hvad naturen er og samtidig hvorfor vi skal passe så godt på den. Det er ikke skole – og det skal det heller ikke være, om man spørger mig - men det er aktive og engagerede pædagoger og pædagogmedhjælpere, der tager super initia - tiver, mest ud fra børnenes egen undren og spørgsmål. Sikke nogle herlige forløb og eksempler fra daglig praksis man kan læse om på de næste sider. Det har været både morsomt og interessant at læse og redigere, Jeg kan kun sige: Hvis I
