EN BY BØRNEHAVE LÆGGER OM
Onsdag morgen holder bussen som altid foran børnehuset, den venter på 15 forventningsfulde børn og deres pædagoger. Børnene går forbi mit vindue og vinker ind til mig på kontoret. Jeg kan høre, at de snakker om bussen, skoven, hvem de skal holde i hånd og madpakken, de alle har fået i rygsækken sammen med deres drikkedunk. Pædagogen spørger børnene: ”Kan I huske, hvad vi skal huske, når vi går hen til bussen?” Men børnene er alt for optaget af at snakke og vinke. Gruppen er på vej ud til naturbasen ”Knasten”, der ligger i nationalpark Thy. Hver onsdag er Stjernegruppen afsted, det er vores kommende skolebørn. I år har gruppen holdt deres afslutning i skoven. De spillede ”Guldlok og de tre bjørne”, som de havde øvet sig på i lang tid, ude midt i skoven. Pædagogerne delte diplomer ud, og det hele blev live-streamet til forældrene, da vi pga. corona ikke kunne holde afslutningen, som vi plejede. Vores børnehus ligger midt i Thisted by. Vi er et børnehus med mere end 40 års historie. Vi er en flok bestående af 30 vuggestuebørn, 50 børnehavebørn og 22 ansatte.
NATUR OG SCIENCE PÅ LEGEPLADSEN
Rundt om bålet sidder seks børn sammen med Michelle. De har været i gang med at kløve brænde og er nu klar til at tænde bålet. Michelle har et ildstål i sin hånd og mens børnene kigger på, stryger hun det nogle gange. ”Må jeg prøve, er det min tur nu” kan man høre børnene sige næsten i kor, da de ser gnisterne springe fra strygestålet. En efter en får børnene lov til at prøve at lave ild med ildstålet og efter lidt tid lykkedes det, der går ild i et lille kvas og bålet kan tændes. Med røde kinder og vind i håret indtager vi hver dag uderummet, som er vores bedste legeplads og læringsrum. Vi har baseret vores pædagogiske læreplan på, at vi opholder os ude, da vi mener at alt hvad man kan lave på rød stue, kan man også lave i uderummet.
TAG BØRNENE MED UD
I 1840 åbnede den tyske pædagog Friedrich Flöbels den første kindergarten i Tyskland. Fröbel mente, at børnehaven skulle være en have, hvor børnene kunne vokse og blomstre. I Danmark lod Sofus og Hedvig Bagger sig inspirere af Fröbel og startede i 1901 en folkebørnehave, der havde bondegårdsdyr. De mente, at det gav børnene flere oplevelser af naturen og naturlige ting. Den første skovbørnehave var Ella Flataus Vandrebørnehave. Den startede i 1952, hvor Ella begyndte at tage sine egne børn med på ture i skoven, men flere forældre blev interesserede i at sende deres børn i Ellas vandrebørnehave, og konceptet blev hurtigt en succes*. (* note nederst på siden: R. Rosengren: Barnet i naturen – Naturen i barnet, side 22.) Jeg er selv leder af en skovbørnehave, som jeg startede for 20 år siden. Visionen var at bringe bybørn fra København ud i skoven hver dag og her give dem muligheden for at bevæge sig, bruge sig selv motorisk og være indhyllet i de ægte sanseoplevelser, der findes i naturen.
17 ÅRS ERFARINGER I SKOVEN
Børnehuset Jægergårdsgade er en integreret institution i Aarhus C, hvor børnehavegruppen mandag til torsdag kører med bus til Peter Sabroes Minde i Marselisskoven og er der i tiden 9-15. Siden genåbning af dagtilbud i april 2020 har vi dog været afsted alle ugens dage for at kunne leve op til krav om afstand og mere udeliv. Vi har ikke rammerne til dette i Jægergårdsgade. Børnehavebørnene er ude i hele vores åbningstid 6.30-17. I mine eksempler tager jeg afsæt i børnehavegruppen og et enkelt eksempel fra overgangen mellem vuggestue og børnehave. Overgang fra vuggestuen sker i skoven Vi ved, vi er privilegerede ved at kunne tilbyde disse dejlige fysiske rammer midt i naturen, og det har bestemt været en stor hjælp i forhold til opdelingen af børn i grupper, både når det gælder vores vuggestuebørn og vores børnehavebørn.
SANSER, SNITTETID OG LÆREPLAN
Børnehusets legepladser er indbydende indrettet og bære præg af pædagogiske overvejelser. Pædagogmedhjælper Hanna fortæller: “For nogle år siden deltog vi i et projekt omkring fysiske læringsmiljøer, hvor legepladsen blev det område, vi arbejdede ind i, projektet afsluttes med, at vi byggede vores drøm om en legeplads i lego, disse elementer ses i indretningen af legepladsen”. På legepladsen er der forskelligt kuperet terræn og forskelligt underlag, som er med til at udfordre børnenes motorik og bevægelse. Vi har bakker, de kan løbe op af og trille ned af. Fra jord til bord Vi arbejder også med konceptet “fra jord til bord”. De grøntsager, som vi sammen med børnene har plantet i vores urtehave på legepladsen, tager vi med ind og bruger, når vi laver mad – som en del af den bæredygtige udvikling. Børnene har været involveret og medbestemmende og deltagende i processen omkring planlægning af, hvad der skulle plantes i haven. Desuden har vi lavet en sansehave til børnene, her kan børnene gå på opdagelse og få udfordret deres sanser. Vi taler ofte med børnene om de krydderurter, vi har plantet, om hvordan de dufter og smager i forbindelse med madlavning over bål, da vi er meget ude i vores
JEG ER SLET IKKE I TVIVL OM, AT DET ER DE NATURLIGE, HULE LIGNENDE OMGIVELSER, DER ER GRUNDLAGET FOR DEN VELLYKKEDE LEG”
Nogle af os havde godt set den af og til. Blot et kort glimt af en blågrå ryg, når den – akkompagneret af småfuglenes vrede og skræmte advarselskald - i lynsnar flugt kom strygende mellem buske og træer og forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet. Men en dag blev spurvehøgens tilstedeværelse mere synlig, da Oscar fandt en lille bunke friske solsortefjer spredt i udkanten af kvasbunken. Oscar gjorde mig opmærksom på sit fund, og vi syntes begge to, at det var vældig spændende. Snart kom flere interesserede børn til, som også ville se beviserne på dette naturens drama. Den var nemlig god nok – de sorte fjer var resterne af høgens måltid. Men hvorfor havde vi ikke set høgen? Var solsorten død, hvorfor var der ikke noget blod og havde høgen virkelig spist både benene og næbbet? Spørgsmålene var mange, og det hele var en smule abstrakt, fordi ingen af børnene havde set spurvehøgen som andet end en flygtig skygge på legepladsen. Til alt held har vi et udstoppet eksemplar hængende på gangen inde i børnehaven, og da vi kiggede på dens spidse næb og kløer, blev sagens sammenhæng lidt nemmere at forstå.
HVAD ER DER INDEN I FASANEN?
Der er en hel speciel stemning i luften – af forventning, nysgerrighed og spænding. I dag skal der parteres fasaner – det er afslutningen på et længere forløb, hvor fasanen har været i fokus. Vi har set små film om fasanens levevis, vi har tegnet og malet, og i dag slutter vi af med at tilberede de slagtede fasaner på bålet. Børnene pakker trækvognen med alt det nødvendige grej såsom brændekløver, brandtæppe og andet. Det er en velkendt arbejdsgang, hvor alle bidrager og er en vigtig del af fællesskabet. Ved bålhytten har vi valgt at dele aktiviteterne op i tre miljøer: 1. Ved det ene bord plukker vi fasanerne og studerer deres anatomi. Har fasanen ører? Tænder? Hvordan ser dens fødder ud? 2. Ved et andet bord bliver fasanerne parteret. Hvad er der inde i fasanen? Hvor stor er hjertet? Og kan man mon se, hvad fasanen har spist? 3. Vores tredje station er varmebålet, hvor der skal kløves træ, så vi kan holde varmen. Børnene vælger selv, hvor de har lyst til at være med og fordeler sig roligt mellem de forskellige aktiviteter. Nogle er meget optaget af plukning eller partering, andre vil helst se på eller kløve brænde.
I ÅHAVEN ER DET BØRNENES LEGEPLADS!
Vi skulle på et tidspunkt beskrive vores legeplads og udemiljø.1 Hvis I selv har prøvet det, ved I, at det kan være svært at få alle nuancer og stemninger med i sådan en tekst og derfor spurgte vi en bekendt, Marie, om hun ville tegne vores legeplads. Men først bad vi børnene om selv at vise og fortælle om deres yndlingssteder. Vi tog så billeder af alt det, de pegede på og sendte dem til Marie. Resultatet er derfor: 1. ”Børnenes legeplads i Åhaven” Legepladsen bærer tydeligt præg af, at ”hér må der leges!”. Vi voksne har ikke lavet mange regler, men vi ser børnenes nysgerrighed og fantasi som udtryk for god udvikling og trivsel for barnet. Det er så vigtigt, at vi kan lege og eksperimentere for at udvikle os. Derfor er det for eksempel efterhånden blevet en legeplads med mange store og små huller - det er altid populært at grave huller, hælde vand i og lave vandkanaler lige dér, hvor den store vandpyt ligger ved siden af. Måske er det midt på legepladsen, at vi kan grave gamle rør ned eller måske er det henne ved den store sten, vi kan finde insekter, orme og biller. Og
2/21 – Udendørs pædagogik
’Udendørspædagogik’ – det er jo egentlig en ret spøjs titel til et nummer af tidsskriftet. Er pædagogik da ikke pædagogik, uanset om man udfører den indendørs eller udendørs? Ja og nej. Ja – fordi det for eksempel viser sig, at mange dagtilbud har flyttet deres indendørs aktiviteter udendørs. Ikke mindst Corona-perioden har fremmet denne trafik. Man kan åbenbart lige så fint synge, danse, tegne, lege, og en masse andet, udendørs, selv om det traditionelt er en indendørs aktivitet. Nej – fordi der alligevel sker noget andet, når det er under åben himmel, man gør disse ting. Luften, vinden, solen, regnen, landskabet giver det hele en anden glød og atmosfære. Der er mere plads til at bevæge sig, mere albuerum, ofte færre konflikter, mere udfordring og oplevelse – siger mange. Også mere sundhed – siger en del undersøgelser. Det har været en stor fornøjelse at fremstille dette temanummer. Vi startede i sin tid med at spørge bredt, om der var dagtilbud, som ville dele ud af deres erfaringer via en artikel. Det strømmede ind med forslag og gode tilbud! Næsten fire gange så mange som vi overhovedet har plads til. Tak!* Dette er jo i sig selv et yderligere tegn på, at det udendørs er mere og mere populært og udbredt. Det er, kort sagt, kommet
