Jeg husker frøken Winther så tydeligt, som var det i går, skønt det reelt er snesevis af år siden. Hun var min lærer i 1.klasse. Vi havde også andre lærere, men det er hende, jeg husker først, når jeg tænker tilbage. Hun så mig. Ikke blot så hun mig men jeg oplevede, at hun så lige igennem mig. At hun så mig som jeg var. Og – at hun anerkendte mig som jeg var (før begrebet ’anerkendelse’ overhovedet var rykket ind i den pædagogiske sprogbrug). Holdt af mig – ligesom hun holdt af hvert enkelt barn i klassen. Vi var en broget flok. 25 (så vidt jeg husker) skæve, sjove, levende, læresultne, ivrige og søde (naturligvis) børn. Med vidt forskellige forudsætninger. Hun formåede med sin empati og sine smil til hver enkelt af os at få os til at føle os udvalgte og som en gruppe. Vi hørte alle til. Ingen var for skæve til at blive holdt af, i timerne. Og hun dukkede også ofte op i frikvarterne for at se, om alle havde det godt og var med i legen. Hvis ikke det hun stod for, er anerkendelse, og hvis ikke det er inklusion – så ved jeg