Uddrag: Nogle af os havde godt set den af og til. Blot et kort glimt af en blågrå ryg, når den – akkompagneret af småfuglenes vrede og skræmte advarselskald - i lynsnar flugt kom strygende mellem buske og træer og forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet. Men en dag blev spurvehøgens tilstedeværelse mere synlig, da Oscar fandt en lille bunke friske solsortefjer spredt i udkanten af kvasbunken. Oscar gjorde mig opmærksom på sit fund, og vi syntes begge to, at det var vældig spændende. Snart kom flere interesserede børn til, som også ville se beviserne på dette naturens drama. Den var nemlig god nok – de sorte fjer var resterne af høgens måltid. Men hvorfor havde vi ikke set høgen? Var solsorten død, hvorfor var der ikke noget blod og havde høgen virkelig spist både benene og næbbet? Spørgsmålene var mange, og det hele var en smule abstrakt, fordi ingen af børnene havde set spurvehøgen som andet end en flygtig skygge på legepladsen. Til alt held har vi et udstoppet eksemplar hængende på gangen inde i børnehaven, og da vi kiggede på dens spidse næb og kløer, blev sagens sammenhæng lidt nemmere at forstå...

Hele artiklen er tilgængelig for vores medlemmer.