Uddrag: Drengens øjne lyste af præcis den spænding, der bor på grænsen mellem Farlig-by og Sjov-strup. Og drengen havde ret: Det er fandme spændende at være den dyrepasser, der har til opgave at kaste en skovlfuld kage ind til de farlige tigre i indhegningen, så de ikke kravler hen over mælkekasserne og fanger os. Det er også sindssygt spændende at være farlige tigre. Og svært. For hvordan er en tiger i flyverdragt farlig nok til at give os sus i maven men ikke så farlig (eller voldsom), at spændingen bliver til frygt, så alle dyrepasserne tudbrøler, og legen går i stykker? Og hvordan holder vi sammen rytmen i en leg, der består af mange gentagelser: Tigrene får kage – tigrene er glade – dyrepasserne griner lettede sammen – tigrene bliver sultne igen og knurrer og viser klør – dyrepasserne hviner og griner og råber ’Kast kagen, Oliver!’ – Oliver kaster kagen – repeat, repeat, repeat. Sådan at legens farlige element får modspil af genkendeligheden?..

Hele artiklen er tilgængelig for vores medlemmer.