Jeg kender til mange dagtilbud, hvor de har et fremragende personalesamarbejde. Nogle gange bliver vores samarbejde mellem de voksne i dagtilbuddet dog forsømt. Måske fordi man tænker, at det er noget, der giver sig selv? Eller måske fordi man tænker, det først og fremmest er børnene, det handler om og at pædagogikken med dem skal prioriteres over alt andet? Eller måske det blot er blevet sådan? Jeg mener, det er helt afgørende, at vi ofrer meget opmærksomhed på vores personalesamarbejde. Det er på mange måder det fundament, vi skal stå på og som vi har brug for hele tiden. Det bliver bekræftet af de mange spændende artikler i dette temanummer. De har beskrivelser af personalegrupper, der fik nyt liv via deres organisation af arbejdet, ved at ændre fundamentalt på kommunikationen, ved at være opmærksom på vigtigheden af at have det godt – og helst sjovt – sammen. Ved at stå sammen. Ved at støtte hinanden. Ved at være der for hinanden. Det er livsbekræftende artikler fra og om personalegrupper, der ved at bruge tid og kræfter på deres eget samarbejde fik mere energi og mere fokus på kerneopgaven, som stadig er, ja – barnet, børnene, pædagogikken. Og så kan vi til sidst i den forbindelse notere, at børnene i høj grad lader sig smitte af voksne, der

Du kunne nemt som læser indvende mod titlen på dette temanummer (se ovenover), at det var da en ordentlig omgang (ganske vist vigtige) begreber om børns liv i dagtilbud! Men forklaringen er, at da vi i sin tid spurgte nogle hundrede pædagoger til råds om numre i 2021 pegede en meget stor del af dem på netop disse begreber. Derfor har vi lavet dette nummer. Måske kunne titlen nu sammenfattes til noget mere enkelt: Hvordan vi forebygger stress i dagtilbuddet – og hvordan vi fremmer trivsel. Og det skal jeg da lige love for, at dette nummer handler om. Rigtig mange pædagoger og ledere byder ind med flotte beretninger fra deres dagtilbud om, hvordan de arbejder med netop dette: Vi ønsker ikke at stresse vores børn unødigt, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at fremme deres trivsel. Det har ført til artikler om at tilstræbe små grupper, arbejde med at se alle børn, ikke snakke så meget med stemmen men med kroppen til børnene (knus, kropskontakt), indrette lokalerne på en trivselsfremmende måde, undgå unødvendig støj, tilstræbe at alle børn har gode kontakter til både andre børn og de voksne, fremme masser af leg og kreativitet, bruge anerkendende sprog, synge for børnene ved overgange, stenalder-flow – og flere artikler om hvad

Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har hørt et barn i en daginstitution sige: ”I dag lærte jeg henne i vuggestuen/børnehaven, at …” Sådan tænker de mindste simpelthen ikke. Alligevel ved vi fra forskning og fra en masse pædagoger, at det gør de. Hele tiden. Hver dag. Hver time. I mange forskellige sammenhænge. Og vi ved, det ´hober sig op’. Eller sagt med gamle Vygotskys kendte tese: Mange kvantitative ændringer slår om i en kvalitativ ændring. Den ene dag kan de ikke cykle – den næste dag kan de – efter ikke at have kunnet det i 4 år. Først siger de ikke noget – så rabler der nogle måneder efter sprog ud af munden på dem (for meget, synes nogle forældre vist nogle gange). De kan til at begynde med ikke finde ud af at lege med de andre børn – men kort tid efter kan de (fleste). Børn lærer hele tiden, om vi voksne vil det eller ej. Og i den sammenhæng er det utroligt afgørende, hvilke rammer vi giver dem for at lære. At vi har nogle læringsmiljøer, der appellerer til dem og hvor de trygt og med glæde går ind i dem. Leger, er aktive, undersøger, erfarer. Lærer. Dette temanummer af 0-14 er derfor en perlerække af gode læringsmiljøer

’Udendørspædagogik’ – det er jo egentlig en ret spøjs titel til et nummer af tidsskriftet. Er pædagogik da ikke pædagogik, uanset om man udfører den indendørs eller udendørs? Ja og nej. Ja – fordi det for eksempel viser sig, at mange dagtilbud har flyttet deres indendørs aktiviteter udendørs. Ikke mindst Corona-perioden har fremmet denne trafik. Man kan åbenbart lige så fint synge, danse, tegne, lege, og en masse andet, udendørs, selv om det traditionelt er en indendørs aktivitet. Nej – fordi der alligevel sker noget andet, når det er under åben himmel, man gør disse ting. Luften, vinden, solen, regnen, landskabet giver det hele en anden glød og atmosfære. Der er mere plads til at bevæge sig, mere albuerum, ofte færre konflikter, mere udfordring og oplevelse – siger mange. Også mere sundhed – siger en del undersøgelser. Det har været en stor fornøjelse at fremstille dette temanummer. Vi startede i sin tid med at spørge bredt, om der var dagtilbud, som ville dele ud af deres erfaringer via en artikel. Det strømmede ind med forslag og gode tilbud! Næsten fire gange så mange som vi overhovedet har plads til. Tak!* Dette er jo i sig selv et yderligere tegn på, at det udendørs er mere og mere populært og udbredt. Det er, kort sagt, kommet

Fra marts til marts, 2020-2021, har været det mest forunderlige, foruroligende, tragiske, ind i mellem anspændende år i mit og andres liv. De mange syge og døde kalder på stor medfølelse. Pokker tage Coronaen. På det pædagogiske felt har perioden krævet meget af personale og ledere. Ofte under forhold hvor man kunne være nervøs og usikker på egne og børnenes vegne. Risikoen for smitte, de helt nye praktiske vilkår for at skabe en god og tryg hverdag i dagtilbuddet. Men det har samtidig på nogle områder været en interessant og spændende periode med en del nyskabelser på det pædagogiske område. Erfaringer med at arbejde med mindre børnegrupper, mange nye former for udendørs liv, skærpede hygiejne-regler, andre former for spisning, helt anderledes fremgangsmåder for aflevering og hentning af børn. For nu blot at nævne noget af det. For mig og os forekom det, at disse erfaringer måtte nogle holde fast i og få beskrevet. Meget af det kan nemlig bringes med over i tiden efter Coronaen. Andet kan anvendes til at påpege, nu med ny styrke, at – eksempelvis – mindre børnegrupper, som samtidig betyder bedre normeringer, indebærer en lang række pædagogiske muligheder. Læs artiklerne! Du vil ligesom jeg blive optaget af alt det, der skete i perioden! Som afslutning – ét enkelt eksempel som gjorde

Som ung, og nu er vi tilbage i 1970’erne, eller ’cirka deromkring’, som Kim Larsen vist synger det, var jeg meget optaget af et fænomen som kollektiv ledelse, fordi det forekom umiddelbart indlysende og rigtigt, at alle skulle have samme medbestemmelse. Dét var vi mange, der mente. I én af artiklerne i dette temanummer om ledelse læser jeg mig så til, at der i dag er cirka 10 – ti – kollektivt ledede institutioner tilbage i Danmark. Tankevækkende nok ligger de i øvrigt alle i København. Ovenstående er blot et lille tidsbillede fra før til nu. Og ’nu’ er præget af, at udviklingen af ledelsesformerne er stormet afsted over stok og sten. Idealet i dag er mere den ’stærke’ leder, som skal forvalte en større pose penge end dengang, som skal lede større institutioner, som skal være godt inde i skiftende pædagogiske læreplaner, diverse kommunale retningslinjer (dem var der ikke forfærdelig mange af dengang), cirkulærer, regler, projekter. Og ledere som i dag indgår i et ledelses-hierarki med dagtilbudsleder og områdeleder og som i det hele taget er en integreret del af det kommunale styringssystem. Alt det er der i sig selv ikke noget forkert i, og mange af ændringerne har været helt nødvendige, men det er voldsomme ændringer. Nye krav, forventninger, kompetencer. Jeg

Dette temanummer af 0-14 er produceret under helt specielle omstændigheder. Det er naturligvis Corona, og alt hvad der er fulgt med dén, vi taler om. I skrivende stund – medio maj – er der stadig mange uløste spørgsmål og bekymringer hos mange mennesker, som er berørt på den ene eller anden måde af denne forfærdelige pandemi. Det har blandt andet betydet, at vores dagtilbud pt. arbejder under meget anderledes vilkår, end man er vant til. Og dét har igen som en lille udløber betydet mange hindringer, der skulle overvindes for at producere 0-14. Eksempelvis var det i perioden med lukkede institutioner naturligvis ret vanskeligt at kommunikere med de dagtilbud, vi gerne ville have til at skrive til nummeret, eller som vi gerne ville besøge (forældre er for tiden ikke velkomne indendørs i dagtilbud og fremmede med mikrofoner, blokke og fotoapparater da slet ikke; helt forståeligt). Alligevel er det lykkedes at få skabt dette megaflotte nummer af 0-14, du sidder med i øjeblikket. Ved en ekstraordinær indsats fra de medvirkende dagtilbud og fagfolk har vi både fået mange illustrerende fotos og mange tekster med gode råd til andre dagtilbud, som gerne vil ændre noget i deres egen indretning. Vi tør love, at de får rigtig meget inspiration at hente på de 100 sider!

Jeg læste på Internettet et indlæg fra en, der skrev noget i retning af, at ’NÅ – nu var alle nok pludselig fokuseret på leg og at lave noget om og med leg.’ Underforstået: Efter at de nye læreplaner var trådt i kraft i 20181, har alle pludselig travlt med legebegrebet igen. Men det er ikke helt rigtigt. Som en der har fulgt dette område i snart 45 år, kan jeg sige, at der har i hele denne periode været mange overvejelser, debatter og nye ideer til leg i dagtilbuddet. Det er altså på ingen måde noget nyt, slet ikke. Alle – teoretikere og praktikere – er i øvrigt enige om, at legen skal spille en afgørende rolle i pædagogikken, men debatten går da mere på, hvordan denne rolle skal udfyldes. Det er spændende hver gang at prøve at komme frem til en mere klar forståelse af, hvorfor og hvordan børn leger. Finde nye dybder. Nye muligheder. Vi kommer næppe nogensinde til som voksne at forstå børns leg fuldt ud. Vi kan se, det snurrer inde i hovederne på dem – deres øjne lyser – eller er usikre, prøvende – de vil så gerne – og når de er i det, er de på en måde i en anden verden. Det er herligt. Men