(Ka’ fisk svømme baglæns?*) Da den gl. redaktør gik i skole i sin tid (det var meget sjældent, nogle gik i dagin - stitution dengang), var jeg en halvvild knægt, der elskede at strejfe rundt i skoven, ro i båd, lave bål og den slags, og ofte også lege de steder med mine kammerater. Sådan lærte jeg naturen at kende, selv om det ikke var det formulerede mål. Derimod husker jeg kun få og spredte initiativer til naturkendskab fra skolens side. Hvor er jeg dog misundelig på de børn, man kan læse om i dette nummer af 0-14. De går i dagtilbud, hvor udendørs liv og leg, på legeplads, i skoven, ved havet, er daglige muligheder. De tumler sig, de bruger kroppen, de får tilfredsstillet deres nys - gerrighed, de tilegner sig viden om, hvad naturen er og samtidig hvorfor vi skal passe så godt på den. Det er ikke skole – og det skal det heller ikke være, om man spørger mig - men det er aktive og engagerede pædagoger og pædagogmedhjælpere, der tager super initia - tiver, mest ud fra børnenes egen undren og spørgsmål. Sikke nogle herlige forløb og eksempler fra daglig praksis man kan læse om på de næste sider. Det har været både morsomt og interessant at læse og redigere, Jeg kan kun sige: Hvis I

Vi går ind i en række dagtilbud og får beretninger om deres arbejde med de daglige ’rutiner’ og hvordan man prøver at sikre, at børnene er glade, føler sig set og hørt og er trygge. Herunder dagsrytmen fra 7 til 17 og fordelingen af personaletsressourcer.