Alle dagtilbud har i dag pædagogiske læreplaner. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om alle nu også har skrevet dem helt og totalt færdige eller om alle nu også bruger dem aktivt hele tiden. Men gennem kontakt til og besøg i rigtig mange af dem, suppleret med de data der nu foreligger, og af artikler i dette nummer, har jeg alligevel samlet mig et indtryk af, hvad der er vigtigt i brugen af dem. Det kan sammenfattes i disse fem korte punkter: Det er vigtigt, at alle har haft en hånd med i udarbejdelsen af dem. Har ejerskab til dem, som man siger på nudansk. Det er vigtigt, at alle ansatte har et rimeligt grundigt indtryk af, hvad der står i dem og ikke mindst hvad den bagvedliggende intention er med de enkelte dele. Det er afgørende, at man har et proaktivt (:et moderne nudansk ord) forhold til sin læreplan. Det vil sige: At man ikke betragter den som de i yderliggående trossamfund betragter biblen. Men at man i stedet ser sin læreplan som et fleksibelt værktøj under konstant forandring og fortolkning. Det udtrykker intentioner og planer, men hverdagen i et dansk dagtilbud kan ikke altid være som en ret linje – vilkårene ændrer

Dette nummer af 0-14 er lavet i dyb respekt for, og sympati med, det store arbejde mange ledere af dagtilbud udfører dag efter dag og året rundt i dagtilbuddene. Jeg kender naturligvis ikke alle. Men jeg har mødt og jeg har talt med flere hundreder af dem gennem de mange år for 0-14 og Dansk Pædagogisk Forum. Og derfor er det ud fra personligt/praktisk kendskab, jeg skriver, som jeg gør. Intentionen med dette nummer er da at lade flere af dem komme til orde og give deres oplevelser og erfaringer som ledere videre til andre og yderligere er der den intention at skabe endnu mere gang i udviklingen af faget ledelse – det er nemlig en ’overbygning’ på det at være en dygtig pædagog. Derfor er der artikler om emner som at lede processer frem mod nye pædagogiske (lære)planer, at lade det at være menneske indgå i det at være leder, forslag til metoder for at finde nye bearbejdningsformer til sit personale, blive endnu skarpere på at se de pædagogiske muligheder samt skabe et godt arbejdsmiljø, også for sig selv, og mange andre delemner. Men det er ikke kun artikler ’med strømmen’, det er også artikler om at være under pres som leder, undgå

Jeg startede mit pædagogiske liv i en børnehaveklasse med 18 herlige, levende og bevægelige unger. Det kom dengang bag på mig, at jeg også blev konfronteret med 36 forældre! Der var faktisk 36, da skilsmisser ikke rigtigt var kommet på mode endnu. Jeg husker endnu, at jeg lidt forvildet bladrede i både bøger og notater fra min uddannelse for at finde vejledning på, hvad man stillede op med disse 36 vidt forskellige mennesker. Jeg fandt intet brugbart. Det med forældresamarbejde måtte man åbenbart selv finde ud af. Da gjorde jeg noget, der kan lyde lidt overvældende, men som jeg aldrig har fortrudt: Jeg tog på besøg hos dem alle, 18 besøg i alt. Minimum et par timer hvert sted. Jeg fik ikke løn for det, måske noget afspadsering, det husker jeg ikke, og dét var heller ikke rigtigt in endnu. Det jeg imidlertid husker godt, er det enkelte barns øjne og kropssprog, når jeg ankom til deres hus eller lejlighed: De strålede! At få besøg i hjemmet fra den voksne i børnehaveklassen var STORT. Jeg klappede hunde, så børneværelser, legede, talte med både barnet og den eller de voksne, der var hjemme. Det jeg lærte af disse besøg er enkelt: Et samarbejde består først og fremmest af relationer – af at kende hinanden godt og

Jeg kender til mange dagtilbud, hvor de har et fremragende personalesamarbejde. Nogle gange bliver vores samarbejde mellem de voksne i dagtilbuddet dog forsømt. Måske fordi man tænker, at det er noget, der giver sig selv? Eller måske fordi man tænker, det først og fremmest er børnene, det handler om og at pædagogikken med dem skal prioriteres over alt andet? Eller måske det blot er blevet sådan? Jeg mener, det er helt afgørende, at vi ofrer meget opmærksomhed på vores personalesamarbejde. Det er på mange måder det fundament, vi skal stå på og som vi har brug for hele tiden. Det bliver bekræftet af de mange spændende artikler i dette temanummer. De har beskrivelser af personalegrupper, der fik nyt liv via deres organisation af arbejdet, ved at ændre fundamentalt på kommunikationen, ved at være opmærksom på vigtigheden af at have det godt – og helst sjovt – sammen. Ved at stå sammen. Ved at støtte hinanden. Ved at være der for hinanden. Det er livsbekræftende artikler fra og om personalegrupper, der ved at bruge tid og kræfter på deres eget samarbejde fik mere energi og mere fokus på kerneopgaven, som stadig er, ja – barnet, børnene, pædagogikken. Og så kan vi til sidst i den forbindelse notere, at børnene i høj grad lader sig smitte af voksne, der