Som ung, og nu er vi tilbage i 1970’erne, eller ’cirka deromkring’, som Kim Larsen vist synger det, var jeg meget optaget af et fænomen som kollektiv ledelse, fordi det forekom umiddelbart indlysende og rigtigt, at alle skulle have samme medbestemmelse. Dét var vi mange, der mente. I én af artiklerne i dette temanummer om ledelse læser jeg mig så til, at der i dag er cirka 10 – ti – kollektivt ledede institutioner tilbage i Danmark. Tankevækkende nok ligger de i øvrigt alle i København. Ovenstående er blot et lille tidsbillede fra før til nu. Og ’nu’ er præget af, at udviklingen af ledelsesformerne er stormet afsted over stok og sten. Idealet i dag er mere den ’stærke’ leder, som skal forvalte en større pose penge end dengang, som skal lede større institutioner, som skal være godt inde i skiftende pædagogiske læreplaner, diverse kommunale retningslinjer (dem var der ikke forfærdelig mange af dengang), cirkulærer, regler, projekter. Og ledere som i dag indgår i et ledelses-hierarki med dagtilbudsleder og områdeleder og som i det hele taget er en integreret del af det kommunale styringssystem. Alt det er der i sig selv ikke noget forkert i, og mange af ændringerne har været helt nødvendige, men det er voldsomme ændringer. Nye krav, forventninger, kompetencer. Jeg

Dette temanummer af 0-14 er produceret under helt specielle omstændigheder. Det er naturligvis Corona, og alt hvad der er fulgt med dén, vi taler om. I skrivende stund – medio maj – er der stadig mange uløste spørgsmål og bekymringer hos mange mennesker, som er berørt på den ene eller anden måde af denne forfærdelige pandemi. Det har blandt andet betydet, at vores dagtilbud pt. arbejder under meget anderledes vilkår, end man er vant til. Og dét har igen som en lille udløber betydet mange hindringer, der skulle overvindes for at producere 0-14. Eksempelvis var det i perioden med lukkede institutioner naturligvis ret vanskeligt at kommunikere med de dagtilbud, vi gerne ville have til at skrive til nummeret, eller som vi gerne ville besøge (forældre er for tiden ikke velkomne indendørs i dagtilbud og fremmede med mikrofoner, blokke og fotoapparater da slet ikke; helt forståeligt). Alligevel er det lykkedes at få skabt dette megaflotte nummer af 0-14, du sidder med i øjeblikket. Ved en ekstraordinær indsats fra de medvirkende dagtilbud og fagfolk har vi både fået mange illustrerende fotos og mange tekster med gode råd til andre dagtilbud, som gerne vil ændre noget i deres egen indretning. Vi tør love, at de får rigtig meget inspiration at hente på de 100 sider!

Jeg læste på Internettet et indlæg fra en, der skrev noget i retning af, at ’NÅ – nu var alle nok pludselig fokuseret på leg og at lave noget om og med leg.’ Underforstået: Efter at de nye læreplaner var trådt i kraft i 20181, har alle pludselig travlt med legebegrebet igen. Men det er ikke helt rigtigt. Som en der har fulgt dette område i snart 45 år, kan jeg sige, at der har i hele denne periode været mange overvejelser, debatter og nye ideer til leg i dagtilbuddet. Det er altså på ingen måde noget nyt, slet ikke. Alle – teoretikere og praktikere – er i øvrigt enige om, at legen skal spille en afgørende rolle i pædagogikken, men debatten går da mere på, hvordan denne rolle skal udfyldes. Det er spændende hver gang at prøve at komme frem til en mere klar forståelse af, hvorfor og hvordan børn leger. Finde nye dybder. Nye muligheder. Vi kommer næppe nogensinde til som voksne at forstå børns leg fuldt ud. Vi kan se, det snurrer inde i hovederne på dem – deres øjne lyser – eller er usikre, prøvende – de vil så gerne – og når de er i det, er de på en måde i en anden verden. Det er herligt. Men