Kan du lave god pædagogik, hvis du ikke trives med dine kolleger, eller hvis I ikke har et fælles fagligt udgangspunkt og en faglig stolthed? Det er spørgsmålet, vi gik ud fra med dette temanummer af 0-14. Jeg er selv gammel ’fagmand’ i personalesamarbejde og mit svar til spørgsmålet er: Nej, det kan man ikke. Lidt mere fyldigt svar: Når jeg for eksempel har været konsulent for personalegrupper, eller når jeg har besøgt dem med min 0-14-kasket på, er jeg endnu ikke stødt på et dagtilbud, der på én gang fungerede dårligt i det interne samarbejde og samtidig havde en levende og kvalitetsfyldt pædagogik. Dette modsætningspar kan næsten ikke eksistere samtidig, men det udelukker naturligvis ikke, at en pædagog kan lave gode ting med et barn eller en børnegruppe. Så at sige uafhængigt af konteksten. Men børn er ikke kun i kontakt med én pædagog i sin tid i dagtilbud. Og sammenhængskraften vil være fraværende. Sagt på anden vis: Som pædagog skal man være glad for at gå på arbejde – man skal have det godt med kollegerne – og man skal mærke, at man sammen udvikler en faglig velbegrundet pædagogik for og med børnene. Dette temanummer af 0-14 har en række konkrete eksempler fra forskellige dagtilbud, hvor dette lykkes i stor udstrækning, og de giver deres

Et 5 årigt barn stod tilfældigvis bag mig, da jeg begyndte at skrive denne sides tekst. ”Hva’ skriver du om?”, spurgte det kvikke barn. ”Om børnesyn”, sagde jeg, som sandt var. ”Nåh, noget med briller?”, lød den næste replik. Og jo, der er da lidt om snakken. Børnesyn er det, vi ser, når der er et barn eller en gruppe af børn foran os: Hvem er de? Hvad kan de? Hvad vil de gerne? Hvad har de brug for? På med brillerne og se ordentlig efter. Er mit syn ordentligt indstillet? Eller har jeg for mange forforståelser, som en af bidragyderne i dette nummer skriver et sted. Og dette temanummer handler netop om bevidsthed om samspillet: Fra Børnesyn til Pædagogik og vice versa. Det er beretninger fra flere dagtilbud om deres arbejde med disse begreber og med mange levende skildringer af pædagogikken i forhold til børnesynet.

Jeg tør næsten vædde min sidste 50 øre1 på, at alle der læser dette har prøvet at træde ind i en daginstitution. Nogle har også arbejdet i flere forskellige og har man arbejdet hele sit liv, kan man lidt hovedregning nå op på mere end 10.000 gange! Plus som forældre til et barn i daginstitution. Så ved du, som jeg, hvordan det er at træde ind i en daginstitution. Og du er måske enig i, at 30 sekunder efter du er trådt ind, ved du sådan cirka, hvad det er for en slags daginstitution – herunder om den er god/dårlig i en eller anden grad. Jovist, dette første indtryk bliver nogle gange korrigeret efter nogen tid, men det er interessant, hvad det er, der giver os de hurtige indtryk. Her er nogle bud: Et ’åbent’ sted – Med godt lys – God lyd – Nemt at få overblik (også som 1-3 årig?) – Møblernes signaler – Indretningen af rummene – ’Hyggeligt’ – Mange kede-af-det børn med forkert lyd på. Og så videre. Jeg har besøgt mange dagtilbud i både ind- og udland gennem årene og jeg har heldigvis besøgt flest, der lever positivt op til langt det meste af ovenstående. Hvor jeg havde en god mavefornemmelse med det samme. Og færre gange har jeg

Daginstitution har jeg aldrig gået i som barn. Og jeg kendte heller ikke andre børn, der havde – det var ikke en udbredt mulighed. Men skole gik jeg da i, endda i 10 år. Og en del af min skoletid tilbragte jeg i en klasse, der var meget præget af et fravær af venskab og fællesskab. Den del af min barndom husker jeg ikke for noget godt. Det var ind i mellem hårdt, også fordi der var en udpræget mobber i blandt. Ham bebrejder jeg ikke i dag men måske nok de voksne omkring os, der aldrig så, hvad der foregik under overfladen. Vist havde jeg også gode relationer til nogle af de andre børn, men et varmt fælles fællesskab var der aldrig tale om. Når jeg har læst og redigeret artiklerne i dette temanummer af 0-14 har jeg flere gange mærket et sug i maven. Hvem der dog havde haft disse voksne at være sammen med dengang! Artiklerne er gennemgående præget af en varm omsorg for, at børn skal trives i deres dagtilbud og der bliver gengivet mange fine pædagogiske eksempler på, hvordan man griber det an. Det har slået mig, at der er to ting, der går igen i mange af artiklerne: 1. Vigtigheden af en del af tiden at kunne have børnene i

Måske har du været leder af et dagtilbud i årtier. Du er veteran. Måske blev du leder for 1-2-3 år siden. Du er en coming up. Måske er du ikke leder men du vil – måske – gerne være det en dag. Du er potentiale. Uanset hvilken af de tre grupperinger du hører til, så er jeg meget sikker på, at du vil finde stof af interesse i dette nummer om at være leder af et dagtilbud. Nummeret består af tre dele: 1. 11 ledere fortæller om: Hvorfor de blev ledere – Hvad de ville med jobbet, visionerne -Hvordan det så gik med det – Hvad de har lært om jobbet – Hvad de eventuelt har af gode råd om, hvad én leder bør gøre – og om det en leder ikke bør gøre. Side 6-69. 2. En sammenfatning af hvad der er det gennemgående hos de 11. Side 70. 3. En forskerartikel om: Et projekt om at udvikle en uddannelse af daginstitutionsledere til faglige ledere. – En bevidst provokerende artikel om: Drop den gamle lederstil og erstat den med fuld tillid til dine medarbejdere og byg op ud fra dine medarbejderes kompetencer (også belyst ud fra praktiske eksempler) plus

(Ka’ fisk svømme baglæns?*) Da den gl. redaktør gik i skole i sin tid (det var meget sjældent, nogle gik i dagin - stitution dengang), var jeg en halvvild knægt, der elskede at strejfe rundt i skoven, ro i båd, lave bål og den slags, og ofte også lege de steder med mine kammerater. Sådan lærte jeg naturen at kende, selv om det ikke var det formulerede mål. Derimod husker jeg kun få og spredte initiativer til naturkendskab fra skolens side. Hvor er jeg dog misundelig på de børn, man kan læse om i dette nummer af 0-14. De går i dagtilbud, hvor udendørs liv og leg, på legeplads, i skoven, ved havet, er daglige muligheder. De tumler sig, de bruger kroppen, de får tilfredsstillet deres nys - gerrighed, de tilegner sig viden om, hvad naturen er og samtidig hvorfor vi skal passe så godt på den. Det er ikke skole – og det skal det heller ikke være, om man spørger mig - men det er aktive og engagerede pædagoger og pædagogmedhjælpere, der tager super initia - tiver, mest ud fra børnenes egen undren og spørgsmål. Sikke nogle herlige forløb og eksempler fra daglig praksis man kan læse om på de næste sider. Det har været både morsomt og interessant at læse og redigere, Jeg kan kun sige: Hvis I

Vi går ind i en række dagtilbud og får beretninger om deres arbejde med de daglige ’rutiner’ og hvordan man prøver at sikre, at børnene er glade, føler sig set og hørt og er trygge. Herunder dagsrytmen fra 7 til 17 og fordelingen af personaletsressourcer.

Mere medbestemmelse til børnene I dette temanummer får man masser af inspiration til både overvejelser og konkrete pædagogiske aktiviteter, der kan fremme børns indsigt i og medbestemmelse over deres egen hverdag. Samt til at udvikle en god balance mellem medbestemmelse og at blive passet på. Det bliver en super årgang med meget aktuelle emner – med meget konkret inspiration til pædagogiske aktiviteter – med meget stof til refleksion!

3/23 – Bæredygtighed i dagtilbud Mange dagtilbud har arbejdet med deres mad, indretning, materialer, økonomi for at blive mere bæredygtige. Nummeret har også flere artikler om at medinddrage børnene i affaldssortering, genbrug, jord til bord, give dem viden og bevidsthed om naturen og meget mere. Det bliver en super årgang med meget aktuelle emner – med meget konkret inspiration til pædagogiske aktiviteter – med meget stof til refleksion!