Galop i Gazellehuset
Fokus for arbejdet med de 2-3 årige er: Krop, bevægelse, udeliv, natur, dyrehold, madordning og garderoben som læringsmiljøer i hverdagen. Samt masser af nærvær i øjenhøjde med børnene! Af Pernille Ann Hansen, Pædagog i vuggestuen og Tove Hedegaard Rasmussen, Pædagogisk teamleder Kirkeby Børnehus Svendborg Kommune Fire to-årige børn begynder at galoppere rundt i deres stue. De har en sjov leg og de griner højt og glade. En af drengene fører an, mens de tre andre børn spejler sig i, hvad han gør, og gør det samme. En voksen viser dem lidt efter ud til gangen, hvor der er bedre plads til at løbe. Al den bevægelse smitter af på de andre børn på stuen, og den voksne går nu i gang med at ombygge stuen med motorikmøbler, bobles, balanceplader og balancebræt. I vores vuggestue skal der være plads til at bruge kroppen! Plads til at udfordre sin motorik, sanser og balance.Plads til at gribe børnenes initiativer og lege med. Vi er vuggestue-delen i et Gazellebørnehus for børn i alderen 0-6 år, med pt. 76 børnehavebørn og 14 vuggestuebørn, hvoraf de 10 vuggestuebørn er 2-3 år. Et Gazellebørnehus i Svendborg Kommune har et særligt fokus på fysisk aktivitet som pædagogisk redskab. Krop, sanser og bevægelse
Overgang fra hjem til pasning/dagtilbud – barn/voksen holder hånd
Overgangen fra hjem til dagtilbud er ofte en stor omvæltning for både barnet og forældrene. Måske har der også været udfordringer i barnets første levetid, og da kan det være relevant med et overgangsmøde, hvor familiens sundhedsplejerske kan deltage, hvis forældrene ønsker det. Det kan både handle om barnets og forældrenes trivsel. Barnet, for eksempel: Præmaturitet, sygdom, sen udvikling, spise- eller søvnproblemer. Forældrene, for eksempel: Efterfødsels-reaktion, tilknytnings-vanskeligheder, psykisk sygdom eller parforholdsproblemer. Sundhedsplejersken kender ofte barnet og familien godt og har opbygget en tillidsfuld relation til dem og kan være med til at formidle et budskab, som det ellers måske kan være svært for forældrene at snakke om. Det er ofte meget konstruktivt for forældre at mødes med fagpersoner, der både har mange snitflader og repræsenterer hver deres faglighed. Et overgangsmøde kan belyse familiens situation og sikre gode aftaler om, hvordan personalet i dagtilbuddet kan observere og eventuelt stimulere barnet. Hvis sundhedsplejersken vurderer, at det vil være relevant med et overgangsmøde, foreslår hun familien dette inden opstart i dagtilbud og er med til at få det sat i værk. Sundhedsplejersken har den fordel, at hun har besøgt familien i hjemmet flere gange og at hun har fulgt familien over tid. Personalet kan også foreslå forældrene, at sundhedsplejersken
Hvordan et læreplanstema med ’tre store ord’, kan omsættes til at give mening for 1 årige børn
De bevæger sig med de mindste over historier med fagter og lyde i frokostpauserne – over meget store projekter med musik, teater, historier, æstetik – og til et farverigt forløb om sommerfugle. Af Winnie Sophia Nielsen, pædagog og leder Lærkereden Lyngby Taarbæk Kommune Kultur - Æstetik – Fællesskab. Det er store ord og det kræver en del pædagogiske overvejelser at få det transformeret til blandt andet en 1-årigs perspektiv. Ja, men det lader sig gøre. Eller sagt på anden vis: Rigtig meget lader sig gøre. Vores beslutning var fra start: Vi skal prøve at dække så meget som muligt af disse tre, ’store’ begreber. Men - vi skal i dén proces først og fremmest finde en afgrænsning og definition, hvor børnene selv kan være aktive deltagere og hvor de har mulighed for at sanse og lege i de aktiviteter, der gennemføres. Det er et spørgsmål om at vælge, hvad vi gerne vil lære børnene, hvilke oplevelser vi gerne vil give dem og derudfra komme med gode ideer til forløb, der passer præcis til den børnegruppe, vi står med her og nu. Og med denne artikel fokuserer jeg så specielt på de mindste, de cirka 1 årige. Vi vil satse meget på 6. læreplanstema Eks. 1: Hver
Science med etårige børn
Ophavsret beskyttet billede, Personale foto fra AU For ikke-pædagoger kan overskriften sikkert lyde lidt overdrevet. Science med etårige? Men denne artikel viser med eksempler og pædagogiske argumenter, at det kan give rigtig god mening.[1] Af Stig Broström, professor emeritus En etårig dreng sidder på hug og iagttager med stor opmærksomhed vand, der drypper ned fra en tagrende og ud gennem et rør. Han følger dråberne og er fascineret af dråbens møde med en lille pyt - men så forsvinder vandet. En ny dråbe rammer, og væk er den. Han stirrer intenst og fascineret på det sted, hvor dråberne forsvinder. En iagttagende pædagog sætter sig på hug ved siden af ham for at dele hans fascination og undren. Drengen har ikke et verbalsprog, hvormed han kan stille spørgsmål så som: ”Hvor kommer vandet fra og hvor forsvinder det hen?” Men den nærværende og medundrende pædagog kan hjælpe ham med at skabe bevægelse i en undersøgende science-orienteret proces, der kan belyse hans usagte spørgsmål. Science i læreplanen Beretningen om den etårige illustrerer, at helt små børn viser interesse for naturfænomener, eller science som det hedder i den styrkede pædagogiske læreplan. At arbejde med science i vuggestuen betyder, at børn og pædagoger har et aktivt liv i naturen
Leg med krop, sanser og bevægelse for de etårige
At kravle med bare fødder i græsset er rart - og styrker krydskoordination plus stimulerer føle- og muskelledsansen Børn i etårs-alderen er i gang med at lære basale motoriske færdigheder som at kravle, hoppe, løbe og trille. Det kan man hjælpe dem med – og man kan arbejde med, at de finder balance mellem høj og lav arousal Af Balder Brøndsted, cand.scient. og konsulent i idræt og leg, forfatter, stifter af ’Legefabrikken’, tidl. projektmedarbejder i idræts-vuggestue For den etårige er krop og psyke en og samme ting – barnet er sin kropGennem sanserne får barnet information om sig selv og verdenGennem bevægelse lærer barnet at mestre livet og vokser som menneskeVed at tænke krop, sanser og bevægelse ind i hele barnets hverdag – til morgensamlingen, til måltidet, under putning, i leg …… så møder vi barnet lige der, hvor det er. Da jeg glemte at lytte til Kamma på 10 mdr. Da jeg som ung, nyuddannet idrætskandidat havde min første dag som projektmedarbejder i en vuggestue, lærte jeg en vigtig lektie om kropssprog og samspil med små børn. Entusiastisk trådte jeg ind på grøn stue med en taske fuld af små plastikbolde. På gulvet sad Kamma på 10 måneder og så lidt betuttet ud.
God sprogpædagogik for etårige
De cirka etårige har deres ’egne sprogbehov’ – derfor må man helst have dem i én lille gruppe eller alene en del af tiden og man må som voksen prøve at prioritere dem – så der er tid til gentagelser, fagter/gestik, samspil og leg med alderssvarende legetøj Af Helle I. Bylander, pædagog, speciallærer i tale-/sprogvanskeligheder, MA i sprogtilegnelse, lektor og konsulent i Sprogin & Trine K. Krogh, cand.mag. i dansk og religionshistorie, udd. lærer i dansk som andetsprog og PD i special- pædagogik, lektor, daglig leder i Sprogin [1] Fagter og Gestik[2] - det fælles tredje, hvor barnet med sikkerhed reagerer i en bevidst kommunikativ handling, viser det med sin krop og følger den fælles opmærksomhed mellem voksen og barn. Gestik er det fundament, som den kognitive og følelsesmæssige udvikling bygger på. Børn, der bliver understøttet af voksne, som benytter mange fagter og gestik, bliver således generelt også mere kreative i at benytte legetøj på mange forskellige måder. Der synes også at være en sammenhæng med barnets evne til at præstere godt i skolen[3]. Navngive - ikke kun når det cirka etårige barn peger på noget, men også når det pludrer; på den måde får barnet flere input[4]. Personlig kommunikation fordrer, at man søger
Hvad har vi gang i? Hvad tænker vi på?
Hvornår er man parat til at starte i dagtilbud? – eller sagt på anden vis: Hvem er parat, hvornår?' Meget forskning viser, at et barn på 9-12 måneder på mange udviklingsområder, også det sociale, ikke er parat til at skilles fra sine forældre. De skal være cirka 18 måneder. Kommer de tidligere, bør tilknytningen til personalet starte i god tid! Af Ole Henrik Hansen, Lektor, ph.d., Aarhus Universitet I Danmark tilbringer otte ud af 10 børn mellem 10 måneder og et år, størstedelen af de lyse timer i vuggestue eller dagpleje[1]. Ingen andre lande tilbyder børn i den alder så meget tid væk fra deres forældre. Man skulle tro, vi i Danmark havde truffet et bevidst valg, hvor vi som samfund havde tænkt: – ”Vuggestuer og dagplejer til børn under et år - det er smart. Lad os placere størstedelen af de yngste børn dér, mens forældrene er på arbejde”. Desværre hænger det næppe sådan sammen. Det er ikke og har ikke været en bevidst beslutning – det er bare sådan, tingene har udviklet sig – og motoren i denne udvikling er næppe barnets tarv men erhvervslivets behov for arbejdskraft. I kølvandet på denne udvikling har universiteter lavet effektforskning af børn, som har gået
Den 1 årige skal turde og kunne udfolde hele sig selv
I det pædagogiske arbejde med de allermindste børn betyder dette læreplanstema noget helt grundlæggende: Følelsesmæssig kontakt, fælles opmærksomhed, at anerkende barnet som noget-i-sig-selv, at udvikle barnets mange potentialer. Komme rundt om hele barnet. Af Heidi Knudsen, fagkonsulent i DCUM[1] ”Du vinker!” 1-årige Liva sidder på pædagogen Sannes arm og vinker ivrigt. Sanne kommunikerer med smil, øjenkontakt og ord: ”Ja! du vinker”. Liva vinker igen, og Sanne udbygger dialogen: ”Kan du også lave fingerkys?” Hun holder Livas hånd og viser hvordan – stadig smilende og med øjenkontakt. ”Kan du gøre sådan her?” De ser på hinanden, smiler og griner. Liva lægger hovedet ind til Sanne og tager sin hånd op til øret: ”Jeg tror du er træt nu, Liva. Nu skal du ud og sove”. I det pædagogiske arbejde med de mindste børn er fokus som i eksemplet meget på interaktion og følelsesmæssig dialog mellem barn og voksen. Med en 1 årig er det i høj grad nonverbalt. Pædagogen Sannes imødekommende smil og imitationer betyder, at de har noget (følelsesmæssigt) sammen, og at de samtaler ud fra det, de sammen kan. I kernen af interaktionen mellem det cirka 1 årige barn og den voksne står den fælles opmærksomhed. Det er, når to eller flere
Den blå kuffert skaber sammenhæng i barnets rejse mellem hjem og vuggestue
Dreng der studerer sin egen og forældrenes logbog. Fotos i artiklen v. Pia Schellerup Eksempler på hvordan man kan opbygge et samarbejde ved at inddrage forældrene i det pædagogiske arbejde med de yngste vuggestuebørn. Af Rikke Gaard, pædagog og leder Børnehuset Nordmarksvej 22-24 Tårnby Kommune Onsdag formiddag. Carla på 11 mdr. er på for-besøg i vuggestuen med sine forældre. Dorte, primær pædagog, taler med dem om hendes trivsel, spise- og sovevaner, opmærksomheds-punkter. Forældrene fortæller om en lidt forsigtig pige, der kan virke reserveret. Hun er ikke så glad for nye mennesker, eller nye ting. Mad hun ikke har set før, skal hun se flere gange, før hun vil spise det. Dorte fortæller forældrene, at Carla vil få en blå kuffert og en logbog, som vil følge hende gennem hele hendes tid i vuggestuen. Det er vuggestuens metode til at hjælpe børnene med at skabe sammenhænge mellem deres liv i hjemmet og i vuggestuen. I logbogen vil der blive indsat små fotos og beskrivelser af pædagogiske aktiviteter, som Carla har været deltagende i, og de vil blive inddraget i vuggestuens pædagogik og aktiviteter med børnene. De aftaler til sidst, hvordan modtagelsen af Carla skal forløbe ugen efter. Vi véd, at forældresamarbejde er værdifuldt! – og at
Mange små ’forbesøg’ for forældre og børn skabte bedre start for alle
Først gav det lidt nervøse trækninger hos de ansatte, men det endte som en succes. I dag kommer de nye børn – og deres forældre - meget nemmere og meget mere naturligt i gang. Af Susanne Byskov, pædagog og Lone Kølner, Institutionsleder Lynghøjen Daginstitutionerne Sejs – Laven Silkeborg Kommune Institutionen Lynghøjen var i 2013-2015 med i aktionsforsknings-projektet ’Barnet i Centrum’[1] og udarbejdede efter en rapport om deres arbejde med det. Denne artikel er et sammenskrevet uddrag fra rapporten. Inden projektet stillede vi ikke de store spørgsmålstegn ved vores ’indkøring’ af nye børn i vuggestuen. Det fungerede jo. Men vi endte med en mere en mere systemisk tankegang: Det er ikke længere barnet, som bliver indkørt, men hele familien der deltager i barnets opstart til vuggestuelivet. Det er i højere grad blevet til en betydningsfuld tilknytning, tilvænning og indtagelse af rummet, lugtene, lydene og stemningen. Tidligere inviterede vi forældre og barn til at komme til rundvisning, så de kunne få et indblik i vuggestuens dagligdag og rutiner. De mange nye indtryk kunne virke voldsomt på et lille barn, var det vores erfaring efter nogen tid. Derfor inviterede vi nu forældre og barn på flere forbesøg, en art ’legestue’ for forældre og barn, inden de startede for alvor.
