Daginstitution har jeg aldrig gået i som barn. Og jeg kendte heller ikke andre børn, der havde – det var ikke en udbredt mulighed. Men skole gik jeg da i, endda i 10 år. Og en del af min skoletid tilbragte jeg i en klasse, der var meget præget af et fravær af venskab og fællesskab. Den del af min barndom husker jeg ikke for noget godt. Det var ind i mellem hårdt, også fordi der var en udpræget mobber i blandt. Ham bebrejder jeg ikke i dag men måske nok de voksne omkring os, der aldrig så, hvad der foregik under overfladen. Vist havde jeg også gode relationer til nogle af de andre børn, men et varmt fælles fællesskab var der aldrig tale om. Når jeg har læst og redigeret artiklerne i dette temanummer af 0-14 har jeg flere gange mærket et sug i maven. Hvem der dog havde haft disse voksne at være sammen med dengang! Artiklerne er gennemgående præget af en varm omsorg for, at børn skal trives i deres dagtilbud og der bliver gengivet mange fine pædagogiske eksempler på, hvordan man griber det an. Det har slået mig, at der er to ting, der går igen i mange af artiklerne: 1. Vigtigheden af en del af tiden at kunne have børnene i