Bæredygtighed i pædagogikken = Noget alvorstungt og docerende? NEJ
De toårige børn er med ude for at samle skrald. Det er sjovt at køre med skraldevognen og at bruge napserne, ligesom de også indendørs giver den fuld gas med at sortere hverdagens skrald. Men på et tidspunkt daler børnenes interesse lidt og bliver i stedet fanget af bogen “Leo lapper legetøjet” om en dreng, der leger, at han har et legetøjshospital, hvor han lapper legetøj. Det fører til, at børnene jagter og finder legetøj, som er i stykker, og børn og voksne laver et legetøjshospital, manifesteret i en kuffert med forskelligt ’reparationsgrej’. Hver dag i en længere periode finder børnene legetøj, som de sender på legetøjshospitalet. De lytter på legetøjet med et stetoskop og huller bliver lappet med plaster og bandage. Og noget legetøj bliver vaccineret!
Gentagelse giver ro og tryghed
Det er tirsdag formiddag og Alfred, Ella, Sia og Alba samles til akvarelmaling rundt om bordet sammen med pædagogen Anja. Dagen i forvejen har Anja lagt akvarelpapir i blød, for i dag skal børnene male 'vådt i vådt' med naturlige akvarelfarver. Mens de maler, synger Anja de 'malesange', som de også sang sidste uge. Det er med til at skabe en stemning for børnene og samspillet i aktiviteten. Børnene kommer på skift og i mindre grupper ned til Anja, der er en rolig og nærværende stemning.
”Wauw! Der er mange fluer i grævlingen– og de er helt grønne!!”
Grævlingen er trafikdræbt og har ligget i skoven en uge. Nu skal vi se, om den stadig er der, og hvordan den ser ud. ”Den er der! Grævlingen ligger der!” Vi ser, at oversiden af grævlingen er dækket af fluer i flotte metalgrønne farver. Vi taler om, hvorfor fluerne mon er der og hvorfor deres larver spiser af en død grævling. Vi vender den om – og ser et par flotte røde og sorte ådselbiller. Begejstringen er stor! Vi runder af med at høre en kort historie om ådselbillerne, der er på udkig efter et ådsel, de kan lægge æg i.
2/24 – Udepædagogik – ideer, erfaringer, inspiration
(Ka’ fisk svømme baglæns?*) Da den gl. redaktør gik i skole i sin tid (det var meget sjældent, nogle gik i dagin - stitution dengang), var jeg en halvvild knægt, der elskede at strejfe rundt i skoven, ro i båd, lave bål og den slags, og ofte også lege de steder med mine kammerater. Sådan lærte jeg naturen at kende, selv om det ikke var det formulerede mål. Derimod husker jeg kun få og spredte initiativer til naturkendskab fra skolens side. Hvor er jeg dog misundelig på de børn, man kan læse om i dette nummer af 0-14. De går i dagtilbud, hvor udendørs liv og leg, på legeplads, i skoven, ved havet, er daglige muligheder. De tumler sig, de bruger kroppen, de får tilfredsstillet deres nys - gerrighed, de tilegner sig viden om, hvad naturen er og samtidig hvorfor vi skal passe så godt på den. Det er ikke skole – og det skal det heller ikke være, om man spørger mig - men det er aktive og engagerede pædagoger og pædagogmedhjælpere, der tager super initia - tiver, mest ud fra børnenes egen undren og spørgsmål. Sikke nogle herlige forløb og eksempler fra daglig praksis man kan læse om på de næste sider. Det har været både morsomt og interessant at læse og redigere, Jeg kan kun sige: Hvis I
