Jeg startede mit pædagogiske liv i en børnehaveklasse med 18 herlige, levende og bevægelige unger. Det kom dengang bag på mig, at jeg også blev konfronteret med 36 forældre! Der var faktisk 36, da skilsmisser ikke rigtigt var kommet på mode endnu. Jeg husker endnu, at jeg lidt forvildet bladrede i både bøger og notater fra min uddannelse for at finde vejledning på, hvad man stillede op med disse 36 vidt forskellige mennesker. Jeg fandt intet brugbart. Det med forældresamarbejde måtte man åbenbart selv finde ud af. Da gjorde jeg noget, der kan lyde lidt overvældende, men som jeg aldrig har fortrudt: Jeg tog på besøg hos dem alle, 18 besøg i alt. Minimum et par timer hvert sted. Jeg fik ikke løn for det, måske noget afspadsering, det husker jeg ikke, og dét var heller ikke rigtigt in endnu. Det jeg imidlertid husker godt, er det enkelte barns øjne og kropssprog, når jeg ankom til deres hus eller lejlighed: De strålede! At få besøg i hjemmet fra den voksne i børnehaveklassen var STORT. Jeg klappede hunde, så børneværelser, legede, talte med både barnet og den eller de voksne, der var hjemme. Det jeg lærte af disse besøg er enkelt: Et samarbejde består først og fremmest af relationer – af at kende hinanden godt og