Jeg kender til mange dagtilbud, hvor de har et fremragende personalesamarbejde. Nogle gange bliver vores samarbejde mellem de voksne i dagtilbuddet dog forsømt. Måske fordi man tænker, at det er noget, der giver sig selv? Eller måske fordi man tænker, det først og fremmest er børnene, det handler om og at pædagogikken med dem skal prioriteres over alt andet? Eller måske det blot er blevet sådan? Jeg mener, det er helt afgørende, at vi ofrer meget opmærksomhed på vores personalesamarbejde. Det er på mange måder det fundament, vi skal stå på og som vi har brug for hele tiden. Det bliver bekræftet af de mange spændende artikler i dette temanummer. De har beskrivelser af personalegrupper, der fik nyt liv via deres organisation af arbejdet, ved at ændre fundamentalt på kommunikationen, ved at være opmærksom på vigtigheden af at have det godt – og helst sjovt – sammen. Ved at stå sammen. Ved at støtte hinanden. Ved at være der for hinanden. Det er livsbekræftende artikler fra og om personalegrupper, der ved at bruge tid og kræfter på deres eget samarbejde fik mere energi og mere fokus på kerneopgaven, som stadig er, ja – barnet, børnene, pædagogikken. Og så kan vi til sidst i den forbindelse notere, at børnene i høj grad lader sig smitte af voksne, der