Som ung, og nu er vi tilbage i 1970’erne, eller ’cirka deromkring’, som Kim Larsen vist synger det, var jeg meget optaget af et fænomen som kollektiv ledelse, fordi det forekom umiddelbart indlysende og rigtigt, at alle skulle have samme medbestemmelse. Dét var vi mange, der mente. I én af artiklerne i dette temanummer om ledelse læser jeg mig så til, at der i dag er cirka 10 – ti – kollektivt ledede institutioner tilbage i Danmark. Tankevækkende nok ligger de i øvrigt alle i København. Ovenstående er blot et lille tidsbillede fra før til nu. Og ’nu’ er præget af, at udviklingen af ledelsesformerne er stormet afsted over stok og sten. Idealet i dag er mere den ’stærke’ leder, som skal forvalte en større pose penge end dengang, som skal lede større institutioner, som skal være godt inde i skiftende pædagogiske læreplaner, diverse kommunale retningslinjer (dem var der ikke forfærdelig mange af dengang), cirkulærer, regler, projekter. Og ledere som i dag indgår i et ledelses-hierarki med dagtilbudsleder og områdeleder og som i det hele taget er en integreret del af det kommunale styringssystem. Alt det er der i sig selv ikke noget forkert i, og mange af ændringerne har været helt nødvendige, men det er voldsomme ændringer. Nye krav, forventninger, kompetencer. Jeg