Jeg læste på Internettet et indlæg fra en, der skrev noget i retning af, at ’NÅ – nu var alle nok pludselig fokuseret på leg og at lave noget om og med leg.’ Underforstået: Efter at de nye læreplaner var trådt i kraft i 20181, har alle pludselig travlt med legebegrebet igen. Men det er ikke helt rigtigt. Som en der har fulgt dette område i snart 45 år, kan jeg sige, at der har i hele denne periode været mange overvejelser, debatter og nye ideer til leg i dagtilbuddet. Det er altså på ingen måde noget nyt, slet ikke. Alle – teoretikere og praktikere – er i øvrigt enige om, at legen skal spille en afgørende rolle i pædagogikken, men debatten går da mere på, hvordan denne rolle skal udfyldes. Det er spændende hver gang at prøve at komme frem til en mere klar forståelse af, hvorfor og hvordan børn leger. Finde nye dybder. Nye muligheder. Vi kommer næppe nogensinde til som voksne at forstå børns leg fuldt ud. Vi kan se, det snurrer inde i hovederne på dem – deres øjne lyser – eller er usikre, prøvende – de vil så gerne – og når de er i det, er de på en måde i en anden verden. Det er herligt. Men